’Run’: Moderskabsgyser er foruroligende og klaustrofobisk – men så kommer twistet
Hvert år på denne tid er der dømt genudsendelse på alle streamingtjenester:
Kevin McAllisters mor krammer sin søn foran New Yorks største juletræ. George Bailey hopper alligevel ikke ud fra en bro, men kysser sin kone og sine børn. Der kan være kaos på vejen, men til syvende og sidst er julefilmen en ordensgenre, der genetablerer kosmos og cementerer familien som den stærkeste af alle enheder.
Derfor er det forfriskende, at denne december byder på en premierefilm, der som den vildeste killjoy fra allerførste scene vender familieidyllen på hovedet: Hvad hvis det at blive forælder ikke er en lykkelig fortælling? Hvad hvis det stærke bånd mellem forælder og barn forudsætter destruktiv afhængighed?
I ‘Run’ er mor lig med Diane (Sarah Paulson), der får datteren Chloe (Keira Allen) alt for tidligt. Baby svæver mellem liv og død, og risikoen for varige mén er overhængende. Klip til sytten år senere, hvor Chloe lever i bedste velgående med astma, hæmokromatose, hjertearytmi, diabetes og nerveskader, der gør hende lam fra livet og ned. Mor har viet sit voksenliv til at sikre, at Chloe får ét, så derfor er datteren blevet velbegavet, selvhjulpen og klar til at tage på college.
Der er bare den lille detalje, at hun endnu ikke har modtaget svar fra de colleges, hun har søgt ind på. Hver gang posten kommer, er mor, der til forskel fra Chloe ikke bruger kørestol, hurtigere ved havelågen, men »hvis der kommer et brev fra college, får du selvfølgelig lov at åbne det først!« Mor er kærlig. Mor er god. Hun tilpasser Chloes aftensmad, så datterens diabetes tillader et stykke chokolade. Hun holder styr på Chloes mange piller.
Eller gør hun? For hvorfor finder Chloe ved et tilfælde et pilleglas med det forkerte navn på? Hvad er der egentlig i de giftigt-grønne kapsler, som slet ikke er udskrevet i Chloes navn? Er det måske i virkeligheden sådan, at mor slet ikke ønsker, at hendes datter skal blive i stand til at flytte og leve sit eget liv?
Jeg har mødt den type handicapforælder, som Sarah Paulson eminent portrætterer, og det forstærker muligvis uhyggen for mig. Jeg ved også, hvor svært det er at skjule noget, hvis du i kraft af et fysisk handicap er afhængig af andres hjælp. Da opfindsomme Chloe bygger en lego-robotarm til at nå mors strategisk højt placerede pilleglas, minder det mig om, hvordan jeg i hendes alder balancerede salatbestik med bankende hjerte for at fiske den lesbiske film ud af postbunken i entréen, som mine forældre ikke måtte se.
Mine forældre var heldigvis ikke som taget ud af en skrækfilm, men jeg har mødt andre, der var. Hende, der ansatte sig selv som sin voksne søns primære hjælper, solgte hans handicapbil og fjernede rampen foran hoveddøren, for han behøvede jo ikke andre end mor. Helt aktuelt er der sagen fra Sverige, hvor en mor antageligt har fastholdt et barn i afhængighed/fangenskab i 28 år.
Den dokumenterer, at størstedelen af ‘Run’ er plausibel – og realismen forstærkes af, at Keira Allen rent faktisk bruger kørestol i virkeligheden. Det er crip-horror, der er så effektivt klaustrofobisk i de første to-tredjedele af filmen, at det overgår min hidtidige yndlingsgyser ‘Misery’. For én ting er at blive nær nurset ihjel af sin største fan, der dukker suspekt pludseligt ud af snestormen. Langt værre er det at vokse op hos vedkommende og ikke kende til andet.
‘Run’ er instruktør Aneesh Chaganty andens spillefilm, og den kritikerroste ‘Searching’ (2018) kredsede også om forælder-barn-relationer og det urovækkende spørgsmål: Kender du reelt dine nærmeste så godt, som du tror? Begge film er originale i deres insisteren på det simple. I størstedelen af ‘Run’ er der kun mor og datter, og det ægte gys behøver ikke mere. Vi ved det jo godt: at familien ikke altid er kosmos. Vi ved det måske især i julen, hvor fejringen af den nærmest bliver skinger.
Derfor er det så ærgerligt, at ‘Run’ ikke fastholder sin enkle, rædselsvækkende præmis om moderkærlighedens potentielle giftighed. Der går Hollywood-treaktsstruktur i den, og derfor kan filmens skabere ikke dy sig for at tilføre et unødvendigt twist en halv time før rulleteksterne, der underminerer hele pointen.
I stedet for at vove det utænkelige i december – at sætte spørgsmålstegn ved familien som den bedste, kærligste enhed – så ender ‘Run’ med at forskyde uhyggen fra mor til den tilfældige, bindegale kvindes irrationelle handlinger. Tilbage står et fortærsket og ligegyldigt budskab om stranger-danger, der frikender familien igen-igen og lader ‘Run’ gå i den ufarlige glemmebog, så snart man rejser sig fra sofaen.
Kort sagt:
Første del af ‘Run’ giver et originalt, foruroligende og ekstremt klaustrofobisk indblik i den type handicapforælder, der kvæler sit barn for at beskytte det – men det overflødige twist reducerer sidste tredjedel til en middelmådig thriller, vi har set før.