Aziz Ansari hudflettede det danske publikums hykleri under comebackshow i Koncertsalen

Aziz Ansari hudflettede det danske publikums hykleri under comebackshow i Koncertsalen
Aziz Ansari
4 6
Aziz Ansari 'Road To Nowhere'

Koncertsalen, DR Koncerthuset

Et sammendrag af turneens Brooklyn-shows kan ses på Netflix som comedy special: 'Right Now' er instrueret af Spike Jonze og får premiere den 9. juli.

Kun én gang skifter Aziz Ansari brat emne i ’Road to Nowhere’. Nemlig da han tager en pause fra hovedtemaerne – identitetspolitik, krænkelser og #MeToo – og pludselig begynder at snakke om sin egen familie. Hvordan hans bedstemor har fået alzheimers, og hvordan han hverken kan kommunikere med hende eller de mennesker i hans familie, der stadig er sunde og raske.

Det er der påfaldende få af os, der kan, siger han. Vi bruger de få timer, vi opholder os i vores barndomshjem, på at traske igennem de samme rutiner, drikke kaffe, udveksle overfladiskheder og »måske se ’Speed’ i fjernsynet«.

Vi tør ikke at snakke åbent og ærligt om vores liv med de mennesker, vi har brugt hele livet med.

Bum. Ingen punchline, kun en oprigtig analyse af manglende menneskelig kontakt.

Så ved man, at man befinder sig til et standupshow af Aziz Ansari, der mandag aften leverede det første af to shows i Koncertsalen i København. Hvor mange komikere svøber deres materiale ind i en ironisk hinde, går Ansari tæt på det moderne menneskes fejl med oprigtig nysgerrighed – uden at det går ud over komikken. Det gør han i ’Master of None’, hans vellykkede Netflix-serie om singlelivets genvordigheder, og det gør han på scenen.

Det er en empatisk form for humor, der nok spidder det overfladiske samvær, der hersker i både datinglivet og på de sociale medier, men alligevel er håbefuld, alene fordi alvoren synes at indikere, at vi alle – trods vores fejl – er værd at bruge krudt på.

»Den scene laver jeg ikke«

I ’Road to Nowhere’ flirter han dog også med desillusionen, mens han roder rundt i sumpen af krænkelser, identitetspolitik og misforstået politisk korrekthed. Måske skyldes det, at tidens ændrede normer var tæt på at koste ham karrieren, da en kvinde sidste år beskyldte ham for at have krænket hende seksuelt under en date – selvom man kan mene, at hans opførsel mest af alt var klodset.

Man kunne næsten se det på hans påklædning i Koncerthuset: Hvor han ofte er iført nystrøget skjorte og blazer på scenen, lignede han her en mand, der var trådt direkte ud fra nogle ensomme dage i ungkarlehyblen, med Metallica-t-shirt og grå jeans.

Udgangspunktet for ’Road to Nowhere’ er da heller ikke rosenrødt: »We’re all shitty people«, siger han. Mangelfulde, hykleriske, men også til at forbedre.

Når han siger det, spøger #MeToo-sagen bag ordene, men i første omgang trækker han på andre anekdoter. For eksempel nævner han, at han uden skrupler spillede med i en ’Parks & Recreation’-scene, hvor hans karakter, playboyen Tom Haverford, gav sin kvindelige kollega en bamse med skjult, indbygget kamera – så han kunne overvåge hende i eget hjem.

»I dag ville jeg have sagt. Jaaaaa, den scene laver jeg ikke«, råber Ansari.

R. Kelly vs. Michael Jackson

Senere forklarer han, at han storroste R. Kelly under sit første standupshow og nu gruer for, at internettet skal grave det frem.

Pointen lader til at være: Tiderne har skiftet, vi ændrer os med dem. Og det skal man om ikke andet overveje, inden man begynder at fælde berømtheder for tweets, de har skrevet for ti år siden.

Her som andre steder i showet bevæger Aziz Ansari sig tæt på det moraliserende, men han formår konstant at fremtvinge latter på basen af alvor, ikke nødvendigvis med solide punchlines, men med timing og mimik.

Man føler sig altid i godt selskab med den amerikanske komiker, således også i ’Road to Nowhere’. Men det betyder ikke, at han undlader at pege fingre ad os og vores hykleri.

I Koncertsalen fik han en mand til selvsikkert at udpensle sin holdning til en potentielt krænkende video, der slet ikke eksisterer. Og han fik med to ens spørgsmål salen til at afsløre, at de fordømmer R. Kelly, men ikke for alvor Michael Jackson.

Han udfrittede en mand på de forreste rækker og spurgte ham, hvor mange børn Michael Jackson skulle have begået overgreb på, før han ville skrotte hans musik. Den præmis skulle manden aldrig været gået med på…

Så kom berøringsangsten

Aziz Ansaris materiale i ’Road to Nowhere’ er ikke specielt overrumplende, det satiriserer sjovt og lettere forudsigeligt over identitetspolitikkens polarisering, krænkelseskultur og hvide menneskers iver efter at være minoritetsvenlige (for eksempel ved at hylde »Crazy Rich Asians«). Men i Koncertsalen var komikeren konsekvent syleskarp, når han bragte ordet ud i salen og hudflettede de arme folk i sæderne – hvast og alligevel kærligt.

Han har en særlig evne til at hænge os ud og samtidig få os til at føle os tilpas. Måske fordi han trykker på vores ømme punkter, men samtidig tager dem alvorligt. Vi er, husker han os på midt imellem bygen af stikpiller, alle mennesker i den samme forvirrede tid.

»Jeg har aldrig oplevet hvide mennesker tage minoriteters rettigheder mere alvorligt«, siger han til en sal fuld af… hvide mennesker.

Alle klapper.

»Meeeeeen«, skriger han så, og man fortryder pludselig, at man klappede.

Man fornemmer, at han snakker om alt det her, fordi han tror og håber på, at vi kan forbedre os. På den måde er der ikke tale om en road to nowhere, snarere en frustreret analyse vendt i et reelt håb om mindre mudderkast, flere meningsfulde samtaler.

Budskabet er også opbyggeligt, når han endelig – endelig – når til sin egen #MeToo-sag, den hændelse, hele showet åbenlyst er udsprunget af.

Forventer man en stor finale, bliver man dog svært skuffet. Ansari vifter sagen væk med de moraliserende gloser, han allerede har brugt i medierne – de gloser, som alle synes at bruge.

»Det fik mig virkelig til at tænke over tingene, og jeg håber, at jeg er blevet en bedre person«, siger han blandt andet.

Det er skuffende, at den berøringsangst, der ikke er meget af i resten af showet, pludselig overmander ham, når det virkelig gælder.

Og således slutter et stærkt show på en flad note.


Kort sagt:
Aziz Ansari kaster sig veloplagt ned i identitetspolitikkens morads i ’Road to Nowhere’. Det er spydigt, morsomt og alligevel befriende oprigtigt, men finalen er flad, fordi han ikke tør at bringe sin egen #MeToo-sag fyldestgørende ind i settet.

Et sammendrag af turneen kan ses på Netflix som comedy special: ‘Right Now’ er instrueret af Spike Jonze og får premiere den 9. juli.

Læs også: Må Aziz Ansari gøre comeback, må Louis C.K., og hvordan må de, hvis de altså må?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold