Matt Bomer fortæller, at han mistede rollen som Superman på grund af sin seksualitet

Matt Bomer fortæller, at han mistede rollen som Superman på grund af sin seksualitet
Matt Bomer. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images)

I årene omkring 2000 stod Matt Bomer til at blive den nye skuespiller bag Superman, efter Christopher Reeve havde gestalten DC-helten i fire film gennem 70’erne og 80’erne.

‘White Collar’- og ‘Magic Mike’-skuespilleren havde skrevet under på at medvirke i tre film om Superman. Men han endte i sidste ende med at miste rollen, og filmprojektet, der skulle være instrueret af Brett Ratner (‘Rush Hour’), blev droppet.

Ifølge Bomer selv, lå hans seksualitet til grund for, at hans version af Superman blevet droppet. Det fortæller han ifølge Entertainment Weekly i The Hollywood Reporters podcast ‘Awards Chatter’.

»Det virkede til, at jeg var instruktørens foretrukne til rollen. Det her er en meget tidlig udgave af Superman, skrevet af J.J. Abrams, der hed ‘Superman: Flyby’. Jeg tror, det var titlen, og den kom aldrig frem i lyset«, fortæller Bomer i podcasten.

Herefter bliver han spurgt, om hans seksualitet spillede en rolle, da hans planlagte Superman-rolle ikke blev ført ud i livet.

»Ja, sådan forstår jeg det«, svarer skuespilleren. »Det var et tidspunkt i branchen, hvor noget som det stadig virkelig kunne blive brugt som våben mod én. Hvordan og hvorfor og hvem ved jeg ikke, men ja, sådan forstår jeg det«.

I 00’erne var Bomer ikke kommet ud som homoseksuel for offentligheden. Det skete ifølge Entertainment Weekly først i 2012.

Den næste Superman blev i stedet spillet af Brandon Routh i ‘Superman Returns’ i 2006, instrueret af Bryan Singer.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af