’Paradiset brænder’: Årets bedste svenske film er et spektakulært portræt af rastløs ungdom
Tre søstre må stå sammen og overleve fattigdom i en tilgroet rodebunke af et svensk arbejderklassekvarter, mens de oplever hver deres aldersbestemte overgangsritualer på vej til deres næste livsstadier.
Så langt, så velkendt skandinavisk socialrealisme.
Men ’Paradiset brænder’ er ikke et gråt køkkenvaskdrama. Der er ingen sprittede stedfædre eller fortvivlede mødre i sigte. Faktisk er der både ganske få voksne generelt og mænd i særdeleshed med i filmen.
Pigerne klarer sig med småtyveri, knyttede næver og hurtige fødder – og et utroligt smukt feminint fællesskab i nabolaget.
Det barske i deres fortvivlende situation bliver ikke nedtonet, men deres fantasifulde løsninger giver filmen og deres verden et adrenalinpumpende, sjovt og kærligt hjerte.
Til tider læner den sig mod familie-struggle-komedie, som vi har set fra Hirokazu Kore-edas ’Shoplifters’ i Øst til Miranda Julys ’Kajillionaire’ i Vest – som når den lille Steffi tværer blod i hovedet for at distrahere et helt supermarked, mens hendes ældre søstre kan stikke af med en vognfuld varer.
I andre glimt viser den det overnaturlige, moderne Sverige, der blev filmisk etableret i ’Lad den rette komme ind’ og ’Midsommar’, dog på en meget underspillet måde, der ikke involverer blod og død i samme grad.
Spændingen løsner kun momentvist op og er malet fantastisk ud i ansigterne på de tre relativt uprøvede kræfter bag hovedpersonerne.
Især Bianca Delbravo som den ansvarstyngede, 16-årige storesøster Laura, der med sin karismatiske vildpigeenergi navigerer en verden af muligheder. Som Pippi Langstrømpe, hvis hendes superkraft var at bryde ind i middelklassehjem og ryge joints.
Hun flankeres af Dilvin Asaad som den 12-årige mellemsøster Mira, der svinger mellem at agere hjælper og førsteudfordrer, og Safira Mossberg som lillesøster Steffi på seks år med de altindfangende, store øjne.
Gennem dem blander dagligdagens realiteter sig med leg og fantasi, hjulpet på vej af deres festglade venner, der laver hekseagtige ritualer, når Mira får menstruation, og Steffi taber en mælketand.
I sin spillefilmdebut dramatiserer instruktør Mika Gustafson, der startede som dokumentarist med blik for anarkistiske piger og kvinder i ’Silvana’ og ’Mephobia’ i 2017, den rastløse ungdom som selvdefinerende udskud, som det pæne Sveriges repræsentanter ikke kan forstå, men modvilligt bliver forelskede i.
Filmen fungerer som portræt af Laura og søstrene, men lader ikke blot spændingen bestå i relationernes udvikling. De er hele tiden på flugt fra butiksejere, naboer og socialforvaltningen eller bag fjendens grænser i private swimming pools og ryddelige dagligstuer.
Selv en hektisk morgen er underholdende og hjertevarm på trods af den iboende tragedie. Når filmen åbner med, at Steffi har tisset i sengen, og der ikke er mere vaskepulver i huset, eskaleres situationen lynhurtigt, og problemerne må løses på kreativ vis.
Mens Steffi glatter Miras hår med et strygejern, tager Laura en portion vaskepulver fra en nabo i vaskehallen. Ejeren bliver med det samme rasende, men med hele morgenen in mente er det måske det mest sympatiske tyveri nogensinde.
Det giver ret god mening, at de tre skolepiger må tage, hvad de har brug for, og at de svinger mellem modenhed og barnlighed på hver deres måde.
Selvom de ikke har det let, er deres frie liv og omsorgsfulde relationer stærkt forførende som livsideal, og mere end at deres mor måske ville vende tilbage, håber jeg til sidst i filmen på, at de kan stabilisere deres egen fantastiske Villa Villekulla mellem tilgroede baggårde og herreløse hunde.
’Paradiset brænder’ vandt helt fortjent den svenske Guldbagge som årets bedste film tidligere i år. Gustafson har skudt sin karriere som spillefilminstruktør spektakulært i gang.
Kort sagt:
Søsterskab må briste eller bære fattigdommens prøvelser for de forældreløse søstre i den spændingsmættede svenske film ’Paradiset brænder’.