20. ’Blindspotting’
Et racedrama med slam poetry? Det lyder prætentiøst.
Sludder. Filmens to idemænd og hovedrolleindehavere Daveed Diggs og Rafael Casal sætter scenen for en af de mest underholdende satirer over fænomenet gentrificering og privilegieblindhed uden for ’South Park’-universet.
Er vi ovre i noget ’Sorry to Bother You’-agtigt?
Ikke langt fra – ’Blindspotting’ foregår sågar også i Oakland, Californien. Om end i en mere socialrealistisk setting og med en skarp dosis black lives matter-tematik i skildringen af flyttemanden Collin (Diggs), der overværer en sort mand blive skudt i ryggen af en hvid betjent. Den vilde slutning deler vandene (også på vores filmredaktion), men vejen dertil er entydigt stærk, med sorte, rolige Collin og hvide, voldelige Miles’ umage venskab som det centrale omdrejningspunkt, der udstiller samfundets fordomme.
19. ’Atlantique’
Et forarmet Afrika, unge elskende, mænd, der driver afsted mod Europa, men kommer tilbage som zombier. Det er noget artsy shit, det her, er det ikke?
Jo, man skal bestemt ikke vente sig konventionel fremdrift af den unge, kvindelige fransk-senegalesiske instruktør Mati Diops debutfilm, der vandt Juryens Pris ved årets Cannes-festival. Det er en mystisk og drømmerisk film, men også gudesmuk og et flimrende billede af håb og aspiration i en ulige verden.
Hvad i alverden laver sådan en film på Netflix?
Det kan bestemt overraske, at lige netop Netflix nuppede distributionen af en så udpræget festivalfilm, men det siger noget om, at tjenesten også vil markere sig på artfilmområdet, og ’Atlantique’ havde sikkert ikke været tilgængelig i Danmark – ud over enkelte festivalvisninger – uden streamingtjenesten. Se den en dag, hvor du har overskud til at sætte pris på, hvordan filmsproget også kan formuleres.
18. ’Free Solo’
Jeg har set mange bjergbestigerfilm før.
Nå. Klap dig selv på skulderen. Men har du ikke set Alex Honnold klatre op af den en kilometer lodrette væg El Capitan uden nogen form for sikkerhedsliner, har du ikke set noget endnu. Det mindste fejltrin kaster ham direkte i døden, og det er en fysisk udmagrende oplevelse at være vidne til.
Det lyder sådan lidt Discovery-tv-programsagtigt, er den mere end det?
Man skal ikke forklejne de utrolige optagelser af Alex’ livsfarlige meritter, men ’Free Solo’ er tillige et nuanceret portræt af en mand, der ikke er som nogen andre. Han er fysisk ude af stand til at blive bange, og han er målrettet som få. Så hvad sker der, når han pludselig får en kæreste at tage hensyn til? Dilemmaet mellem præstation og menneskelige relationer står krystalklart frem i Jimmy Chin og Elisabeth Chai Vasarhelyis film, der fortjent vandt en Oscar for bedste dokumentar.
17. ’Once Upon a Time in Hollywood’
Altså, I gav den jo kun fire stjerner?
Og derfor diskuterede vi også længe, om Quentin Tarantinos labert nostalgisk, men ikke videre dybe og meget lange Hollywood-eventyr burde have en plads på listen.
Var det så Leos blå øjne, der gjorde udslaget?
Du er ikke helt på afveje. For ja, selvfølgelig kunne vi ganske enkelt ikke komme udenom drømmeduoen DiCaprio og Brad Pitt, hvis hjertelige bromance smeltede vores fanhjerter med ublu underholdningsværdi. Scenen, hvor Leos krukkede has-been-stjerne Rick Dalton taber hovedet i sin trailer, var ikke bare en af Oscar-vinderens bedste, den var også improviseret. Og Pitt har ikke oset så overlegen coolness siden de glade 90’ere. En ikonisk parring a la Redford og Newman, simpelthen.
Og så må man give ’Once Upon a Time in Hollywood’, at det er en film, man har lyst til at se igen og igen – ja, nærmest bo i.
16. ’Knives Out’
Politiken gav den kun to stjerner!
Og det er svært at forstå, for Rian Johnsons moderne twist på whodunnit-genren er et herligt velspillet, tempofyldt mordmysterium, som forener Agatha Christie-stans med moderne krimitilhængere til en historie om en krimiforfatter (!), der måske har begået selvmord, måske er blevet myrdet. Daniel Craigs version af en Hercule Poirot-lignende detektiv er måske nok en acquired taste, men vi kunne ikke stå for hans mærkværdige sydstatsaccent og tilbagelænede opklaringsstil. Og så overrasker den positivt med en klassekritisk dimension, som vi ikke lige havde set komme.
Men kan det ikke også blive for meta og genrebevidst?
Måske, men filmen er skrevet med en spidsfindig humor (»Jeg læste et tweet om portrættet af dig i The New Yorker«, lyder en replik) og et bankende hjerte, der gør, at det ikke blot bliver en stiløvelse. Det er sådan en film, man ville se færdig, hver gang man faldt over den på flow-tv, dengang det stadig var en ting.
15. ’Smerte og ære’
Den aldrende spanske instruktør Pedro Almodóvar laver en film om en aldrende spansk instruktør, spillet af Antonio Banderas. Lovlig navlepillende?
Det er lidt navlepillende, men der er heldigvis også masser af visdom og almengyldige sandheder om livet og kærligheden at hente i fortællingen om Salvador, der depressivt kæmper med voldsomme rygsmerter, mens han gennem to møder – blandt andet med en gammel flamme – ser sin tilværelse i et klarere lys.
Skal man også se den, selvom man normalt ikke er til Almodóvars excentriske stil?
Bestemt. Det er hans mest afdæmpede film, rørende og nostalgisk, men også sanselig og vital i flashbackene til Salvadors barndom med Penelope Cruz som mor. Som vores anmelder skrev: »Et smukt, modent og nostalgisk selvbiografisk drama om kærlighed, kunst og alderdom«.
14. ’I morgen danser vi’
Den, der har ført til optøjer?
Ja, da den svenskgeorgiske film fik premiere i Georgiens hovedstad Tsibili, protesterede højreekstremistiske grupper ved biografen, som de tilmed belejrede, og politiet måtte sætte ind. ‘I morgen danser vi’ handler nemlig om en homoseksuel danser, og selvom homoseksualitet ikke er forbudt i Georgien, bliver det anset for at være uacceptabelt. Heldigvis er Levan Akins film samtidig blevet et veritabelt ungdomsfænomen i landet.
Men er den også god så?
Ikke bare god så, men så god. Vi følger en ung ambitiøs danser, der forelsker sig i en kollega/konkurrent på danseakademiet, hvilket kan true begge deres drømme om at komme på ‘landsholdet’ inden for georgisk dans, der skal være maskulint og stringent usexet. Levan Gelbakhiani og Bachi Valishvili er utrolige i hovedrollerne i en på én gang underspillet og dybt musikalsk film, som ikke bare er en gængs kærlighedshistorie, men en spraglet, stemningsfuld fortælling om ungdom, eufori, drømme, skrøbelighed og, mest af alt, om at turde stå ved sig selv.
13. ’Her Smell’
Elisabeth Moss som rockstjerne. Aaaaaaaah?
Hun er for vild, vi vil næsten gå så langt som til at sige, at det er hendes bedste rolle hidtil. Hun spiller punkrockeren Becky, der som en anden Courtney Love er et karismatisk, buldrende godstog af en kunstner med et galoperende misbrug af alverdens substanser, hvilket ikke mindst går ud over hendes datter i de første lange, vanvittigt intense scener i backstagelokalet efter en koncert, hvor vi først møder hende. Moss er røvirriterende, charmerende, sydende skarp og i sidste ende dybt skrøbelig i rollen.
Tror bare, jeg ser ’Bohemian Rhapsody’ igen.
Don’t. Alex Ross Perrys film overgår den med længder som et ægte autentisk indblik i 90’ernes alternative rockscene med inspiration fra all-girl bands som Bikini Kill og L7. Men først og fremmest et troværdigt karakterportræt af et musikalsk geni, der har svært ved at adskille kunsten fra rusen, og som støder alle mennesker fra sig. Hendes psykiske deroute underbygges suverænt af den forstyrrende lydside og de lange takes inden det bevægende rolige sidste akt med noget så sjældent som et hjerteskærende Bryan Adams-cover. Så har man set det med. Til gengæld skal man, lige nu, til amerikansk iTunes for selv at få syn for sagn.
12. ’Midsommar’
Kan en gyser nu for helvede ikke bare være en gyser – fire jumpscares, et knirkende hus, et møguhyggeligt barn – uden vi skal overvære svenske midsommerritualer i pinefuld realtid?
Heldigvis ikke. Med ’Hereditary’ og nu ’Midsommar’ er stortalentet Ari Aster godt i gang med at revitalisere horrorgenren med foruroligende psykologisk uhygge og et manende tålmodigt filmsprog, der sætter sig i kroppen. Stort set hele ’Midsommar’ foregår i dagslys, og efterhånden som vores hovedpersoner, (soon to be eks-)-kæresteparret Dani og Christian kommer længere og længere ind i det mystiske hedenske samfund langt ude på landet i Sverige, forstærker lyset faktisk den klaustrofobiske stemning med chokerende grafiske scener, man ville ønske, man aldrig havde set.
Skal jeg se den med min kæreste?
Vi forbeholder os retten til ikke at udtale os. Det er den måske mest ubehagelige breakup-film nogensinde. ’Midsommar’ og ’Marriage Story’ ville være en giftig dobbeltfeature til en date-aften.
11. ’Lazzaro den lykkelige’
Den handler om en småtumpet ung mand, der lever på en tobaksplantage i 90’erne, hvor stavnsbåndet stadig eksisterer, og som på et tidspunkt genopstår uforandret fra de døde mange år senere, mens livet for længst er gået videre. WTF.
Beskrivelsen er korrekt, men yder alligevel ikke Alice Rohrwachers forunderlige italienske fabel retfærdighed. Det er en smuk, poetisk og mærkværdig film om det gode i en verden, hvor de feudale slavebånd afløses af et andet onde: forrået kapitalisme. En udvikling, der inkarneres af Lazzaro, som vandrer enfoldigt gennem en verden, hvor der ikke er plads til sådan én som ham.
Så… ikke for enhver smag?
Man skal måske nok have en vis faible for europæisk arthouse, men åbner man sine øjne for cineastisk magisk realisme, er der en sjælden oplevelse i vente. En scene, hvor orgelmusikken fra en kirke følger Lazzaro ud på gaden, er en af årets allersmukkeste.
10. ‘Kapernaum’
Storøjede fattige børn, der prøver at overleve i slummen – poverty porn-much?
Koldhjertet skid-much? Nadine Labakis film om 12-årige Zain, der forlader sin ubehagelige familie for et hutlende liv på gaden, hvor han tilmed tager sig af en forældreløs baby, giver et hjerteskærende indblik i en verden, vi normalt fortrænger fra vores horisont. Det store i filmen er, at den ikke gør Zain til et cute passivt offer. Han er en særdeles handlekraftig karakter, der ikke finder sig i pis. Han sagsøger sine forældre for at have født ham!
Men orker man al den elendighed?
Vi kan godt forstå impulsen til, at man ikke gider blive mere deprimeret, end man er i forvejen, når man går i biografen. Men der er også håb i ’Kapernaum’. En tro på mennesket, selvom verden er fucked up. Du vil aldrig glemme slutbilledet.
9. ‘Booksmart’
»En forglemmelig wannabe-woke film, hvor karaktererne har det sjovere, end det er at se på«, skrev en læser på jeres Facebook-side for nylig. Hvad har I at sige til jeres forsvar?
Jamen det er jo en af de bedste coming of age-film i nyere tid! Olivia Wildes instruktørdebut om to stræberiske highschoolpiger, der skal indhente al den fest, de er gået glip af i deres tid på skolen, er en sprudlende tour de force, der blander ’Superbad’-likeability i samtlige bikarakterer med et progressivt blik for venskab og seksualitet samt en overraskende gennemført visuel identitet. Og så er der altså lige Beanie Feldstein og Kaitlyn Dever!
Ja, hvad med dem?
De to supertalenter har eksplosiv kemi, de er så overlegent tro- og seværdige både sammen og hver for sig. Det er ikke mindst deres fortjeneste, at skildringen af 12-talspiger på uregerligt trip overskrider enhver følelse af kliché. Man vil bare gerne være sammen med dem.
Læs vores anmeldelse.
8. ’The Favourite’
Det ligner et mash-up af ‘Mean Girls’ og ‘The Crown’?
