Sig hej til K-phax: Den første danske mumble-rapper

Den kun 19-årige danske rapper har skabt et Lil Yachty-inspireret univers, der er unikt i dansk sammenhæng. Det giver hiphopscenen herhjemme lidt tiltrængt farve og fantasi – så gør det mindre, at selve musikken er mere solid end strålende.
Sig hej til K-phax: Den første danske mumble-rapper
K-phax

KOMMENTAR Hvis du er i gang med at lytte til K-phax’ nye debutsingle ’Oh My God’ uden at se musikvideoen samtidig, så stop dig selv øjeblikkeligt.

Den unge danske rapper udstråler nemlig en smittende glæde og entusiasme, der gør, at det opstemte, syngende mumble-rap-nummer bliver virkelig meget bedre, hvis du samtidig ser K-phax skøjte rundt i et tomt atelier-agtigt lokale med svingende, farverige braids og et sæt beige tøj, der ligner noget fra Kanye Wests ’Yeezy Season 3’-kollektion.

Faktisk ville K-phax ikke virke malplaceret til Kanyes store show i Madison Square Garden i 2016, hvor stjernen præsenterede både ’The Life of Pablo’ og ovennævnte tøjkollektion. Her kunne man nemlig se en række musikere, modeskabere og social media-stjerner som Ian Connor, Young Thug og Lil Yachty demonstrere, hvordan en fandenivoldsk æstetisk sensibilitet og ungdommelig rebelskhed går hånd i hånd for en ny generation.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De her artister er børn af Kanye West og ASAP Rocky – en slags totalkunstnere, der er lige så optagede af deres stil og visuelle udtryk som af deres musik. Ian Connor er en form for stylist-guru for rappere som Wiz Khalifa, der gerne vil have fængende Instagram-billeder med det rigtige, skæve tøj, mens Lil Yachty havde hele stjerneindpakningen klar, før musikken var ude. Det er et miljø, hvor man kombinerer dyrt designertøj med farverige braids og melodisk, mumlende musik, der glædeligt tramper rundt på traditionalisternes forståelse af ’ægte hiphop’.

Yeezy Season 3 præsenteres i Madison Square Garden i New York – med blandt andet Lil Yachty i den røde sweatshirt. (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images for Yeezy Season 3)

En af de mest fascinerende ting ved K-phax er, at han er den første danske artist, der tager dén stil og attitude på sig. For den kun 19-årige rapper, fødenavn Keith Birongo, har skabt en stil, der virkelig overbevisende lægger sig i forlængelse af den amerikanske æstetik, både i det visuelle og i musikken.

Det er imponerende, især fordi han selv producerer sine tracks og lader til at have et ekstremt klart billede af, hvordan han vil lyde og se ud. Birongo har lavet musik siden han var ti år og vundet Karrierekanonen som 17-årig, så ambitionen har altid været der. Men det føles som om, han har ramt ned i noget helt unikt med forvandlingen til K-phax og ‘Oh My God’.

Hvordan er han nået dertil? Rapperen nævner selv alt fra Michael Jackson til Blink-182 som inspirationskilder, og han har udtalt, at han blev drejet mod hiphop, da han hørte Atlanta-rapperen 2 Chainz. Men frem for alt lader Lil Yachty til at være det store forbillede for K-phax.

De har lignende braids, deres skævt-syngende vokal rammer de samme toner og flows, og så er melodierne vigtigere end det lyriske indhold. Både Yachty og K-phax’ styrke er, at de udstråler en ubekymret glæde og et legesygt overskud, der kompenserer for sangenes mangler. I forhold til Yachty skaber den danske rapper måske ikke noget for alvor nyt. Men i dansk sammenhæng er det unikt, at vi har en så stilsikker kunstner, der kaster sig ud i mumble-rap – som Yachty-genren tit kaldes i USA.

Men der er også en grund til, at jeg nu har skrevet en masse ord om K-phax’ stil, energi og attitude, men ikke helt så meget om musikken. ’Oh My God’ er nemlig en god sang med et habilt omkvæd og et par ret så catchy flows. Men det er ikke en åbenbaring på samme måde, som K-phax’ visuelle fremtoning er det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Oh My God’ lyder lidt som et af de mindre kendte tracks fra Yachtys ikke helt så vellykkede debutalbum ’Teenage Emotions’, som for eksempel ’FYI (Know Now)’: Underholdende og sjovt, men ikke ægte overraskende eller euforisk, som den slags sange kan være, når de er allerbedst.

Det positive er, at K-phax rammer den helt rigtige tone. Det lyder ikke søgt, som engelsksproget rap fra Danmark tit gør. Det lykkes K-phax at tilegne sig en amerikansk stil og få den til at blive hans egen.

Samtidig er det stadig tidligt for projektet. ’Oh My God’ er en solid start, der introducerer en spændende ny aktør på den danske hiphopscene – selv om hans visuelle udtryk og generelle æstetik lige nu overskygger selve det musikalske output.

Man føler, at K-phax er en kunstner, der kunne give dansk hiphop en del mere farve og fantasi. Lidt som Yachty gjorde i USA.

Læs interview: Ingen rapper deler vandene som Lil Yachty: »Hvordan er jeg overhovedet endt i den her knibe?«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af