Fordybelse er blevet til forvildelse på Trentemøllers ‘Observe’
Man skal vare sig med hensyn til ønsker og forventninger. Jeg var svært begejstret for Trentemøllers forrige udspil ‘Fixion’ fra 2016, hvor han suverænt forener både electronica, postpunk og krautrock i organiske produktioner.
I mit stille sind havde jeg således håbet på, at han ville fortsætte ad disse frekvenser, og momentvis nærmer ‘Obverse’ sig også forgængerens magiske stunder.
Det begynder lovende med den slæbende ‘Cold Comfort, hvor selveste Rachel Goswell fra Slowdive er på vokalt gæstevisit. Det er ganske enkelt et scoop for den danske lydtroldmand, som da også iklæder nummeret svævende rumklangsflader og ekspressive støj-crescendoer.
Man henføres også, når Lisbet Fritze lader sin vokale glans funkle på den postpunkede ‘One Last Kiss to Remember’ og ligeledes draperer ‘Blue September’ med en melankolsk sødme, som kun forstærkes af linjer vædet i vemod: »Sugarcoated memories of long lost days / do you remember? / not so long ago / the endless summer«.
Efter sigende er ‘Obverse’ skabt ud fra en intention om at hengive sig fuldkomment til skabelsen af et værk i studiet uden hensyn til at omsætte materialet til liveformatet. Ideen er glimrende og prisværdig (selveste The Beatles traf jo samme kunstneriske valg), men så bør man også ekspandere sit udtryk. Stedvist er albummet desværre introvert og uvedkommende, når Trentemøller kører på automatpilot.
‘Trnt’ er en fortættet lydcollage, som givetvis vil egne sig fortrinligt som lydspor til en dystopisk sci-fi-film, men bedømt som et isoleret albumtrack lader det en del tilbage at ønske. Ligeledes er der ikke meget fidus i de ambiente fodnoter ‘Sleeper’ og ‘Giants’. Trentemøller har for længst bevist, at han formår at skabe indtagende lydlandskaber, så hvorfor vi skal spises af med sådanne inferiøre interludier er en gåde.
Når albummet er så skarpt opdelt mellem instrumentalnumre og vokalbaserede melodier, kan man tilsvarende sort-hvidt konkludere, at det er sidstnævnte, som fungerer bedst. Man fristes til at tænke, at de kreative kræfter havde været bedre lagt i en ep bestående af de fem vokalbaserede sange.
Den konsekvente opdeling er tydeligvis bevidst, men det gør ikke det nye album til en spændende eller nuanceret rejse ind i Trentemøllers soniske landskab. Jeg under ham bestemt at fordybe sig fuldkomment i studiets muligheder og kringelkroge, men man er nødt til at have slutproduktet for øre.
I mine ører er fordybelse blevet til forvildelse.
Kort sagt:
I beslutningen om at hengive sig fuldkomment til studiets muligheder har den stilsikre lydtroldmand kreeret et album, som halvt-om-halvt doserer vokalbaserede sange og instrumentaltracks. Det har tilsvarende resulteret i en tilsvarende opdeling mellem flotte stemningsrige sange og overflødige uvedkommende passager.