Det afslører tallene: Årets Oscar-felt blander det bedste og det værste – med to film helt i bund

Det afslører tallene: Årets Oscar-felt blander det bedste og det værste – med to film helt i bund
Den eftertragtede Oscar-statuette.
Foto: Andrew H. Walker/Getty Images)
I mandags faldt årets Oscar-nomineringer, og traditionen tro kigger vores Oscar-ekspert nærmere på kvaliteten af årets Bedste Film-felt. Objektivt set.
Det afslører tallene: Årets Oscar-felt blander det bedste og det værste – med to film helt i bund
Mads Kjær Larsen

Soundvenues faste Oscar-ekspert

I forbindelse med de seneste fire års Oscar-uddelinger har vi her på sitet gransket samtlige nominerede i kategorien for bedste film med udgangspunkt i det anerkendte kritikeraggregatsite Metacritic, der samler anmeldelser af film fra cirka 55 toneangivende kritikere i den engelsksprogede verden.

Vi har sammenlignet data fra de nominerede film helt tilbage til 1993 for på den måde at vurdere den aktuelle Oscar-årgang i lyset af tidligere årgange.

Det kommer sikkert ikke bag på særlig mange, at fremragende anmeldelser ikke er ensbetydende med Oscar-succes. Der er dog sket en del i de senere år, der kan være med til at rykke ved det billede af Oscar som en institution, der tænker i prestigefilm og biopics snarere end i eviggyldig filmkunst af den ikke-leflende slags.

For tre år siden vandt kritiker-champen ’Moonlight’ (med en forrygende Metacriticscore på 99) en Oscar for bedste film, og året før det var det ligeledes den bedst anmeldte af de nominerede film, der gik og hen og vandt den store hæder: ’Spotlight’ (93).

For to år siden vandt ’The Shape of Water’ Oscar’en for bedste film i et felt, der var det stærkeste i de seneste 25 år vurderet netop på gennemsnitsscoren af de ni nominerede films Metacritic-værdier. Gennemsnittet lå på 87,4 for de ni film (fire af de nominerede film scorede 90 eller højere: ’Lady Bird’, ’Dunkirk’, ’Call Me By Your Name’ og ’Phantom Thread’. 87,4 er væsentligt højere end gennemsnittet for alle Oscar-årgangene 1993-2018 lagt sammen. Det lyder på 80,4.

Saoirse Ronan og Lucas Hedges i ‘Lady Bird’, der var Oscar-nomineret i den bedste årgang i nyere tid.

Den årgang, der kommer tættest på den ifølge tallene gyldne årgang, vi var vidne til i 2017, er den nyklassiske 2007-sæson, året med duellen mellem ’No Country For Old Men’ og ’There Will Be Blood’, hvor gennemsnittet for de nominerede film til bedste film lød på 86,2.

Sidste år bød på et noget skizofrent felt, der i sidste ende resulterede i det værste år i nyere Oscar-historie. Der var et klart skel mellem de fem film med den højeste værdi (herunder ’Roma’ og ’The Favourite’) og de tre film med den laveste score (’Green Book’, ’Vice’ og ’Bohemian Rhapsody’). Den samlede score for de otte nominerede film lød på 72,9. Nærmeste konkurrent til den kedelige titel af dårligste Oscar-sæson er 1999 – inklusive stinkere som ’The Cider House Rules’ og ’The Green Mile’ – med scoren 74,0.

Lad os tage et kig på årets felt, der lidt a la sidste år blander fire film med en afsindigt høj score oppe i 90’erne med to titler, der virkelig skraber bunden kvalitetsmæssigt, ifølge kritikerne:

Parasite: 96
The Irishman: 94
Marriage Story: 93
Little Women: 91

Once Upon A Time in Hollywood: 83
Ford v Ferrari: 81
1917: 79

Joker: 59
Jojo Rabbit: 57

Gennemsnitsscoren for de ni film lyder på 81,4. Dermed befinder årgang 2019 sig lunt lidt over gennemsnittet for de 27 registrerede årgange på 80,4. Men scoren på 81,4 (der gør ’Ford v Ferrari’ til en slags prototype på årets Oscarfelt med sin komplet gennemsnitlige bedste film-score på 81!) dækker altså over et meget markant spring mellem top og bund i bedste film-feltet.

Der er for det første tale om en tangering af rekorden fra 2017 på fire film med en værdi over 90, og på den anden side er der hele 39 og 37 point mellem kritikerkæledæggen ’Parasite’ og årets to kritikerpunchbags, ’Jojo Rabbit’ og ’Joker’.

For at styrke indtrykket af, hvor grelt det står til med ’Jojo Rabbit’ og ’Joker’ i bedste film-regi, kan vi passende tage et kig på de dårligst anmeldte bedste film-nominerede film i perioden 1993-2019:

Extremely Loud & Incredibly Close (2011): 46
Bohemian Rhapsody (2018): 49
The Blind Side (2009): 53
Jojo Rabbit (2019): 57
The Reader (2008): 58
Life is Beautiful (1998): 59
Joker (2019): 59
The Green Mile (1999): 61
Vice (2018): 62

Tabellen viser tydeligt, hvorfor 2019 – trods fire titler med høje værdier – alligevel ender med at blive en blot ’godkendt’ årgang. ’Jojo Rabbit’ er den fjerdedårligst anmeldte film i nyere Oscar-historie overhovedet (!), og ’Joker’ (der opnåede 11 nomineringer og dermed indtager en hovedrolle i feltet i år) indtager en negativ sjetteplads.

Der er blevet talt meget i Oscar-kenderkredse om, at der i de seneste 10-15 år er blevet en større overensstemmelse mellem kritikerkæledægger og Oscar-favoritter, end der var i den før-digitaliserede tidsalder. Noget kunne tyde på, at internettet har bidraget til at gennemtrumfe en ny dagsorden – og kritisk bevidsthed – i modtagelsen af film:  Sejrene til ’Spotlight’ og ’Moonlight’ var med til at etablere en ny trend, hvor den mest anmelderroste film i feltet går hele vejen. En trend som ’Green Book’ (70) var med til at give et tilbageslag sidste år, da den sejrede over ’Roma’ (96).

Crowdpleaseren ‘Jojo Rabbit’ er den dårligst anmeldte af årets Oscar-nominerede.

Det er sket tre gange siden 1993, at filmen med den dårligste kritikermodtagelse af de nominerede har snuppet Oscaren: ’Braveheart’ (1995, score: 68), ’Gladiator’ (2000, score: 64) og ’Crash’ (2005, score: 69). Det er – kan man tilføje – næppe tilfældigt, at de tre titler hører til de mest udskældte vindere i nyere tid. Men det er næppe heller tilfældigt, at de tre film vandt i årgange, der ligger mere end 10 år tilbage i tiden.

Man kan måske vove den påstand, at Trump-æraens polarisering er ved at slå igennem i Oscar-sammenhæng også. Hvor smagsdommerne (og de mange nye medlemmer af Akademiet, der i højere grad end tidligere repræsenterer ’minoritetsstemmer’) vælger én type film (’Parasite’, ’Marriage Story’ og måske Banderas for ’Smerte og ære’ i hovedrollekategorien), vælger repræsentanter for ’den gamle garde’ – ikkeaktive medlemmer med mange år på bagen – en anden type film (’Jojo Rabbit’, ’Ford v Ferrari’, men måske også Tarantino og Scorsese, der alt andet lige excellerer i meget maskuline universer).

Skellet mellem to typer smag – smagsdommerne med udsyn og respekt for diversitet samt en forkærlighed for ikke-engelsksprogede auteurfilm og de såkaldte steakeaters, der foretrækker den gode fortælling med det letforståelige budskab) – er blevet tydeligere i de senere år. Måske fordi begge lejre afspejler den generelle polarisering, der hersker i et USA, hvor Trumps kernevælgere ikke længere gider at bøje sig for den liberale kulturelites politisk korrekte forestillinger?

Hollywood er uden tvivl en liberal højborg, hvor det religiøst-konservative livssyn har trange kår. Men konservatisme kan være mange ting. Der findes også mange indgroede holdninger også i Hollywood. Det er lettere at være frisindet, når man selv er privilegeret.

Men spørgsmålet er, hvor dybt frisindet stikker? Det er næppe tilfældigt, at mænd peger på andre mænd, og det er næppe tilfældigt, at hvide medlemmer af Akademiet foretrækker at se sorte skuespillere i roller, hvor man kan føle sympati med dem eller se dem som historiens marginaliserede ofre (som i tilfældet med årets enlige sorte skuespillernominerede, Cynthia Erivo i ’Harriet’) frem for som handlekraftige individer, der tænker og agerer på samme måde som hvide protagonister.

Hvem ved, om det ikke kostede Jennifer Lopez en nominering i år, at hun i ’Hustlers’ på ingen måde er et offer, men er ’herre’ over sin egen skæbne? Og er det helt tilfældigt, at Lupita Nyong’o vandt en Oscar for at spille en martret slave i ’12 Years a Slave’ og end ikke blev nomineret i år (trods et hav af kritikerpriser) for sin komplekse to-i-én-rolle i ’Us’?

Kompleksitet? Det er en luksus, hvide skuespillere kan projicere på film.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold