Her er 13 koncerter, du skal opleve i maj

Her er 13 koncerter, du skal opleve i maj
Lil Skies.
Foto: Jimmy Fontaine
Vi begynder at nærme os festivalsæsonen, og maj byder for eksempel på Spot og senere Distortion i overgangen til juni. Men der er stadig oplevelser i vente på landets spillesteder – vi guider til de bedste i den kommende måned.

Shame
3. maj, Pumpehuset

Den engelske postpunkgruppe debuterede tilbage i januar med det glimrende album ‘Songs of Praise’, der var både nærværende og samfundsbevidst. De har en mere melodisk kant end de fleste af tidens andre store postpunkere, og når de går på scenen har de for vane at gøre det med en intensitet, de færreste bands kan matche.


Lillefredag: Jada
3. maj, Orangeriet, Tivoli

Sidste år blev Lillefredag introduceret: En koncertrække på torsdage i Tivoli, der kører sideløbende med den traditionsrige Fredagsrock. Lad dig dog ikke narre af det beskedne navn, for programmet for Lillefredag er både mere varieret og mere spændende end Fredagsrock. En af de bedste bookinger til årets Lillefredag-program er Jada, der med sin r’n’b-inspirerede popmusik har markeret sig som et af årets mest lovende nye danske navne. Ligesom med Fredagsrock koster Lillefredag ikke noget ud over entré til Tivoli.


Ought + Hater
5. maj, Loppen

Det albumaktuelle rockband Ought med den ranglede, rablende Tim Darcy i front har i mange år imponeret med deres maniske postpunk. Når de gæster Loppen på Christiania tager de den unge svenske dreampop-gruppe Hater med til en intim opvisning i, hvordan rockmusik lyder i 2018.


U.S. Girls
6. maj, Hotel Cecil

Meg Remy har under navnet U.S. Girls stået for en af årets skarpeste popudgivelser, ‘In a Poem Unlimited’. Når hun trækker på disco, funk og synthpop bliver det til et velklingende sammensurium af stærke protestsange. Forbered dig på en sonisk rig, dybt personlig aften i selskab med den amerikanske sanger, når hun indtager Hotel Cecil.


G-Eazy
6. maj, Tap1

Hvis du er mere til hiphop, så er en af de store nye stjerner G-Eazy, der med sange som ‘Him & I’ og ‘Me, Myself & I’ har markeret sig som en af poprappens største hitmagere – og med sange som ‘1942’ og ‘No Limit’ har han vist, at han også prøver at etablere en mere hård side. Når han gæster Tap1 er festen helt sikkert i centrum, ligesom da han gæstede Roskilde Festival sidste år.


Japanese Breakfast
8. maj, Lille Vega

Michell Zauner har siden 2013 udgivet æterisk, lettere shoegaze-præget dreampop under navnet Japanese Breakfast. Hendes DIY-æstetik står over for rige klangflader og elementer fra krautrock, barokpop og singer/songwriter-traditionen, når hun skal incitere Lille Vegas publikum med sine charmerende sange.

Sponsoreret indhold
Musik og design hænger uløseligt sammen
Sammen med Oh Land vil Bolia hylde det kreative krydsfelt og hæve barren for individuelt design – se mere her.
Bolia

Soundvenue x s!b!p!: Spot pre-party
10. maj, Radar

Den 9.-13. maj er der Spot Festival i Aarhus, hvor man kan opleve en lang række små og mellemstore navne på diverse spillesteder. Hovedprogrammet starter fredag, men allerede torsdag inviterer musikagenturet smash!bang!pow! og Soundvenue til Spot pre-party på Radar med et sprudlende lineup bestående af De Underjordiske, Irrelevantbitch101, Marshall Cecil, Pardans, Yangze og et dj-set fra Den Sorte Skole-medlemmet Simon Dokkedal.

Andre anbefalelsesværdige navne fra årets Spot Festival inkluderer Bisse, Barselona, Cezinando, Ecstasy in Order, Ellis May, Fugleflugten, Gents, Jada, K-Phax, Nelson Can, Omar, RoseGold, Sassy 009, Saveus, Slægt, Turbolens og When Saints Go Machine.

Vi kommer naturligvis til at guide mere indædt til alle koncerterne op til festivalen.


Jenny Wilson
12. maj, Store Vega

Inden Jenny Wilson rammer resten af landet til efteråret, giver hun koncert i Store Vega. Hun kommer med sit nyeste album ‘Exorcism’ i ryggen, der byder på en barsk og personlig fortælling om seksuelt overgreb. Tekstuniverset er ikke for sarte sjæle, men hvis du kan klare mosten, bør du gøre dig klar til en dybt intens koncert fra den svenske sangskriver.


Little Simz
16. maj, Pumpehuset

UK-rap er meget mere end grime, og få på den britiske scene stikker mere ud end Little Simz, der med konceptalbummet ‘Stillness In Wonderland’ markerede sig som en skrøbelig omend mægtig historiefortæller. Enhver der så hende varme op for Gorillaz i november kan dog også bevidne, at hun om nogen formår at sætte gang i en fest, hvilket hun nok også skal gøre i Pumpehuset.


Palace Winter
18. maj, Pumpehuset

Den 18. maj er der releasekoncert for Palace Winter-albummet ‘Nowadays’. Deres alternative rockmusik er blid på overfladen, men bærer på noget underliggende mørke, og den halvt danske gruppe har tidligere bevist, at de er ganske kompetente live. Der er også god grund til at blive hængende efter koncerten, hvor Sleep Party People står for dj-sæt til efterfesten.


Lil Skies
22. maj, Pumpehuset

19-årige Kimetrius Foose fik sidste år sit store gennnembrud under navnet Lil Skies, og dette skete med døsig og fandenivoldsk Soundcloud-rap på singlerne ‘Red Roses’ og ‘Nowadays’. Det er stadig lidt af en sjældenhed, at disse Soundcloud-sensationer gæster Danmark, så det skal nok blive en speciel oplevelse, når han giver koncert i Pumpehuset.


Scarlxrd
24. maj, Pumpehuset

Hvis du kan lide internetrap, så tag lige og bliv lidt længere på Pumpehuset, for kun to dage efter Lil Skies indtager britiske Scarlxrd selvsamme scene. Scarlxrd råber og skriger lige så meget som han rapper, og hans tunge beats har sine rødder i ekstremmetal og hardcore punk. Det bliver sådan en koncert, hvor det ikke lige er til at sige, om man stadig kan få pusten bagefter.


Distortion Club: Injury Reserve
30. maj, Lille Vega

Vi kommer til at guide meget mere til Distortion, når festivalen nærmer sig, men vi tager lige én koncert fra Distortion Club-programmet med i denne her guide: Hiphoptrioen Injury Reserve rammer Lille Vega og serverer deres skæve underdog-hiphop, der trækker lige så meget på jazz-rap som på 00’ernes crunk-bølge. Et oplagt sted at tage hen, når gadefesten på Nørrebro er ved at dø ud.

Læs også: Sprudlende lineup til Soundvenue og smash!bang!pow’s pre-party under Spot Festival