Og sandheden skal findes et sted i midten, hvor græske Yorgos Lanthimos (’Dogtooth’, ‘The Lobster’) instruerer en besk, tragisk og ofte hysterisk morsom historie om royale BFF’s, kvindelig seksualitet, magtliderlighed og moderskab, der ikke ligner nogen anden film, du har set i år. Og Olivia Colman vandt en velfortjent hovedrolle-Oscar for sin tour de force som gal dronning.
Så den er ikke lige så sjæleknusende som Lanthimos’ ‘The Killing of a Sacred Deer’?
Ikke helt – men dermed ikke sagt, at der ikke ligger en følelsesmæssig mavepuster på spring undervejs. Det har dog ikke noget med hverken hummere eller rådyr at gøre. Men derimod kaniner.
7. ’The Souvenir’
Aldrig hørt om den!
Og det er da også noget nær skandaløst, at vi ikke fik en af årets bedste film til Danmark. Den britiske instruktør Joanna Hogg skildrer sin egen ungdom som filmstuderende i London i 80’erne, hvor hun faldt for en alkoholiseret charlatan af en bad boy, her i skikkelse af Tom Burke (HBO-serien ’C.B. Strike’). Hogg selv og hendes excentriske mor spilles af den virkelige mor-datter-duo Honor Swinton Byrne og Tilda Swinton.
Nu har jeg googlet traileren. Synes den ser liiidt grå ud?
Det kan du selv være. Hvis du vil have pangfarvet 80-nostalgifest, er det ikke her, du får dit fix, men til gengæld skildrer ’The Souvenir’ genialt, hvordan magtforholdet i et par skævvrides totalt, når den ene tromler hen over alle grænser, mens den anden lægger sig fladt ned i blind forelskelse. Vi har alle sammen været unge og dumme i kærlighed, og Hogg er hudløst ærlig i udlægningen af sin naivitet.
6. ‘Sorry We Missed You’
Den gamle britiske mester Ken Loach laver en film om, hvor hårdt arbejderklassen har det. Føles bekendt.
Men samtidig friskt. Loach har nemlig lavet en dybt aktuel film om et arbejdsmarked, hvor alle er freelancere og dermed selv bestemmer, hvor meget de vil arbejde og hvornår – hvilket i realiteten betyder, at ingen længere besidder helt fundamentale lønmodtagerrettigheder.
Kan du få det til at lyde mere tørt?
Undskyld – filmen er faktisk alt andet end tør. Den handler om en uuddannet familiefar, der knokler røven ud af bukserne som bud for et Amazon-agtigt pakkefirma, men er helt på egen hånd, da den ene ulykke efter den anden rammer den lille familie. Det er stærkt indignerende og medrivende, og Loach kan som få andre skabe varme menneskelige portrætter af helt almindelige mennesker. Du er en ualmindeligt kølig type, hvis du går uanfægtet fra den her film.
5. ’Us’
En horrorfilm mere. Var én ikke nok?
Ikke når Jordan Peele leverer varen i sin svære toer efter kæmpehittet ’Get Out’. Igen kombinerede han effektivt gys med charmerende humor og tankevækkende metaforik i historien om en sort kernefamilie, der under et ophold i deres sommerhus bliver invaderet af forvrængede udgaver af… dem selv.
For horrorfanatikere var ’Get Out’ mere sjov end uhyggelig – gælder det også ’Us’?
Man skal være mere end almindeligt hårdfør, hvis home invasion-dimensionen i ’Us’ ikke får hårene til at rejse sig. Peele orkestrerer gys med en mesters sans for timing og kameravinkler, og upside down-versionen af særligt Lupita Nyong’os mor og familiens to børn har akut hjemsøgende potentiale. Og så er det en mere subtil film end ’Get Out’, hvis force var den meget direkte symbolik. Der skal man granske og analysere mere efter at have set ’Us’. På den måde udvikler Peele sig fra film til film, selvom grundformen er den samme.
4. ‘The Irishman’
Skal Martin Scorsese belønnes med en fjerdeplads for ikke at kunne begrænse sig? Tre en halv time – seriøst!?
De 209 minutter flyver afsted. Seriøst! Det er helt vildt, at en 77-årig instruktør stadig kan lave film med samme energi som en sprød ung mand – blot tilføjet den ældre mands erfaring og melankolske (tilbage)blik.
Ja, alle anmeldertyper skriver, at Scorsese ikke glorificerer de kriminelle som i ’Goodfellas’ og ’The Wolf of Wall Street’. Det lyder fandme kedeligt.
Nej nej, ’The Irishman’ er en forrygende komponeret mosaik, der slægter den virtuose stil fra ’Goodfellas’ og ’Casino’ på. Der er fuld fart over feltet, vi smyger os ind og ud af karakterer, historiske begivenheder, mord, bedrag og pression. Gangsternes optur er bare ikke framet i det ekstatiske skær, vi kender fra Scorseses tidligere film. Det er noget af det, der gør ’The Irishman’ så mesterlig. Vi ved godt, den måske deler vandene blandt dem, der nåede at se den i biografen, og dem, der har en meget lang aften foran sig i sofaen. Men hey, se den om ikke andet for Joe Pescis forbløffende filmcomeback!
3. ’The Lighthouse’
Altså den, hvor Robert Pattinson onanerer i et fyrtårn?
Lige præcis. Og hvor Willem Dafoe råprutter det halve af filmen. Det er faktisk noget af det, der gør fortællingen om en ung mand (Pattinson), som kommer i lære hos en vranten fyrtårnsbestyrer (Dafoe) i et mildest talt vindblæst New England i 1890’erne, til noget særligt. Med den sorthvide-billedside, det kvadratiske billedformat og det højlitterære sprog kan den forekomme meget artsy ved første øjekast, men det er også en platsjov tango mellem to mænd på vej ud over galskabens afgrund. ’The Lighthouse’ er horror, kammerspil, artfilm og komedie i ét. Den ligner ingen anden. Og hey, Pattinson er utrolig, også når han onanerer.
Har den overhovedet fået premiere herhjemme?
Robert Eggers film har haft to visninger i Danmark, og vi synes derfor, den hører til på listen for i år. Den får ordinær premiere 30. januar næste år, og gudskelov for det.
2. ‘Marriage Story’
En film om skænderier i familien – er det ikke meningen, film skal tage os VÆK fra hverdagen?
Det gør Noah Baumbachs film faktisk også, selvom tematikken om skilsmisseramte forældre og de børn, der kommer i klemme i stridighederne, sikkert vil føles genkendelige for mange. ’Marriage Story’ tager os nemlig dybt og detaljeret ind i to menneskers forelskelse, forhold og fallit, så man lader sig opsluge af Nicole og Charlies meget specifikke historie, samtidig med at man føler sig genkendt.
I tudbrølede, gjorde I…
Og det er der ingen skam i. ’Marriage Story’ er Baumbachs mest hjerteskærende film, samtidig med at man finder den spydige humor og det kyniske menneskesyn fra hans film som ’The Squid and the Whale’ og ’Greenberg’ og de veliscenesatte screwball-optrin, han også dyrkede i ’Frances Ha’ og ’Mistress America’. En øjeblikkelig klassiker inden for subgenren skilsmissefilm med Adam Driver og Scarlett Johansson på toppen af deres game og Laura Dern og Alan Alda som uimodståeligt comic relief.
1. ’Parasite’
Den her sydkoreanske Guldpalmevinder og Oscar-contender har fået så meget hype, at man skulle tro, man fik renere hud og lækrere hår efter at have set den. Nu udnævner I den gudhjælpemig også til årets bedste film. Skal I ikke køle lidt ned?
Du skal køle direkte ind i biografen og se den, når den får premiere 25. december, og så kan vi tales ved bagefter. Mesterinstruktøren Bong Jon-hos film om en fattig familie, der som parasitter inficerer en rig families tilværelse, er på én og samme tid årets mest underholdende, filmisk blærede og uforudsigelige oplevelse.
Når en anmelder kalder en asiatisk Cannes-film for »underholdende«, har jeg – belært af erfaring – antennerne ude. Kender jeg jer ret, er det ikke ligefrem ’John Wick’, vel…?
Jamen det er tæt på. Seriøst. Man indtager den som en mavevridende rutsjebanetur, hvor man glemmer at trække vejret, før man er tilbage på perronen. Men samtidig er det også en hårdtslående samfundskritisk film om, hvad ulighed gør ved mennesker – både dem på toppen og dem på bunden. Bong Jon-ho har lavet adskillige mesterlige film i hjemlandet Sydkorea, som ’Memories of Murder’ og ’Mother’ – forhåbentligt baner ’Parasite’ vejen for, at flere i den vestlige verden opdager dem.
SE OGSÅ: DE BEDSTE SERIER I 2019