ANALYSE. Overskriftens første spørgsmål først: Ja, ’Druk’ bliver nomineret til en Oscar på mandag i kategorien Bedste Internationale Film.
Eller sagt på en anden måde: Det vil være et chok, et nederlag, en kolossal skuffelse, hvis Thomas Vinterbergs film ikke lander en af de fem nomineringer ud af den shortlist på 15 film, akademiet annoncerede i februar.
’Druk’ – eller ’Another Round’, som den hedder på amerikanske kanter – er uden sidestykke sæsonens mest omtalte internationale film, og den har kunnet sætte kryds i snart sagt alle de felter, der giver afgørende Oscar-momentum.
Den har en score på henholdsvis 92 og 81 på de førende anmelderopsamlingssites Rotten Tomatoes og Metacritic, hvilket vidner om en flot modtagelse i den engelsksprogede kritikerstand.
Den ryddede bordet ved European Film Awards, den var nomineret til en Golden Globe (og tabte til ’Minari’, der ikke dyster i samme felt i Oscar-regi), og allervigtigst hentede den forleden hele fire nomineringer ved briternes svar på Oscar, BAFTA’en: For bedste ikke-engelsksprogede film, bedste instruktør, manuskript og Mads Mikkelsens hovedrolle. Det er en uhørt triumf for en dansk produktion, og idet briterne også udgør en væsentlig del af Oscar-akademiet, indikerer det, hvor stærkt Thomas Vinterbergs film står.
Derudover har filmens amerikanske distributør Samuel Goldwyn Films kørt en overlegen kampagne op til akademimedlemmernes skæringsfrist for at stemme på de nominerede onsdag i denne uge. Årets Oscar-kampagner har selvsagt stået i Zoom-samtalernes tegn, og borte har taget de sædvanlige meet and greets i Los Angeles og omegn, som ofte er et fuldtidsarbejde for filmstjernerne i ugevis op til deadline. Sidste år flyttede ’Parasite’-instruktør Bong Joon-ho simpelthen til Los Angeles i flere måneder op til showet – og indsatsen bar som bekendt frugt.
’Druk’-holdet har udnyttet de usædvanlige kampagnebetingelser til deres fordel. Mads Mikkelsen triller for tiden tommelfingre på et hotelværelse i London i forbindelse med optagelserne til ’Fantastic Beasts 3’, og herfra har han brugt tiden med alle fra Jimmy Kimmel til Daniel Craig i charmerende videoer.
Thomas Vinterberg har været i samtale med blandt andre Sofia Coppola og Guillermo Del Toro (sidstnævnte også med Mads Mikkelsen), hvor de navnkundige kolleger har benyttet lejligheden til at rose ’Druk’ til skyerne. Den slags respekterede og well-connectede ambassadører er guld værd.
Bosnisk sværvægter truer
Man skal lede længe – og muligvis forgæves – efter en amerikansk Oscar-ekspert, der ikke spår ’Druk’ til en af de fem pladser, og filmen må lige nu tilmed betragtes som favorit til at vinde prisen i sidste ende.
Men her må vi ikke sælge skindet, før guldstatuetten er skudt. For man kan lave nok så meget benarbejde på kampagnesporet, men i sidste ende stemmer langt størstedelen af akademimedlemmerne netop i denne kategori ganske simpelt på den film, der har gjort mest uudsletteligt indtryk. Kategorien for internationale film har ofte været akademimedlemmernes chance for at vise, at de sætter pris på den højere filmkunst, som mindre hyppigt finder vej til den brede Bedste Film-kategori.
Og ’Druk’ får mere kamp til stregen, end man måske kunne have antaget for et par måneder siden. For mens færre ikke-engelsksprogede film end normalt har skabt overskrifter i årets løb særligt på grund af den aflyste Cannes-festival, står det nu klart, at flere af konkurrenterne har høj kvalitet.
Den bosniske ’Quo Vadis, Aida’ hyldes i disse dage som et mesterværk i toneangivende amerikanske medier (den har en score på 95 procent på Metacritic), og med sit udgangspunkt i serbernes forfærdelige massakre på bosnierne i midten af 90’erne har den en gravitas af den slags, som ofte hyldes i kategorien, hvor højtravende auteur-film som ’Son of Saul’, ’Ida’ og ’Amour’ eksempelvis vandt i 10’erne. Fortællingen fokuserer på en kvindelig FN-oversætter, der kæmper for at redde sin familie midt i massakren, og filmen beskrives af flere anmeldere som uafrystelig.
