‘Bodied’
Lad dig ikke skræmme af Joseph Kahns to tidligere spillefilm – den bøvede machofilm ’Torquay’ og teen-slasheren ’Detention’. Kahn er en af de mest højprofilerede musikvideoinstruktører de seneste 20 år med alt fra Britney Spears ’Toxic’ og Eminems ’Without Me’ til de visuelt spektakulære Taylor Swift-videoer ’Bad Blood’ og senest ’Look What You Made Me Do’. Han stod også bag den veltonede ’Power Rangers’-kortfilm fra 2015, der i første omgang gav forhåbninger om et relevant take på det kitchede univers.
I den Eminem-producerede ’Bodies’ bliver alle instruktørens tekniske færdigheder lagt på bordet i en efter sigende in-your-face-satirisk rap battle-showdown om en nørd med en PhD i engelsk, der går i ’8 Mile’-mode i den vilde og fremmede rapjunglelov. Indiewire har kaldt ’Bodied »den mest subversive hiphop-film nogensinde«.
‘I, Tonya’
Australske Margot Robbie har startet sit eget lille imperium i Hollywood siden gennembruddet i ’The Wolf of Wall Street’, hvilket blandt andet inkluderer hendes eget produktionsselskab, der skal være med til at give hende saftige roller uden for superheltehemisfæren. Den første produktion har allerede givet pote i form af historien om den amerikanske skøjteprinsesse Tonya Harding, der blev et nationalt hadeikon efter i 1994 at have brugt ufine metoder mod rivalen Nancy Kerrigan.
Filmens instruktør Craig Gillespie har tidligere lavet den gal-geniale og livsbekræftende ’Lars and the Real Girl’ med Ryan Gosling. ’I, Tonya’ skulle heller ikke være helt skiveskåren og indeholder for eksempel humoristiske mockumentary-lignende interviews med Robbies Tonya Harding og en ’Rashomon’-fortællestil, hvor flere karakterer giver deres udlægning af hændelserne.
Filmen har efter de første 19 anmeldelser en imponerende Rotten Tomatoes-score på 100 procent og en transformeret Margot Robbie nævnes som en af spidskandidaterne til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.
‘The Disaster Artist’
James Francos festivalhit om tilblivelsen af verdens førende »so bad, it’s good«-film, ‘The Room’, er efter alt at dømme skuespillerinstruktørens hidtil bedste. Filmen blev screenet i Toronto-festivalens særlige kultsektion, Midnight Madness, og her blev ’The Disaster Artist’ mødt med en af de længste stående klapsalver nogensinde på festivalen.
Særligt bliver James Franco rost for sin voldsomme transformation til rollen som verdens dårligste instruktør Tommy Wiseau. Franco inkarnerer særlingen med stor præcision, og Wiseau selv har udtalt, at han er 99,9 procent tilfreds med filmen, der er en mulig spiller i den kommende prissæson.
Dave Franco (’21 Jump Street’) spiller over for sin storebror i rollen som Greg Sestero, der faldt pladask for enigmatiske Wiseau, men hurtigt erfarer, at wannabe-instruktøren måske ikke er helt så talentfuld som først antaget.
’The Disaster Artist’ forventes i de danske biografer i starten af det nye år.
![]()
’I Love You, Daddy’
Louis C.K. overraskede alle sidste måned, da han annoncerede en ny spillefilm, han havde skudt henover sommeren. Det komiske multitalent spiller selv hovedrollen som den succesfulde tv-forfatter, Glen Topher, der får uventet besøg af sin datter (Chloë Grace Moretz), som langt hellere vil tilbringe sit senior year hos sin kendte far.
Far og datter bliver inviteret til en jetset-fest hos en gravid skuespillerinde, som håber på at arbejde med stjerneforfatteren, og her møder Glen sit store idol Leslie Goodwin (John Malkovich).
Desværre for Glen er Goodwin langt mere interesseret i forfatterens unge datter, der udforsker sin mandetække over for den 68-årige filmskaber, som Glen må forsøge at holde i ørerne.
Rolling Stone Magazine kalder ’I Love You, Daddy’ »et af de stærkeste publikum-trækplastre, en gut-busting samtalestarter – et minefelt der er værd at krydse…«, og langt de fleste internationale anmeldere stemmer i og roser C.K for hans instruktion, men nogle kritiserer samtidig manuskriptets floskler om forslået maskulinitet.
’Jim & Andy’: The Great Beyond
Det føles som det eneste rigtige, at der nu kommer en dokumentar om Jim Carrey og hans store entertaineridol Andy Kaufman, som Carrey inkarnerede med en af sine bedste præstationer i Milos Formans ’Man On the Moon’ fra 1999. De er åndeligt beslægtede ud i kunsten at lege med deres frontstage/backstage-persona, og deres offentlige performances har skabt nogle af de mest vanvittige tv-øjeblikke i moderne amerikansk kultur.
Instruktør Chris Smith dykker ned i gamle optagelser, der viser Carreys metodiske indgang til Kaufmanns twistede sind og samtidig gør dem til eksempler i en fascinerende diskussion om celebrity-kultur, identitet og den slørede skillelinje mellem kunst og virkelighed. I deres 4-stjernede anmeldelse skriver The Guardian:
»Materialet af ham på settet er utroligt. Man ser ham irritere hår- og makeupfolkene med høj musik og ser ham crashe en bil og snige sig ind på Spielbergs kontor. Kig med forbløffelse, mens denne pompøse og meget talentfulde klovn nægter at reagere på navnet Jim«.
Netflix har allerede nuppet den.
‘Lady Bird’
Skuespillerinden og manuskriptforfatteren Greta Gerwig (’Frances Ha’) tager det store skridt bag kameraet med sin semi-selvbiografiske highschool-dramakomedie ’Lady Bird’, der får store roser med på vejen efter premieren i Toronto.
Saoirse Ronan (’Atonement’, ’Brooklyn’) spiller hovedrollen som den frustrerede teenager Christine ‘Lady Bird’ McPherson, der har lidt for høje forventninger til sig selv, og hvilke prestigefulde colleges hun kan komme ind på.
Over for hende ses de to fremragende, unge stjerner i form af Lucas Hedges (’Manchester by the Sea’) og Timothée Chalamet (’Call Me by Your Name)’, mens Laurie Metcalf, som spiller Christines mor, spås fremragende chancer i kampen om Oscaren for bedste kvindelige birolle.
The Guardian beskriver filmen som »et udbrud af varme, vittig og melankolsk«, der formår at virke frisk og uventet genren taget i betragtning. ’Lady Bird’ har endnu ikke fået dansk premieredato, men vi kan forhåbentlig se frem til den, når vi kommer nærmere prissæsonen.
‘Thelma’
Norske Joachim Triers ‘Thelma’ kunne enten briste eller bære. En genrefilm lå ikke umiddelbart i kortene for den fremragende dramainstruktør, men modtagelsen efter verdenspremiererne i Norge og på Toronto er særdeles positiv.
Indiewire beskriver den lesbiske sci-fi-horrorthriller som et møde mellem Ingmar Bergman og Stephen King, og det lyder umiddelbart langt fra den norske auteurs tidligere værker. Men Trier har fastholdt sin signatur af eksistentielsøgen i den overnaturlige film om Thelma, der forelsker sig i en pige på sin nye skole og derigennem opdager hidtil skjulte kræfter.
’Thelma’ er allerede udpeget som Norges bud på en Oscar, og selvom genrefilm normalt ikke gør sig specielt godt i Oscar-sammenhæng, så kan en auteur af Triers kaliber godt gå hen og sætte dagsorden i kategorien for bedste udenlandske film – især efter modtagelsen på Toronto.
‘Foxtrot’
Den israelske instruktør Samuel Maoz har noget af en track record. Han har kun lavet to film, hvor hans debut ’Lebanon’ vandt Guldløven i Venedig og hans film nummer to, ’Foxtrot, løb med andenpladsen for bedste film – The Grand Jury Prize – ved årets festival.
Og filmen er bestemt ikke blevet mindre hypet efter visningerne på Toronto. ’Foxtrot’ er en vovet fortælling om at miste sit barn, men også en frygtløs undersøgelse af Israels fortid og fremtid som krigsnation.
Filmen starter lige på og hårdt, da Michael (Lior Ashkenazi) får overbragt nyheden om sin udsendte søns død under et bombeangreb. Hele første scene er et langt close-up af Michael, der fuldkommen lamslået prøver at absorbere den smertelige nyhed. Og lige som man føler sig sikker på, hvor ’Foxtrot’ er på vej hen, skifter den abrupt kurs, som Varietys anmelder skriver:
»En af grundene til, at ’Foxtrot’ er så slående er, at den ikke stiller sig tilfreds med en simpel historie om tab«.
‘Disobedience’
Den chilenske instruktør Sebastián Lelio havde også det ovenud lovpriste transdrama ’En fantastisk kvinde’ med på festivalen, men den havde allerede premiere under Berlinalen, så det er mere oplagt at fremhæve hans første engelsksprogede og ikke mindre omtalte lesbiske kærlighedshistorie ’Disobedience’ med stjernerne Rachel McAdams og Rachel Weisz.
Sidstnævnte spiller det sorte får Ronit, som efter at have boet i New York vender hjem til sin ortodokse jødiske familie i London for at få sin del af arven efter rabbinerfarens død. Ronit opdager, at farens arvtager Dovid (Alessandro Nivola) har giftet sig med sin Esti (McAdams), som hun blev fanget i at kysse som teenager. Hjemkomsten gentænder fortrængte følelser i Rosti og Estis relation. Der skulle være tale om et kontrolleret og velspillet drama med fantastisk orkestermusik af den elektroniske kunstner Matthew Herbert. Og så har den en Rachel-on-Rachel-scene, som allerede har trukket sig sammenligninger med ’Adèles liv’ og så kan man ellers tænke sig til, hvordan det ser ud.
»Er det grafisk? Ja. Er det sexet og vidunderligt? Igen, ja. Er det en kende male gaze-y? Klart, men også utrolig erotisk at se som kvinde. Først og fremmest er det bevægende og meget anderledes end de lesbiske coming-of-age-sexscener fra ’Adèles Liv’ og ’The Handmaiden’«, skriver Vultures anmelder Jada Yuan.
‘Beast’
En seriemorder hærger på den lille ø Jersey, mens Moll (Jessie Buckley) lever en uinteressant tilværelse under sin rigide mor (Geraldine James). Hun flygter fra sin fødselsdag, og under den festlige nat ude finder hun sin frelser i Pascal (Johnny Flynn), der måske, måske ikke er den berygtede kvindemorder. Skildringen af det hemmelighedsfulde, britiske øsamfund har fået nogle til at drage paralleller til den oprindelige ’The Wicker Man’, men det er hovedsagligt den intense, hudløse ungdomsskildring hos Andrea Arnold (’Fish Tank’, ’American Honey’), anmelderne bruger som referenceramme.
Debutinstruktøren Michael Pearce og hans to skuespiltalenter Buckley og Flynn skulle dog have skabt noget ret originalt med denne underspillet psykologiske thriller. Endvidere udmærker Jessie Buckley sig efter sigende i hovedrollen, og hun er et ansigt, der er værd at holde øje med, hvis ikke man allerede kender den rødhårede skuespillerinde, der som ung stedmor og medsammensvoren gav tyngde til Tom Hardys grynt i ’Taboo’.
»Beast er en titel, som måske forekommer at love horror eller melodrama, og der er da en lille smule af begge. Men der er også hele tiden noget subtilt kørende, og det kommer fra de fint stemte præstationer af Buckley, James og Flynn og den intelligente, opmærksomme måde, de er optaget på af fotograf Benjamin Kracun og instrueret af Pearce«, skriver den respekterede kritiker Peter Bradshaw fra The Guardian.
Læs også: Tre danske topinstruktører får ris og ros efter verdenspremierer på Toronto-festivalen