’Locke & Key’: Ventet ny Netflix-serie er en fryd for øjet og fantasien
Gode kunstnere låner, fantastiske kunstnere stjæler – lyder en catchphrase som bekendt.
Hvis man sætter den tese på prøve ved at dekonstruere Netflix’ nye serie ’Locke & Key’, sidder man tilbage med en sæk meget genkendeligt tyvegods, hvoraf det mest prominente utvivlsomt er ’The Haunting of Hill House’, ’Stranger Things’ og de to Stephen’er: King og Spielberg.
Det er nok ikke så underligt, da graphic novel-forlægget til ’Locke & Key’ er skrevet af Joe Hill, Stephen Kings søn – og Netflix fik stor succes med de to førnævnte serier.
Netflix har kastet omfattende midler efter at bygge seriens ejendommelige hovedperson, Key House, op fra bunden, og hver scene i huset emmer af gammel magi og uudforskede krinkelkroge. Serien har været ti år og tre-fire filmselskaber undervejs, hvilket sjældent er et godt tegn, men nu er den her omsider, og det har altså været al ventetiden værd.
Omdrejningspunktet er familien Locke: moren Nina og hendes tre børn, Tyler, Kinsey og Bode. Faren Rendell er kort tid forinden død, myrdet på mystisk vis af en forstyrret ung mand, og familien er nu flyttet tilbage til hans barndomshjem i New England, en stor villa, der er gået i arv i mere end 100 år. Imens børnene langsomt begynder at tilpasse sig deres nye liv og forsone sig med farens tragiske død, lyder der en besynderlig hvisken rundt omkring i huset, som kun de kan høre. Det er de titulære nøgler, der hvisker til dem: De vil gerne findes og bruges.
Det viser sig, at hver nøgle har en unik magisk kvalitet, som børnene hurtigt finder stor glæde – og stor fare – i at afprøve. Men der er også andre, der er ude efter nøglerne, og de har næppe rent mel i posen.
Man kunne nemt blive urolig for, at en serie, der læner sig så meget op ad et magisk hus med magiske nøgler som præmis, risikerer at glemme dens egentlige kød-og-blod-karakterer. Men Tyler, Kinsey og Bode får rig mulighed for at udtrykke deres survivor’s guilt, deres komplicerede søskendekærlighed, deres frygt for at blive stemplet som skolens nye særlinge og deres barnlige glæde ved at opdage, at magi rent faktisk findes.
Karakterudviklingen er ofte på snedig vis viklet ind i husets og nøglernes mysterium, som for eksempel når de opdager ’the head key’, der giver dem fysisk adgang til deres eget sind (den yngste, Bodes, ligner mest af alt et gadekryds mellem Tivolis Skærsilden og en Toys ’R’ Us efter lukketid), hvor de kan manipulere deres følelser, tanker og minder. Et trick, der især er handy for Kinsey, der føler sig emotionelt lammet efter mordet faren.
På den ene side er der egentlig ikke nok kød på grundplottet til at retfærdiggøre ti afsnit á 50 minutter: Der er en ond ’dæmon’, der vil have fat i nøglerne – børnene forsøger at forhindre det. Men på den anden side er seriens dødlækre æstetik og rige atmosfære en fryd at se på, og man glæder sig som et lille barn til opdagelsen af hver ny nøgle, som bliver telegraferet i en fin lille introsekvens i hver episode.
Så selvom der ikke sker så forfærdeligt meget, som driver historien fremad, er underholdningsværdien ikke til at tage fejl af.
Kort sagt:
’Locke & Key’ er en fryd for øjet og fantasien, og selvom man nok hverken kommer eller bliver for plot-plottet i sig selv, har det enigmatiske hus, de mystiske nøgler og de medrivende hovedpersoner rigeligt at byde på.
Se også: Disse serier skal du se i februar.