Vil ’Druk’ med sin sjove og i sidste ende livsbekræftende historie om privilegerede midaldrende mænds alkoholeksperimenter føles for letbenet til sammenligning? Det er umuligt at spå om, men lad os blot slå fast, at sejren ikke er sikret på forhånd.
Wildcardet Mads Mikkelsen
Andre kandidater er eksempelvis Frankrigs ’Two of Us’, Mexicos ’I’m No Longer Here’ og Taiwans ’A Sun’, der ikke kan afskrives, men ikke umiddelbart synes at have tyngden, hypen eller kampagnemusklerne til at udfordre ’Druk’.
Under de sejrssikre rødhvide faner har der desuden været håbefuld korridorsnak om, hvorvidt ’Druk’ er en så vægtig kandidat, at den kan gøre sig gældende i de helt tunge kategorier, som vi så ved BAFTA-nomineringerne. Der er trods alt kommet flere og flere internationale medlemmer af Oscar-akademiet de seneste år, hvilket har ført til, at film som ’Ida’, ’Roma’ og ’Smerte og ære’ har fået nomineringer på toppen af nichekategorien ikke-amerikanske film, selvfølgelig kulminerende sidste år, hvor ’Parasite’ som den første ikke-engelsksprogede film vandt hovedprisen for Bedste Film.
Skulle nogen ikke-engelsksproget film kunne gøre det sydkoreanske mesterværk kunsten efter i år, skulle det umiddelbart være ’Druk’.
Filmen kommer imidlertid ikke til at gøre sig gældende i kategorier som Bedste Film, Instruktør og Manuskript (her er der simpelthen for mange engelsksprogede kandidater, der presser sig på), men danskens forhåbninger knytter sig – og så er vi fremme ved overskriftens andet spørgsmål – først og fremmest til Mads Mikkelsen i Bedste Mandlige Hovedrolle. Det er nemlig ikke helt urealistisk. Men omvendt heller ikke vildt sandsynligt.
Det taler for, at Mads Mikkelsen blev BAFTA-nomineret, og at flere toneangivende amerikanske Oscar-eksperter har tippet, at han kan have en chance, heriblandt Varietys Clayton Davies og The Hollywood Reporters Scott Feinberg, der dog begge ‘kun’ placerer ham på boblerlisten.
Det taler også for, at Mads Mikkelsen er en respekteret skuespiller, der har været i gamet længe, og dertil et vellidt menneske, som de fleste er enige om leverer en af karrierens bedste præstationer i ’Druk’. Og at årets Oscar-sæson er den mærkværdigste i årevis med lukkede biografer, forsinket prisshow og andre coronarelaterede udfordringer, der giver et indtryk af, at nomineringerne kan være sværere at forudsige end normalt.
Til gengæld taler det imod, at Mikkelsen ud over BAFTA’en ikke rigtigt er blevet bemærket af de priser, man kigger på som forløbere til Oscar. At han ikke blev nomineret til det vigtige skuespillerforbunds pris, SAG Awards, kan skyldes, at han ikke er medlem af forbundet (det er en forudsætning), men det giver stadig dem, der så faktisk blev nomineret, et forspring.
Critics Choice Awards annoncerede hele otte nomineringer i kategorien, og vores egen Peepaw var ikke iblandt dem. I Anthony Hopkins (’The Father’), Chadwick Boseman (’Ma Rainey’s Black Bottom’), Riz Ahmed (‘Sound of Metal’), Gary Oldman (‘Mank’) og Steven Yeun (‘Minari’) tegner der sig et stærkt favoritfemkløver. De tre førstnævnte er så godt som sikre.
Og selvom Antonio Banderas sidste år blev nomineret for Pedro Almodóvars ‘Smerte og ære’, er det meget sjældent, at skuespillere i ikkeengelsksprogede film trænger gennem nåleøjet.
Hos Gold Derby, der samler forudsigelserne fra en lang række Oscar-eksperter, ligger Mads Mikkelsen nede som nummer 9 (foruden de fem ovennævnte også efter Delroy Lindo, Tahar Rahim og Kingsley Ben-Adir). Til gengæld står han over Tom Hanks (‘News of the World’), og det er jo noget i sig selv!
Jeg har tidligere skrevet, at skal Mads Mikkelsen nogensinde Oscar-nomineres, skal det være nu. I sidste ende tror jeg ikke på det, men sjældent vil jeg blive så glad for at tage fejl, hvis hans navn sensationelt trækkes op af hatten på mandag lidt over klokken 13 dansk tid.
Der er blot ingen grund til at blive skuffet, hvis ‘Druk’ må tage til takke med én nominering.