Oversete hiphopklassikere #17: Lil Peep og udgivelsen, der fødte tusindvis af emo-rappere (2016)

Oversete hiphopklassikere #17: Lil Peep og udgivelsen, der fødte tusindvis af emo-rappere (2016)
Lil Peep.
I en artikelserie sætter vi fokus på oversete hiphopklassikere fra årtusindskiftet og frem til nu – ét album fra hvert år. Denne uge ser vi på Lil Peeps 'Hellboy', der var begyndelsen på en kometkarriere for rapperen selv og samtidig startede en hel bevægelse i form af emo-rap. Men som også antydede den tragiske skæbne, der ventede Lil Peep kun lidt over et år senere.
Oversete hiphopklassikere #17: Lil Peep og udgivelsen, der fødte tusindvis af emo-rappere (2016)
SERIE: Oversete hiphopklassikere

–––––––––––––––––––––––– Du kender 'The Blueprint' og 'Marshall Mathers LP'. Men hvad med de mindre kendte album, der har defineret hiphoppen siden årtusindskiftet?

Vi sætter fokus på oversete hiphopklassikere fra år 2000 og frem til nu.

SERIE. For tre år siden var Lil Peep totalt ukendt, for to år siden var han en af sin generations mest indflydelsesrige rappere, og for halvandet år siden døde han af en overdosis. Selv i en hiphopkultur, hvor alt bevæger sig hurtigt, og tingene hurtigt kan ende fatalt, er Lil Peeps storhed og fald usædvanligt turbulent og exceptionelt tragisk.

I dag står han tilbage som en kunstner, der aldrig nåede et indfri sit enorme potentiale, men alligevel har haft stor indflydelse på en hel hiphopgeneration. For Lil Peep blev aldrig den popstjerne, han kunne være blevet. Men den originale emorap-genre, han skabte, gennemsyrer stadig nutidens musik.

For i dag kan det føles som om, alle rappere er deprimerede, har stofproblemer og lader sig inspirere af grunge, emo eller poppunk. Men for bare tre år siden virkede hele den fremtid stadig fjern. Lil Peep var bare en teenager, der kæmpede med angst, hang ud med sine venner og uploadede musik på Soundcloud.

Det store vendepunkt mellem de to perioder er mixtapet ’Hellboy’, som Lil Peep uploadede i september 2016. Det er her, han for første gang går fra ukendt internet-artist til at være Lil Peep, grundlæggeren af emo-rap og et ikon for en fremmedgjort generation.

Hvordan blev det til?

Da Gustav Årh, som Peep hed, lavede ‘Hellboy’, var han en ukendt rapper på 19 år, der så småt var ved at finde sin plads på undergrundsscenen. Han havde hooket op med crewet GothBoiClique, der blandt andet inkluderede den hyppige samarbejdspartner Lil Tracy, og på ‘Hellboy’ arbejdede han også sammen med folk som Xavier Wulf, der var et kultnavn i visse dele af hiphopinternettet, hvor man dyrkede lo-fi-æstetik, crunk-referencer og en generelt ret dyster stil.

Peep var desuden droppet ud af gymnasiet og flyttet hjemmefra. Faktisk var rapperen flyttet så langt fra sit barndomshjem, han kunne komme i USA: Fra New York hele vejen til Los Angeles, hvor han fik en smadret lille lejlighed i det berygtede Skid Row-område. Her begyndte han at fokusere på musikken og begyndte at eksperimentere heftigt med stoffer.

Stofferne er også meget tydeligt til stede i Peeps musik, hvor de tit refereres til som en bedøvende og beroligende modvægt til rapperens angst. Det skulle vise sig at blive et centralt tema i både Lil Peep og hans generations musik: Stoffer, angst og vekselvirkningen mellem de to.

Trods den turbulente livsstil, han førte, havde Gustav Årh til gengæld ikke den slemmeste opvækst. Hans historie er ikke den klassiske hiphopfortælling om en dreng fra fattige kår, der kæmper sig ud af ghettoen, men mere fortællingen om en middelklassedreng med angst, der endte med at dø, fordi han selvmedicinerede med alt fra kokain til angstmedicinen Xanax.

På den måde er han også den første rapper, der på tragisk vis afspejler den opioidkrise, der for tiden ryster USA – i 2016, hvor Lil Peep lavede ‘Hellboy’, døde 130 mennesker om dagen af opioid-overdoser i USA, mens cirka 50.000 mennesker døde af overdosis i løbet af 2017. En af dem var Lil Peep.

Lil Peep stod altså midt i de problemer, der plagede hele hans generation: Angst, depression, stoffer og ensomhed. Men han var samtidig også en populær dreng, der lige var flyttet hjemmefra, havde masser af venner og befandt sig midt inde i en exceptionelt produktiv kunstnerisk fase af sit liv.

Det var aldrig helt nemt at gennemskue, hvor meget af stofferne og depressionen, der var attitude. Det var altid svært at sige, hvor meget der var virkelighed. Men én ting er sikker: Lil Peeps musik var lige så dødsforelsket og narkoromantiserende, som hans livsstil var det.

Hvordan lyder det?

Det siger alt om Lil Peeps lyd, at en af sangene på ’Hellboy’ hedder ‘Gucci Mane’, mens en anden hedder ‘Cobain’. For rapperens store innovation – genren, der senere blev kendt som emo-rap – var at kombinere trap-musikkens tunge 808-trommespor og hiphopflows med en masse samples, der kom fra emorock, grunge, poppunk og noise. De her sample-drevne beats brugte Lil Peep så til at skabe sange, der kredsede om døden, kærlighed, stoffer, angst og depression på en måde som hiphoppen sjældent havde set det før.

Mange af sangene fra ‘Hellboy’ lyder uhyggeligt profetiske i dag. Som når han besynger det hurtige liv og den unge død på ‘Drive-By’ eller soundtracker sin egen død på ‘Song They Played (When I Crashed Into the Wall)’. På sidstnævnte formår han at indkapsle hele emorappens kærlighedsbillede i én sætning: »I thought you were the one, but you were just another one«.

Dødsromantikken, den ulykkelige kærlighed og stofferne – det hele er til stede allerede her. Da man hørte mixtapet i 2016 virkede det som en fantasi. Som om den unge Lil Peep forstærkede alle sine følelser og længsler gennem overdreven symbolik. Nu, hvor han er død efter en overdosis, virker det hele næsten lidt for virkeligt. Musikken har mistet noget af sin uskyld – men intet af sin styrke.

Samtidig må man også sige, at Lil Peeps sangskrivning stadig er meget upoleret. Der er klodsede linjer som hooket fra ‘Red Drop Shawty’ med den barnlige »dick all in her butt«-linje, og de lidt incel-agtige forholdsbeskrivelser på titelsangen: »Fuck these hoes and fuck life / I’ve been waiting here all damn night / not one call or text from you / you’re the same as my ex, fuck you«.

Men selv når han er i sit mest barnlige og klichéfulde hjørne, kan melodierne bære sangene. På ‘OMFG’ bruger han nærmest sin vokal som om, han er ved at lave et Oasis-cover, mens han synger ting som »I used to want to kill myself / came up still wanna kill myself«. Og på ovennævnte ‘Red Drop Shawty’ lyder Peep nærmest som trap-versionen af Modest Mouse, når han lader sit flow blive melodisk.

Det er måske grunden til, at hiphoppen her for første gang virkelig bliver fusioneret med poppunk, emo og andre genrer. For Lil Peep tager ikke bare enkelte elementer hist og pist og sampler dem. Han lader hele hiphoppens og emorockens sfærer smelte sammen – både i produktionerne, vokalbrugen og tematikken. Det gjorde ‘Hellboy’ til et ægte nybrud, der stadig har eftervirkninger i hiphopverdenen i dag.

Hvad har det betydet?

Lil Peeps store musikalske arv er emorap-genren, som han for alvor udformer på 2016-udgivelserne ‘Crybaby’ og ‘Hellboy’. Siden er der udkommet en decideret albumdebut, ‘Come Over When You’re Sober (Part One)’ i 2017, der var et bredere gennembrud, samt en posthum udgivelse i 2018. Men det er her, på ‘Hellboy’, at Peep for alvor rammer sin lyd og skaber musikken, der kom til at præge en række kunstnere, der gik i hans fodspor.

De rockindflydelser som Lil Peep introducerede her er nu udbredt tværs gennem hiphopscenen. Der er kunstnere, der laver punk-inspireret råbe-rap, og poppunk og emo-indflydelserne er krøbet ind mange steder. Selv i Danmark er der nu emorappere som Lillebittebock og K-phax, mens en etableret rapper som Sivas har grebet til guitaren på sit seneste album.

Samtidig er dén cocktail af stofmisbrug, ulykkelig kærlighed og angst, som Lil Peep indførte i hiphoppen med inspiration fra blandt andet emo-musik og grunge, blevet en central del af genrens tematik. Rappere som Lil Uzi Vert og Juice WRLD har skabt gigantiske hits som ‘XO Tour Llif3’ og ‘Lucid Dreams’, der er halvt ulykkelige kærlighedssange og halvt numre, der besynger stoffer som dulmende midler.

Lil Peeps fingeraftryk er altså tydelige på hiphopscenen. Men det er svært ikke at føle, at hans karriere primært er en fortælling om tabet af en helt exceptionelt begavet kunstner.

For han døde, lige da han skulle til at blive en vaskeægte popstjerne. Den unge hiphopgeneration mistede én af de artister, der ellers stod klar til at præge den i de kommende år. Og da XXXTentacion – den eneste rapper hvis indflydelse på den nye hiphopgeneration om muligt er endnu større end Peeps – blev dræbt året efter, havde hiphoppen mistede sine to vigtigste unge stemmer.

De to dødsfald var emorap-generationens version af Tupac og Biggies død – bare med den forskel, at Peep og X var endnu yngre og havde udgivet endnu mindre.

Læs også: Oversete hiphopklassikere #16: Chinx løftede arven fra Max B og DipSet – men døde før udgivelsen af sit debutalbum (2015)

Læs alle artiklerne i serien om Oversete Hiphopklassikere HER.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold