Doku-premiere: Følg Reptile Youth bag kulissen under koncert-samarbejdet med kunstneren Abby Portner

I de seneste år har Mads Damsgaard aka Reptile Youth brygget på en unik koncert-identitet sammen med den amerikanske visuelle kunstner Abby Portner, og i dag har vi premiere på en kort dokumentar, der har foreviget det kreative samarbejde.

Jonas Bang og M.I.L.K. er bagmænd på dokumentaren, der har fået titlen ‘The Art of a Concert: Reptile Youth x Abby Portner’, og hele molevitten er produceret af Mercedes Benz’ kulturlaboratorium Prxjects.

Udover glimt fra makkerparrets koncert/kunstkreation på Bremen sidste år kommer vi også på en smuk tur til vandet med Damsgaard, mens vi følger Portner i kreationen af de massive live-kulisser.

Abby Portner udtaler om samarbejdet:
»Hver gang jeg skal lave nyt indhold eller videoer til et band eller individuelle kunstnere, forsøger jeg at kombinere min æstetik med bandets personlighed og stil. Det er altid en god udfordring. Til disse koncerter var de ekstreme forskelle mellem klimaerne og de steder, hvor vi begge bor, et godt sted at starte. Varmen, vandet, stranden og ørkenen i LA kombineret med de mere blå-grønne, kolde farver og den jordnære ‘vibe’ i Danmark er meget interessant for mig«.

Læs også: Videopremiere: Kenton Slash Demon tager på neonbefængt dimensionsrejse til ‘TT’