TRACK REVIEW. Andreas Odbjerg er en festlig type.
Situationen: Familien er samlet til grill og rødvin på en italiensk gård, sikkert i Toscana. Solen skinner, samtalerne flyder. Alle deler ud af deres liv, skåler på hinanden, har det godt. Odbjerg smiler lykkeligt og konkluderer: »Ah, hvor skønt. I dag vil jeg gerne dø«.
Så er stemningen ligesom sat for ‘God dag’, årets forsøg på et sommerhit fra Odbjergs altid på en eller anden måde melankolske popfabrik. Og han mener det jo som noget positivt. En sådan Don Corleone-agtig fantasi om et idyllisk endeligt. Men alligevel. Gode dage er altså noget andet for Odbjerg, end det er for Kesi.
Til gengæld er musikken på den nye single tæt på lalleglad. Et Alphabeat-kækt klaver dominerer i en produktion, som er strammere, end vi er vant til fra manden, der tidligere i år udgav en slags Rytmekons-musical med albummet ‘Un Hommage’.
‘God dag’ har hverken c-stykke eller modulationer, hvilket tenderer det chokerende i Odbjerg-land. I stedet er der selskab og en arbejdsdeling på niveau med en Ford-fabrik: Odbjerg synger omkvædet, Ida Laurberg broen, og Lamin de to vers.
På den måde er singlen en oplagt fortsættelse af sidste sommers Odbjerg/Laurberg-sukkerdrøm ‘Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’. Og der er afgjort musikalske ligheder, helt ned på melodisk celleniveau, hvor det samme rene interval, en kvint, er centralt for begge omkvæd. Men i år er det Lamin, der står for x-faktoren.
For rapperen er glohed lige nu og ligger allerede nummer et på sommerhitlisten med Gilli-samarbejdet ‘Hva’ du på’. Nu holder han så et frikvarter fra letfodede afrobeats og Adiemus-samples for at konkurrere med sig selv. Og det er ham, der giver ‘God dag’ krop.
Ud af den stramme popmaskine
Først rapper Lamin om at vægte familie over Ferrari. Med samme rytmiske skubbetrang som i det liftede klaver og Odbjergs omkvæd. Nogle indskud trækkes sammen til dobbelt tempo, andre strækkes ud: »Liv’t er en la-ij,« lyder det. Som en leg. Men også lidt som et forsøg på at slippe ud af den stramme popmaskine.
Og i andet vers kommer så mystikken. Det, der gør et sommerhit til noget, der rumsterer i baghovedet ligesom Sabrina Carpenters fjollelyrik på ‘Espresso’ eller Tobias Rahims udsyrede kapitalismekritik på ‘Feberdrømmer Xx Dubai’. Noget, der ikke helt stemmer.
Her er det en kvinde, der kommer ind i billedet. Ud af det blå og uforklaret. En »track star«, der »har været vidt omkring«. En »runner», en »ung stunner«. Og noget med at »tage den uden om systemet«, hvad end der ligger i det. En samfundskritik af en art eller et oplæg til en ny sæson af ‘Den sorte svane’? Hvem ved.
Det er her, ‘God dag’ bryder ud af Andreas Odbjergs egen lille fantasi om den lykkelige død og bliver til noget mindre småborgerligt og opbyggeligt. Det giver en ellers på mange måder perfekt fremstillet ørehænger kant.
For jo, Ida Lauberg lyder guddommeligt i broen. Hun har så meget indestængt energi i sin vokal, at hun ikke behøver meget plads til at få en sang til at sitre af elektricitet.
Og jo, Odbjerg har skrevet endnu en fiks popsang. Denne gang over et meget lille spænd af toner og med få, gentagne figurer, der får ‘God dag’ til at flyve helt i øjenhøjde.
Men det er Lamin, der sætter noget ukontrollabelt fri. Det er ham, der prikker hul på idyllen. Lige så forsigtigt, men akkurat nok til, at sangen løfter sig fra sikkert hit til noget større og drømmende.
Jeg tror, det er sådan, man laver en song of the summer.
Eller … en til.