NEKROLOG. Omkring årtusindskiftet var Puff Daddy og hans Bad Boy Records blevet hiphoppens dominerende bevægelse ved at tage 80’er-hits og forvandle dem til rapsange. Looket var skinnende, og lyden var poleret.
Puffy kaldte sig The Shiny Suit Man og elskede at danse rundt i sine artisters musikvideoer. Samtidig var Will Smith blevet en af genrens største stjerner med hits, der romantiserede ’Miami’, og festsange som Gettin’ Jiggy Wit It’.
Champagnen flød i stride strømme, og et kort øjeblik lignede det, at hiphopgenren havde glemt, hvor den kom fra. Men lige i det sekund dukkede Earl Simmons aka DMX op til det fine selskab for at fucke det hele op.
DMX var ham, man håbede ikke ville dukke op til festen. Den ubudne gæst, der ringer på dørklokken med et baseballbat i hånden og dårlige intentioner i øjnene. Og det var lige det, hiphopscenen manglede sidst i 90’erne.
Her udgav New York-rapperen, der i fredags døde af følgerne af en overdosis, på kort tid tre klassiske album, der insisterede på, at hiphoppen kunne være rå, autentisk og ærlig. ’Flesh Of My Flesh, Blood Of My Blood’, ’It’s Dark And Hell Is Hot’ og ‘…And Then There Was X’ blev karrierens hovedværker.
De tre album udkom i en kort periode mellem 1998-1999 og vendte alt på hovedet. For DMX var alt andet end smooth og slikket. Han var brutalt ærlig og konstant på kollisionskurs. At lytte til de tre album fra slutningen af 90’erne er at høre en mand brænde igennem.
Det var næsten som om, rapperen fyrede al sin energi af, så hurtigt han kunne i årene 1998-99. Som om han havde holdt alle sine historier tilbage i årevis, men nu endelig kunne komme til orde.
Han flow havde noget af Tupacs utøjlede energi. Det var aldrig teknisk perfekt eller særlig elegant. Men det var intenst. Han udtrykte sig direkte, uden omveje.
Det kunne næsten lyde som om, ordene snublede over hinanden på vej ud, fordi de pressede sig så meget på. DMX rappede som en kamphund, der kæmpede mod kæderne, der holdt ham tilbage. Eller som en mand, der konstant var omringet og ledte efter en udvej.
Selv storhittende festsange som ’Party Up’ lyder mest af alt som soundtracket til, når festen er lige ved at kamme over i masseslåskamp. Det er mere rowdy block party end Puff Daddy-champagnefest.
’Party Up’ er sangen, der spiller, når naboerne tænker: Nu er det nok, nu ringer vi kraftedeme til politiet.
Dermed ikke sagt, at New York-rapperen kun var en provokatør eller en destruktiv kraft. Der var altid en poetisk sproglig dimension i de tit religiøst tonede tekster, og smerten strålede altid igennem den frembrusende energi og aggression.
Både på sange som ’Slippin’, der handler om stofmisbrug og om at miste taget om tilværelsen, og på numre som ’Damien’ og ’The Convo’, der er samtaler med henholdsvis Djævlen og Gud.
DMX’ musik skildrede en konstant kamp, hvilket ikke er så mærkeligt, når man ser på hans liv. Earl Simmons havde nemlig en særdeles hård opvækst, hvor han blev banket af sin mor, voksede op på opholdssteder og til tider var hjemløs.
Den senere rapstjerne prøvede stoffer første gang, da han var 14 år gammel, og røg ind og ud af fængsel hele livet. På mange måder var alle odds mod ham fra starten.
Der var ikke mange rappere, der talte om hårde stoffer i DMX’ storhedstid. Hvis man tog dem, var det ikke noget man skiltede med. Det var stadig generation »smoke weed everyday«, som Nate Dogg sang på Dr. Dres ’The Next Episode’. Men DMX’ overdosis viser, at stofferne altså stadig eksisterede, selv om de ikke var så synlige i hiphopkulturen.
Nu, i 2021, fylder stoffer som Xanax, MDMA, percocet og hostesaft ekstremt meget, og hiphopgenren har inden DMX oplevet en række narkorelaterede dødsfald og mistet blandt andre Lil Peep, Mac Miller og Juice WRLD.
DMX’ død kan meget vel være endnu et dystert varsel om, at det kan ende meget galt for mange af de rappere, der nu svælger i narkofascination.
Den 50-årige kunstners død er et uhyggeligt eksempel på, hvordan stoffer kan afspore et liv. Men DMX’ karriere er frem for alt et bevis på, hvor stor kunst der kan opstå, når en rapper insisterer på at fremstille sin egen rå, ufiltrerede realitet. Selv – og måske især – når den virkelighed er grim eller smertefuld.
DMX bragte det beskidte tilbage i en tid, hvor alle andre var blevet pæne. Han insisterede på at bjæffe som en hund, når de andre ville synge og danse. De andre smilede til kameraet; DMX viste tænder.
Det var der brug for dengang, og det er der vel i virkeligheden altid. For så snart hiphoppen fjerner sig for meget fra realiteten og bliver alt for pæn og poleret, bliver der brug for en kunstner, der viser vej tilbage til virkeligheden.
Vi kan kun håbe, at vi også i fremtiden får rappere, der kan gøre det på lige så skelsættende vis som DMX.