Kulturministerens Lars von Trier-tweet er helt igennem håbløst

Kulturministerens Lars von Trier-tweet er helt igennem håbløst
Lars von Trier under Cannes-festivalen i maj, hvor 'The House That Jack Built' var en af de mest omtalte film.
Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images
Kulturminister Mette Bock mener, at Lars von Trier skal lave sig nogle opbyggelige film om glæde og håb. Men det eneste, der er håbløst, er Mette Bocks 230 tegn.
Kulturministerens Lars von Trier-tweet er helt igennem håbløst
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. På torsdag har Lars von Trier premiere på sin nye film i de danske biografer, ’The House That Jack Built’.

Men fortællingen om seriemorderen Jack kunne ikke interessere dansk films øverste ansvarlige, kulturminister Mette Bock (LA), mindre. Derfor stillede hun i går allervenligst sin ekspertise til rådighed for Danmarks ubestridt største filminstruktør i form af et forslag med Martin Luther King-beslægtet schwung:

»Jeg har en drøm – tænk, hvis Lars von Trier ville udfordre sig selv og lave en film, der mundede ud i håb, glæde og hyldest til livet. En opbyggelig film om alt det smukke, som livet også består af. Kom nu, Lars – jeg ved, at du kan«, skrev hun. Hjerte.

Tweetet er ikke som sådan et brud mod det famøse armslængdeprincip. Selv kulturministeren har lov til at ytre sin mening. Der er netop indgået en for filmbranchen tilfredsstillende filmaftale med Bock i spidsen. Og det vil være lidt af en fornærmelse mod Det Danske Filminstituts konsulenter, hvis man tror, at de vil lade sig påvirke af ministerens hede søndagsdrømme i deres støttevurderinger fremover. Når næste filmaftale skal forhandles i 2023, er der desuden større sandsynlighed for, at Bock er fortid i Kulturministeriet, end at Trier laver en blødsøden livshyldest.

Så formelt er der ikke så meget at komme efter. Men det betyder ikke, at der ikke er noget at komme efter. Mette Bocks tweet er nemlig 230 tegns torskedumhed, fordi:

Det er et usselt signal fire dage før premieren

Normalt bekommer det sig, at kulturministeren bakker op om dansk film. Især dem, der deltager og dyster i festivaler som Cannes og ved prisoverrækkelser som Oscar. Kompromisløse film, som aldrig havde eksisteret uden statsstøtten, som bidrager med uvurderlig opmærksomhed til dansk film, men som ikke sælger sig selv i biografen. De har brug for al den opbakning, de kan få.

Så at dansk films øverste chef vælger at sige »nej tak, stik mig en anden«, når Trier sender sin nye film – støttet med små 10 millioner statskroner fra Filminstituttet – ud til danskerne, er ikke alene usædvanligt. Det er i bedste fald elendig timing, i værste fald strategisk usympatisk.

Det er en misforståelse af Triers film

Hvis det, Mette Bock skrev, så bare havde været rigtigt… Lars von Triers værk er imidlertid ikke gennembrændt af den kolde, misantropiske og illusionsløse ild, som Mette Bock forsøger at antænde. Der er derimod masser af humanisme og varme i Triers film. Tænk bare på Guldhjertetrilogien med de selvopofrende kvinder i ’Idioterne’, ’Breaking the Waves’ og ’Dancer in the Dark’. Tænk på den varme dialog og vitalitet mellem Seligman og Joe i ’Nymphomaniac’. Tænk på Graces kartasiske hævn over de hykleriske beboere i ’Dogville’. Tænk på den humor, der gennemsyrer næsten alle hans film, også ’The House That Jack Built’, der bag den kolde fremstilling af Jacks uhyrligheder sådan set sagtens kan siges at gemme på en grundhumanistisk fordømmelse af morderens (læs: kunstnerens) narcissisme og egoisme.

Matt Dillon i ‘The House That Jack Built’. (Foto: Christian Geisnæs)

Triers film ender sjældent lykkeligt i konventionel forstand. Hell, han har udraderet hele verden i ’Melancholia’. Men det er ingen indikation for kunstnerens verdenssyn, og man går ikke ud fra en Trier-film med tanken: »Det er da også helt ad helvedes til«. Mere sådan: ’What the fuck?’

Der er langt større kynisme og forråelse i en gennemsnitlig actionmetervare fra Hollywood.

Det skriver sig ind i en populistisk kliché

Så hvorfor skriver hun det? Jo, selvfølgelig fordi det er billige point at køre sig selv frem som talsmand for opbyggelige, livsglade fortællinger, som hele Danmark forlader biografen fra indhyllet i ukuelig tro på menneskeheden, så man føler, man får noget for sine skattekroner. I modsætning til de åh så fisefornemme kunstfilm, som forsøger noget så irriterende som at udfordre publikum til at tænke selv. Mette Bock skriver sig ind i en velnæret Dansk Folkeparti-katalyseret tradition for kulturel åndsforsnævring.

Det er ufølsomt

Lars von Trier er et menneske plaget af så mange fobier og angstneuroser, at det halve kan være nok. Han har i årevis haft et misbrug af alkohol og stoffer. Hans psykiske problemer er ikke en schtick, som han påtager sig for at virke spændende i pressen. Det er noget, han lider under hver dag. Og det tærer ham hårdt at lave film, selvom det også hjælper ham med at holde nogle af de psykiske problemer fra døren.

At bede lige netop Lars von Trier lave jubelglade historier om carpe diem og kærlighed, er næsten – ja ja: næsten! – som at bede en PTSD-ramt soldat om at tage det hele i lidt højere humør, når han bliver sendt tilbage til fronten. Smil og vær glad.

‘The House That Jack Built’. (Foto: Christian Geisnæs)

De håbefulde film er ikke en mangelvare

Mette Bocks tweet opstod ud fra et interview i Jyllands-Posten, hvor Lars von Trier siger – som han har gjort flere gange gennem karrieren – at »jeg laver de film, der mangler«. Og det må man give ham: Ingen laver film som Lars von Trier, en unik og original stemme også internationalt, uanset hvad man så måtte synes om ham og hans værker. Holder man ’Europa’ op mod ’Idioterne’ op mod ’Direktøren for det hele’ op mod ’Dogville’ op mod ’Nymphomaniac’, er det altså svært at argumentere for, at han ikke udfordrer sig selv.

De film, der til gengæld ikke mangler, er dem »om alt det smukke, som livet også består af«. Det mærkat kan vel sættes på 40-50 procent af filmhistoriens samlede repertoire. Også i dansk film har problemet i en årrække nok nærmere været, at den slags hjertevarme fortællinger har været i overtal. Da Mikkel Munch-Fals i 2015 tiltrådte som konsulent på Det Danske Filminstitut, efterlyste han netop »en nazist i dansk film«, fordi så mange af filmene ideologisk og åndsligt talte ud fra samme forudsigelige position.

At blive framet i opposition til magthaverne passer nok Lars von Trier udmærket. Selv muntrer han sig sikkert blot over udtalelsen – mens Zentropa kan håbe på, at al omtale er god omtale, især for dansk films evige enfant terrible. Men måske Mette Bock alligevel bare skal holde det for sig selv, næste gang hun en fredsommelig søndag overvejer at berige verden med sine pseudo-provokerende forslag til, hvad landets førende kunstnere bør gøre.

Kom nu, Mette – jeg ved, at du kan.

Læs også: Interview med Lars von Trier – »Jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«

Læs også: Anmeldelse af ‘The House That Jack Built’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold