’The Too Late Night Show’: Dansk talkshow-parodi viser talent, men kollapser under sin egen vægt

’The Too Late Night Show’: Dansk talkshow-parodi viser talent, men kollapser under sin egen vægt
'The Too Late Night Show'.
2 6
Tv-serie
Manuskriptforfattere

Simon Akselsen, Sebastian Søndergaard, Mads Abildgaard, Christian Dareios Grave, Anders Morgenstierne

Medvirkende

Sebastian Søndergaard, Kaare Schou Nygård, Alex Høgh Andersen

Spilletid

8 afsnit á 7-14 min.

Premiere

Kan ses på Youtube

Sebastian Søndergaard vil virkelig gerne være talkshow-vært. Derfor har han indrettet sine forældres kælder i Kirke Stillinge som et talkshow-studie, iklædt sig et jakkesæt, fået sin stedlillebror til at agere husmusikant og sat et kamera op. Han kalder showet for ’The Too Late Night Show’ og imiterer efter bedste evne de amerikanske late night-værter med jokes om Donald Trump (»så er den gal igen«, gentager han i hvert afsnit) og interviews med kendte gæster.

’The Too Late Night Show’ er en hjemmelavet webserie om det hjemmelavede talkshow. Det udkommer på Youtube, er finansieret via crowdfunding, og virkelighedens Sebastian Søndergaard, som spiller hovedrollen og er én af forfatterne bag, har en beskeden karriere bag sig i comedy. Der er klogt blevet hentet nogle kendte navne ind, hvis optrædener i serien forud for premieren har kunnet skabe lidt opmærksomhed som en veludtænkt reference til, hvordan amerikanske late night-shows lukrerer på deres gæster.

Og serien starter da også som en rammende parodi på et talkshow. Men det er samtidig også en parodi på youtubere. Og så er det også en bizar historie om to brødre, der hader hinanden på den måde, som man hadede sine søskende, da man var ni år. Det er også lidt noget rod.

Første afsnit tegner lovende og tager veloplagt pis på Jimmy Fallon-typernes overfladiske og ukuelige begejstring. Sebastian forsøger elendigt at pingponge med lillebror Kaare, inden han forveksler seksårige Mohammeds tegning af nogle blomster med en Mohammed-tegning og tror, han er nødt til at undskylde, hvilket han gør ved at brænde dannebrog af akkompagneret af Kaares koklokke.

Derefter er det tid til segmentet ’Halløj og carpool karaoke i bilen med Alex Høgh Andersen’ – den rigtige ’Vikings’-skuespiller Alex Høgh Andersen – som ender med, at de påkører nabohunden Sophus. Sebastian er klar til at stikke af fra gerningsstedet, så hunden ikke kommer i vejen for den gode stemning.

Både Søndergaard og Kaare Schou Nygård viser talent som to akavede drenge, der efterligner det, de har set i tv. Og i begyndelsen er det især deres forhold, der fungerer.

Sebastian Søndergaard er vært på ‘The Too Late Night Show’.

Men et par afsnit inde i serien bliver de uvenner. Sebastian opfører sig værre og værre over for sin husmusikant, og da de har ’Paradise Hotel’-deltager Nadja Hansen på besøg, blusser konflikten ud i lys lue under en parceremoni. Læg dertil en brækket arm, et ondt tøjdyr og en ladt pistol.

Sebastian bliver mere og mere patetisk og ondsindet, og talkshowet viser sig mest at være et forsøg på at overbevise andre om, at han altså både har venner og prøvet at kysse piger. Det mest ærgerlige er, at alle grinene hviler på Sebastians akavethed, manglende situationsfornemmelse og try hard-facon. Det er som at fortælle den samme joke igen og igen.

For eksempel udfordrer hans fiktive ven Jonas ham på et tidspunkt til at ryge en hel pakke cigaretter, hvilket han gennemfører, mens han kaster op ned af sig selv og forsøger ikke at tabe ansigt. Det er vist ment som en parodi på den selvnedgørende, overgearede og emoji-betændte humor, hvor youtubere udfordrer hinanden til spise kanel eller pizza med chokolade og makrel, og som bliver set af unge teenagere i tusindvis.

Men det virker, som om vi bare skal grine, fordi han er ynkelig. Det er en anstrengende form for comedy, når der ikke er andet på spil, end at hovedpersonen mangler selvindsigt.

De tydeligt store ambitioner og idérigdommen gør, at webserien er mere interessant end så meget andet dansk Youtube-indhold. Men det er også det, der gør, at serien kollapser under sin egen vægt. Den selvudslettende humor kan langt fra bære historien hele vejen alene.


Kort sagt:
Der er store ambitioner bag ’The Too Late Night Show’, men hvad der starter som en sjov parodi, ender med at være den samme joke fortalt igen og igen.

Serien kan ses på Youtube her.

Læs også: Netflix annoncerer ny stor dansk serie – fra manden bag ‘Forbrydelsen’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold