Sløj brunch til Kanye West-event får internettet til mindes Fyre Festival-ostemaden

Sløj brunch til Kanye West-event får internettet til mindes Fyre Festival-ostemaden
Kim og Kanye.
Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images

Fyre Festival er beviset på, at et billede af en klam ostemad har en del mere magt, end man lige skulle tro. Billedet fra den fallerede luksusfestival er allerede blevet så ikonisk, at det nu er blevet et referencepunkt, når internettet dømmer ting som værende overhypede og urimeligt dyre.

I weekenden dukkede billedet af to stykker toast, to stykker ost og lidt salat så op igen, da en sløj (men dyr) brunch til et Kanye West-event fik internettet til mindes nyere tids mest meme-værdige måltid.

For lige at gøre det klart fra start: Kanye West havde ikke noget med denne her brunch at gøre. Men den blev altså solgt i forbindelse med en af rapperens Sunday Service-events, hvorfor han prompte stod for skud på sociale medier og diverse nyhedssites. Det hele er faktisk et meget godt eksempel, når internettet går i selvsving.

Koncerten foregik i fredags i Baton Rouge, Louisiana, og selve Sunday Service-arrangementet var gratis. Kanye var godt nok lidt forsinket, men han havde et kæmpe kor med til blandt andet at spille sange fra ‘Jesus Is King’. Igen: Det var gratis at overvære koncerten. Men der har altså været polemik over selve maden.

Se bare her:

Kanyes koncert var en del af et event med det lige dele fantastiske og elendige navn ‘Brunchella’, hvor en brunchbuffet blev solgt for 55 dollar – godt og vel 365 kr. Og når ovenstående billede er det, der går internettet rundt, så kan man godt forstå, at folk begynder at finde ostemaden frem fra gemmerne.

Lidt pandekage, lidt bacon – for 365 kr. Det er jo meme-guld. Og straks gik internettet i flæsket på Kanye West for at snyde folk ved at kræve overpris for et horribelt måltid.

Men det er så her, at det med internettet i selvsving kommer ind i billedet.

For det var ikke Kanye, der hverken solgte eller tjente penge på den sløje brunchtallerken.

Det var i stedet catering-firmaet Lauryn’s Fine Catering, der har udtalt til TMZ, at »catering-firmaet erkender, at det ikke sørgede for ordentligt mad til ÉN deltager, hvorefter et opslag på sociale medier gik viralt. Kanye West og Sunday Service-kollektivet skal ikke associeres med beskyldninger angående maden til eventet«.

Ifølge TMZ skulle Kanye West hertil have spillet til fundraiser-eventet gratis. Og han skulle også have betalt alle rejseomkostninger for sig selv og sit kor.

Konklusionen på det hele? Ja, det er en hysterisk morsom brunchtallerken, der uden tvivl fortjener at blive et meme. Men man skal samtidig passe på med at kaste præmaturt mudder på internettet, før man kender lidt mere til en histories baggrund.

Læs også: 15 kugleskøre episoder fra 10’erne, vi aldrig glemmer – fra Ghita-gate til Kanye i Det Hvide Hus

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold