Edward Norton instruerer sig selv som tourettesramt detektiv i Oscar-håbet ‘Motherless Brooklyn’ – se traileren

Helt siden han spillede med i ’Fight Club’, har Edward Norton forberedt sig på at instruere sin kommende film. Han er tilbage bag kameraet for første gang siden religionskomedien ‘Keeping the Faith’ fra 2000.

Projektet er noget af et hjertebarn. Det har nemlig været på skuespillerens tegnebræt i årevis at filmatisere Jonathan Lethems newyorker-roman ’Motherless Brooklyn’ fra 1999.

Norton har byttets forlæggets samtidige New York ud med 1950’ernes mere klassisk mørke og mystiske detektivmiljø. Æstetisk er der lagt i ovnen til et gensyn med film noir-stilen.

Fortællingen drejer sig om den Tourettes-lidende detektivassistent Lionel Esrogg, der – efter han ser sin mentor Frank Minna blive skudt – kaster sig ud i at opklare mordet med sine psykiske lidelser som både hjælp og forhindring.

Skuespilleren står selv i spidsen for det lovende cast som den charmerende ynk Esrogg. Bruce Willis spiller den faderlige Minna. Derudover medvirker britiske Gugu Mbatha-Raw (’Black Mirror’), Alec Baldwin, Willem Dafoe og Omar Little i egen høje person: Michael K. Williams.

Trods adskillige imponerende roller i bagkataloget er der noget over inkarnationen af filmens OCD-ramte, impulsstammende mandebarn, der skriger på en Oscar-nominering til Edward Norton.

Titelnummeret ’Daily Battles’ er komponeret af ingen ringere end Radiohead-ikonet Thom Yorke, der er gamle venner med Norton. Norton har fortalt, at han græd, da han modtog nummeret.

Sammen med efterårets anden store bogfilmatisering, ’The Goldfinch’, er ’Motherless Brooklyn’ sat i søen som Warner Brothers Oscar-håb.

’Motherless Brooklyn’ er sat til dansk biografpremiere 25. december.

Læs også: Et alt for tidligt kig i krystalkuglen – Er en af disse 10 film den kommende Oscar-vinder?

Læs også: Ansel Elgort og Nicole Kidman fører an i potentiel Oscar-basker – se traileren til ‘The Goldfinch’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold