’Vermin’: De lodne edderkopper i hypet horrorfilm vil få araknofobien frem i enhver
Der er en ny lodden edderkoppealfa i gyserbranchens spindelvæv.
Siden 2015 har streamingtjenesten Shudder leveret en kurateret Halloween-godtepose af gys og gru til amerikanerne.
I de seneste par år har de – ikke ulig streamingtjenesten Mubi – også slået sig på egenproduktioner og distribution. Det har ført til masser af svipsere, men også nyklassikerne ’Skinamarink’, ’Mad God’ og ’When Evil Lurks’.
Nu er Shudder endelig begyndt at dele lidt ud til os hungrende europæere ved at frigive filmene på lejetjenester. Den nyeste perle i rækken er franske Sébastien Vaniceks ækle creature feature ’Vermin’ i et forvirrende navneskift fra det originale ’Infested’.
Den relativt ukendte instruktør er allerede blevet skrevet op til at stå ved roret på en planlagt ’Evil Dead’-spinoff. Det er ikke svært at forstå efter at have hvinet over de ottebenede spindlere, som glubsk kaster sig over et fransk lejlighedskompleks i et område uden for Paris, hvor hoveddelen af indbyggerne er af anden etnisk baggrund.
Det begynder med ét sølle kryb i en skotøjsæske, som insektentusiasten Kaleb (Théo Christine) tager med hjem fra kiosken. Men da den slipper ud og formerer sig, spreder de små unger sig i en alarmerende hast og fanger de lokale som fede fluer i nettet.
Jeg lider ikke selv af araknofobi. Der er noget bedårende familiært ved edderkoppens blanke, tætsiddende øjne, præcise førlighed og flotte rygmønstre. Men Vanicek fremmer, hvad der får mange til at hoppe skrigende væk, når de små venner hilser på.
Der er en god blanding af ægte edderkopper, praktiske effekter og VFX på skærmen, og det krydres med dyrets karakteristisk ildevarslende knurren, der lyder som en blanding mellem hvæset fra en fuldfed kakkerlak og en kats behagelige spinden.
Samtidig er det et inspireret valg at tage udgangspunkt i de almene jagtedderkopper i monsterdesignet snarere end tarantellerne, som gyserfilm plejer at gøre brug af.
Det gør dem til et frygtindgydende monster, både når de angriber i form af hundredvis af små unger, der materialiserer sig fra brusehovedet, eller som én massiv satan på størrelse med en Citroën 2CV med forbenene løftet, klar til angreb.
Edderkoppernes valgte spindelrede i hjertet af et socialt udsat område tilføjer samtidig kød på filmens ellers spegede karakterdrama.
For oven i de ottebenede trusler skal Kaleb og de andre overlevende fortsat kæmpe mod de systemiske kræfter. Fra politiet, som indespærrer dem med vold, til den lokale selvtægtsracist, der går i kødet på dem med beskyldninger om forestillede forbrydelser.
Vanicek bruger god tid på at tegne et sympatisk portræt af miljøet, og det er således en smule ærgerligt, at den del ryger ud med badevandet, så snart edderkopperne er blevet klækket. Det interne karakterdrama imellem den overlevende gruppe er mindre vedkommende.
Samtidig er filmen farligt tæt på at tabe bolden, da den prøver sig med en lettere tonedøv metafor om, at edderkopperne reagerer på vold med vold, som minoriteterne i de udsatte områder i Frankrig gør det. Det tenderer til det usmagelige, også selvom intentionerne virker til at være godartede.
Måske store edderkopper bare skal have lov til at være store edderkopper.
Det er en gammel traver at konstatere, at en creature feature skal ses for monstrene i stedet for dem, som desperat prøver at holde sig i live. Men når de ottebenede kryb er så forbandet væmmelige, som de er i ’Vermin’, er det let at tage sig til takke med.
Kort sagt:
Fransk instruktør brager ind på gyserscenen med en creature feature, der skal ses for sine store lodne edderkopper, snarere end det spegede forsøg på samfundskritik og karakterdrama.