First Listen: Vores førstehåndsindtryk af Justin Timberlakes ‘Man of the Woods’ – sang for sang

First Listen: Vores førstehåndsindtryk af Justin Timberlakes ‘Man of the Woods’ – sang for sang
Justin Timberlake.
Justin Timberlake har både forvirret og skuffet os op til udgivelsen af sit femte album. Er det et modigt forsøg på at bevæge sig ud i countrymusikkens verden, eller er det gammel popvin på nye flasker? Her er vores førstehåndsindtryk af 'Man In the Woods'.

‘Man of the Woods’. Sikke en albumtitel. Det er ikke det, vi forventede fra Justin Timberlake, den smooth, groovy popstjerne, der bragte ‘Sexy Back’. En promovideo beskrev det som et ‘earthy’ og personligt album, der skulle handle om Timberlake, hans liv og hvor han er fra, og han gik endda så langt som at beskrive det som en modernisering af americana.

Det var dog ikke det, han gav os på de to første singler, ‘Filthy’ og ‘Supplies’. Der var knap så meget akustisk guitar, som vi havde forestillet os, og der var langt større indflydelse fra trap og funk.

Der var lidt mere jordbundenhed på ‘Say Something’ feat. Chris Stapleton, men lyden var nok tættere på Nashvilles countrypop end på den rå americana.

Nu er hele albummet dog landet, og her er så vores førstehåndsindtryk af ‘Man of the Woods’ – sang for sang.

1. ‘Filthy’

Ja, den lyder måske ikke så meget af americana eller folk, men lad os lige gå ind til den med et åbent sind. Introen er teatralsk og bombastisk, præcis som man ville forvente fra Timberlake. Dog er den ret malplaceret i forhold til det grundlæggende beat, der er rigtigt funky og faktisk har en del kreative øjeblikke.

Selv om Timberlake er charmerende, lyder han også sært malplaceret. »Haters gon’ say it’s fake / so real«, synger han, og det lyder som om, han bare benægter den åbenlyse virkelighed. I slutningen af albumudgaven siger en kvindestemme »Do you see me? Can you find me? Look closer, through the trees – Do you see it?«, mens man svagt kan høre en forvirret Timberlake i baggrunden. Er det hans hjemstavn, der kalder på ham, så vi kan bevæge os væk fra denne polerede, måske endda satiriske entertainer-Justin, som jo også bogstavelig talt ‘forsvinder’ i videoen?

2. ‘Midnight Summer Jam’

Ja, det kan måske være, at ‘Filthy’ faktisk er en exit for storby-Justin. Han starter ‘Midnight Summer Jam’ med »Y’all can’t do better than this / act like the south ain’t the shit«, og teksten gør op med fordomme om, at fester på landet skulle være kedelige. Og man tror faktisk lidt på det, især fordi The Neptunes giver et stilsikkert, funky beat med et guitarriff, der kunne være taget lige ud af en gammel Prince-sang.

Det, der dog virkelig får nummeret til at virke, er de mindre elementer, der faktisk leder tankerne hen mod sydstaterne. Der er bluegrass-violin, mundharmonika, endda mundharmonika. Det hele passer virkelig godt til nummerets generelle lyd, og overraskende nok lyder det ikke spor kluntet.

3. ‘Sauce’

Timberlake fortsætter i den funky retning, og hvor det før lød mest af Prince, virker det nu mere som den lidt mere rå sydstatsfunk, grupper som The Meters gjorde sig kendt for. Det er meget retro og meget kæphøjt.

Man kan dog lidt sidde tilbage og undre sig over, hvad det helt præcist er, han vil med dette nummer. Det her er en lyd, der er blevet prøvet mange gange før, og det lidt hiphoppede beat-breakdown to tredjedele gennem nummeret er temmelig ringe.

4. ‘Man of the Woods’

Det her er slemt. Titelnummeret er en ret tidlig kandidat til albummets værste nummer. Det føles historisk dårligt her efter et par enkelte gennemlyt.

The Neptunes’ hule synthlyde lyder bare ikke godt med sådan en ulidelig letkøbt Jason Mraz-guitar. Så er der de små hviskesætninger, så det hele bliver lidt mere ’intimt’. Og den klichéfyldte kærlighedstekst (er det til hjembyen og damen på samme tid?). Og c-stykket, der næsten konkurrerer i dårligdom med selvsamme i ’Supplies’, hvis ikke det var fordi, at det på ’Man of the Woods’ var så satans ligegyldigt.

Videre…

5. ‘Higher, Higher’

Nu prøver Timberlake at påtage sig sin smooth loverman-stil, som han har udøvet på numre som ‘Suit & Tie’. Det her nummer er dog markant mere corny med sin spanske guitar, wah-wah-effekter og et riff, der lyder inspireret af Marvin Gayes ‘Let’s Get it On’.

Er det overhovedet et sexjam? Det lyder som et sexjam, men hvis der er noget, der har været gennemgående ved sangene fra det her album, er det at tekst og musik ikke hænger sammen. Det lader til, at teksten handler om at overkomme problemer i et parforhold og gro som mennesker af det. Sorry, men det er ikke det, musikken siger.

6. ‘Wave’

The Neptunes-produtioner har det med at balancere på et knivsæg. Er det opfindsomt, eller er det irriterende?

Med en hektisk, lys guitar, ’way’ og ’waves’ gentaget i det uendelige og nogle 8-bit-kliklyde i baggrunden er ’Wave’ faktisk mest af alt hverken eller, og ja – måske det egentligt er det værste, man kan være som sang? Fanget mellem to stole og ikke rigtig noget specielt.

Selve teksten handler om at tage til en øde ø med sin udkårne og bare nyde det. »Ain’t got no phone, don’t need it though« – meh.

7. ‘Supplies’

Vi undrede os meget over ‘Supplies’, da den udkom – ikke mindst den forvirrende musikvideo. Et eller andet sted gemmer der sig en god sang. Den spanske guitar står rigtig godt til det hårdtpumpende Neptunes-beat, og vokalharmonien, der dukker op, er et virkelig interessant dynamisk virkemiddel.

Men Timberlake kan slet ikke løbe fra, hvor meget der bare slet ikke virker her. Det modulerende C-stykke dukker op ud af ingenting og lyder mest af alt som en outro, og Pharrells trap-inspirerede ad-libs, der kører under hele beatet, er fuldkommen latterlige. Vokalmelodien er uinspireret, og den eneste del af den, der er den mindste smule mindeværdig, er når han synger »Supply-eye-ies«. Mindeværdig og irriterende.

Sponsoreret indhold
Oplev J-Law som russisk agent i 'Red Sparrow'
Jennifer Lawrence spiller en tidligere ballerina, der bliver tvungent ind i det tophemmelige Sparrow-program. Se traileren og find billetter her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

8. ‘Morning Light’ feat. Alicia Keys

Dette lyder lidt af country, hvilket giver mening, da Chris Stapleton har været med til at skrive den. Der er faktisk en ret sød, intim vokalmelodi til stede, og Justin og Alicia har ret god kemi, når det kommer til stykket. Et kor hjælper også med at sætte stemningen, der for en gangs skyld understøtter teksten.

Men hvad i alverden sker der for instrumentationen? Bassen er især et problem med sin meget flade, elektroniske lyd, og de sporadiske vokalsamples er godt nok distraherende. Nummeret lyder faktisk af »moderne americana med 808-trommer«, men det formår kun at overbevise om, at det er to ting, man nok ikke bør blande sammen. Ja, det var måske endda et glimrende nummer, hvis det var ren americana.

9. ‘Say Something’ feat. Chris Stapleton

Chris Stapleton får ikke nok opmærksomhed i Danmark, og det var spændende at se ham som sangskriver på albummets tredjesingle. Men resultatet var skuffende.

Sangen starter egentlig ret solidt ud, der er sat synthesizere over for akustisk guitarer på en ret stilfuld måde. Nummeret er generelt ikke nær så pinligt som de første to singler, men det ender med at føles som en nedvandet, poleret udgave af den sjælfulde countrymusik, Chris Stapleton laver. Nummeret har sine øjeblikke, især i Stapletons vers, og instrumentationen er ret lækker – selv om Pharrell ikke er involveret, er der lidt ‘Drop It Like It’s Hot’ over beatet, som står overraskende godt til country-guitaren.

I forhold til, at det hedder »Say Something«, siger nummeret dog utrolig lidt. Hvis man dykker ned i teksten, lader det faktisk til, at nummeret handler om at have skriveblokade. Ja, sjovt nok bliver det sjældent en særlig interessant sang, hvis det, der inspirerer dig mest, er at du ikke føler dig inspireret.

10. ‘Hers (Interlude)’

Det her interludie er helt vildt latterligt. Justin Timberlakes kone, Jessica Biel, snakker over et dramatisk klaver om, hvor sexet hun synes Justins skovmandsskjorte er. Ikke alene fortjener emnet nok ikke så meget patos, som det bliver tildelt her, men så får vi…

11. ‘Flannel’

Var et interlude om Timberlakes skovmandsskjorte ikke fjollet nok? Bare rolig, han har også skrevet en hel sang om den. Selv hvis du har det ligesom Jessica Biel og finder skovmandsskjorter sexede, så bliver det fuldkommen ødelagt af denne sang, der nok er albummets mindst erotiske.

Det var muligvis endnu et af de numre, der sigtede efter »moderne americana med 808-trommer«, men det ender med at lyde som en vuggevise… dog stadig med 808-trommer. Der er et ret corny a cappella-arrangement i c-stykket, men det er nok den bedste del af sangen. Barbershop-lyden gør i det mindste, at det lyder som om, der er selvironi til stede, og så slipper man for 808-trommerne.

12. ‘Montana’

Justin Timberlake gør det vist generelt bedst, når han beskæftiger sig med det, han er vant til. ‘Montana’ er rendyrket dancepop, der faktisk ikke ville være svært at forestille sig på et album som Daft Punks ‘Random Access Memories’ – Pharrell Williams, der har været med til at producere nummeret, var pudsigt nok også med inde over franskmændenes album.

Det er ikke den mest fængende sang i verden, men dens groove er gribende og let at danse til. Det er ret underligt, at Justin Timberlake valgte at udsende singler som ‘Supplies’ og ‘Say Something’ i stedet for ‘Montana’ eller ‘Midnight Summer Jam’.

13. ‘Breeze Off the Pond’

Nå, vi nærmer os slutningen af albummet, og ’Breeze of the Pond’ er mest af alt et bevis på, at Timberlake gerne vil udgive et langt album. Så bliver det streamet mere i kvantitet, og så er der flere point at hente i forhold til hitlisteplaceringer.

’Breeze of the Pond’ er en anonym popsang, der vil passe godt ind i diverse tøjbutikker, men den er bare fyld uden et eneste mindeværdigt element.

14. ‘Livin’ Off the Land’

Vi starter med en dramatisk westerninspireret intro med nogle lidt irriterende træblæsere under det talte. Træblæserne fortsætter heldigvis ikke ind i selve nummeret. ‘Livin’ Off the Land’ er en inderlig sang om at arbejde hårdt, og det bliver sunget sjælfuldt over en westernguitar.

The Neptunes var dog det helt forkerte valg af producere på det her nummer. Der er nogle loopede vokalsamples, der kører i løbet af hele beatet, og det understøtter slet ikke sangen. De spraglende synthesizere i andet vers er totalt upassende, og versmelodien er af en eller anden årsag skrevet over et trap-flow. Heldigvis fylder versene ikke så meget, men der er meget tabt potentiale i denne sang.

15. ‘The Hard Stuff’

Sammen med producerne Eric Hudson og Rob Knox er Timberlake her tilbage i hjertelandet. Man skal spejde langt efter både The Neptunes og Timbaland, og selv om der kører lidt beats i baggrunden, er det her vel i grunden en countrysang – måske albummets mest ‘earthy’ af slagsen. Selvfølgelig om at gå igennem hårde tider.

Det føles lidt mærkeligt at høre Timberlake synge den her slags sange, men det er også nyt. Den skal lige synke ind.

16. ‘Young Man’

Justin Timberlake har sagt, at albummet er navngivet efter hans søn, Silas, hvis navn betyder ‘fra skoven’. Her har vi så det tilsyneladende eneste nummer, der handler om Silas. Det starter endda med et klip af den toårige dreng.

Den er en lidt middelmådig sang, men den fortjener point for, at den nok er den eneste af countrysangene, hvor 808-trommerne rent faktisk hjælper. Det gør nummeret løsere, og det giver faktisk en lidt barnlig fornemmelse. Justin giver i teksten Silas nogle råd med i livet. Det er sødt nok, men man mærker ikke særlig meget indsigt i det, der bliver sagt.

Det er let at forstå, at et nummer om sønnen giver mening som afslutningsnummer, men selve sangens lyd lægger slet ikke op til den placering på albummet.

Læs også: Her er seks helt nye album, du skal høre i dag