Kurt Vile gjorde sin ting på NorthSide – og det var lige præcis det, der var brug for

Kurt Vile gjorde sin ting på NorthSide – og det var lige præcis det, der var brug for
Kurt Vile på NorthSide.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue
Kurt Vile gjorde sin ting på NorthSide – og det var lige præcis det, der var brug for
4 6
Kurt Vile

Koncert, NorthSide, Red Stage

Som vi stod der foran Red Stage og i et adstadigt tempo indtog Kurt Viles rockdoser, slog det mig, at amerikaneren synes at være den ideelle booking på enhver festivals sidste dag.

Andre festivalgængere vil muligvis nok også nikke genkendende til, at man træder ind i et særligt rum efter en række dage og nætter, hvor sanseapparatet er blevet stimuleret og mange indtryk er blevet taget ind.

Trangen til at drosle sindigt tilbage i en mindre intens tilstand indfinder sig helt automatisk, når man rammer sidstedagen på en festival, og her er Kurt Viles musik et kærkomment og virkningsfuldt lydspor. Således også her på NorthSides sidste aften, hvor han allieret med sit band The Violators serverede en kort, men glimrende koncert.

På papiret kan 45 minutter synes af lidt, når man har at gøre med et udenlandsk navn i den øvre mellemklasse på festivalplakaten, men den koncentrerede spilletid viste sig at være længe godt, for koncerten demonstrede, at det, der fungerer hos Vile, af og til også er hans akilleshæl.

Eftersom han gebærder sig inden for highway-rocken, har jeg ofte anskuet Kurt Viles alternative guitarekskursioner som én lang lineær køretur. Modsat sin gamle fælle Adam Granduciel, der styrer The War On Drugs gennem et mere kuperet landskab, er Viles tilgang mindre episk og mere introvert.

Hvilket også var tilfældet her lørdag aften, hvor han startede seancen med ‘Loading Zones’ og ‘Jesus Fever’ og serverede materialet med en tilbagelænet og ikke synderligt mindeværdig attitude, så man bare kunne zone ind og ud af universet efter forgodtbefindende.

Lidt bid kom der i udtrykket, da ankermanden leverede en skramlet, men medrivende wah-solo på akustisk guitar i ‘Wakin’ On a Pretty Day’ og skreg sig gennem dele af ‘Wild Imagination’. Men generelt var der ikke de store udsving. Kurt Vile gjorde egentligt bare sin ting, og det var lige præcis det, der var brug for.


Kort sagt:
Den amerikanske indiehelt serverede sin adstadigt vuggende highway-rock med en tilpas tilbagelænet attitude, så man kærkomment kunne zone ind og ud af universet efter forgodtbefindende.

Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.

Sponsoreret indhold
Der er billethajer og fuskere i farvandet
Undgå at blive snydt: Tjek priserne, køb kun hos officielle kilder, og gå til arrangørens side, hvis du er i tvivl.
Kulturministeriet #billetblind