’NamaStay’: DR’s nye satireserie er en tragikomisk tour de chambre i de privilegeredes forlorne land
På et solkysset grønt areal ligger NamaStay. Et dansk, biodynamisk panfløjtende glamping-resort fuld af æbletræer og cremefarvede lyskædedækkede telte.
Her kan man meditere på et blødt lammeskindstæppe eller sjaske lidt rundt i et politisk korrekt klorløst vildmarksbad, inden man inviteres/tvinges til langbordsmiddage anrettet af stedets værter: ægteparret Andreas (Lars Brygmann) og Charlotte (Paprika Steen), der efter storbyliv og firmakonkurs har søgt mod mere rolige provinsielle græsgange.
Når Andreas ikke faciliterer fisketure for deres betalende gæster, og Charlotte – også kaldet Lotte, stedets sjæl og sengens søstjerne – ikke plukker afrodisiaka-tomater til en sprød capresesalat, synger de svenske lejrbålssange og serverer staldet cider og frilandskylling fra nabogården.
Alt er dog ikke yogaidyllisk i ’NamaStay’.
For hverken den økologiske jord eller den hjemmedyrkede hygge, er lige så ren, som det proklameres, og med billig Xtra-juice i smukke glasflasker – og med Nikolaj Steen i instruktørstolen – kaster DR’s nye komedieserie sig ud i en satirisk behandling af ulidelig stræben efter (og falsk iscenesættelse af) det perfekte.
At fake bringer dog sjældent noget positivt med sig – jeg taler af erfaring – og retreatet udvikler sig på flere måder til en gedigen hovedpine for det hørklædte par. Dels fordi en knap så diskret mand i rygerbriller og orange trafikvest bliver ved med at komme forbi for at erklære jorden for decideret giftig, og dels fordi de gæstende glampister er arketypiske versioner af det moderne og møgbesværlige menneske.
I deres og værternes selskab tages vi på en tragikomisk tour de chambre i de privilegeredes forlorne land, i hvilket nogle gemmer e-numre og usikkerheder bag påklistrede øko-logoer, og andre gemmer dårlig opførelse bag manipulationer og uægte diagnoser.
Meget lig københavnerparodien ’Kald mig far’ retter også denne farvemættede serie en kritik af samtidens overfladiske og hykleriske tilstande, og den griber blandt andet om perfekthedskulturens hyppigt medfølgende ensomhed og overvældende pres, der – præcis som giftig jord – kan give blanke øjne og røde knopper.
Knopper og et kritisk blik ses i alle af ’NamaStay’s mange storylines, i hvilke vi griner vi os gennem tårnende førsteverdensproblemer såsom ustyrlig lydfølsomhed og forkert kaffe lavet af en uduelig, men underligt elskværdig barista (Rosemarie Mosbæk fra ’Doggystyle’).
Trods mange historier og en masse udveksling af kropsvæsker i skure, telte og et enkelt lummert drivhus føles det alligevel, som om der dramaturgisk set ikke sker særligt meget. Faktisk står ’NamaStay’ sommetider i stampe, og serien kunne snildt være kogt ned til halv længde.
Heldigvis er dialogen virkelig skarp og sjov, og det velspillende cast (der blandt andre tæller Peter Gantzler, Lærke Winther, Magnus Haugaard og en yderst veloplagt Amalie Lindegård) leverer til tider virkelig morsomme portrætter.
Allerstærkest står hovedrolleparret, hvis ægteskabelige kemi er noget mere munter, end da de kropsliggjorde henholdsvis forpint digterdarling og modbydelig chefredaktør i det klaustrofobiske kammerspil ’Toves værelse’.
Lars Brygmann flekser funny bones som den indbildske og indbildende Andreas, der kæmper lidt med et dårligt stresshjerte og med erkendelsen af, at en mand sagtens kan hedde Michelle og være fra Aarhus.
Paprika Steen er ligeledes underholdende som den dominerende og skarptungede Charlotte. Når hun ikke ryger (og laver andre ting) i smug, er hun manisk optaget af gode anmeldelser på Travel Rate – succeskriteriet er jo, at det hele bare skal se godt ud på insta, ik?
Med gentagne løgne og kronisk himmelvendte øjne påviser hun, Brygmann og seriens øvrige medvirkende, at det frie liv slet ikke er så frit, og at det perfekte liv er langt fra perfekt.
Kort sagt:
Jorden og perfekthedskulturen er giftig i ny sjov DR-serie.
Anmeldt på baggrund af hele serien.