TEMA – NY DANSK RAP: I denne uge sætter vi fokus på talenterne i dansk hiphop – vi udpeger de vigtigste navne, taler med rappere og producere og dykker ned i stilskabende tendenser. Følg løbende med HER.
Det er en interessant tid på den danske hiphopscene.
De store navne, der slog igennem omkring den såkaldte grime-bølge i starten af 2010’erne, har været på scenen i over et årti.
Det kan man høre: Kesi og Gilli har udgivet mere voksne kærlighedsalbum i år, mens Hans Philip slet ikke laver hiphop mere. Samtidig er nyere navne brudt helt bredt igennem.
Lamin, Icekiid og Artigeardit har haft et stærkt år, og efterhånden har de tre artister nået samme niveau som deres lidt ældre kollegaer fra grime-generationen.
Zoomer man lidt ud og ser på de aktuelle tendenser på scenen, er billedet mere mudret.
Drill-bevægelsen er ikke for alvor blevet mainstream, Soundcloudrap og trap er ebbet lidt ud, mens den helt hårde gaderap ikke virker lige så altdominerende som for et par år siden.
Det føles som om, der er ved at ske et større stilskifte. Men mod hvad?
Det er op til den næste generation at definere, og netop det gør 2022 til et spændende tidspunkt. Det føles som en brydningstid.
Her præsenterer vi ti nye danske navne, der har potentialet til at præge hiphopscenens fremtid.
1. Mas
Mas er en flersidig og lyrisk stærk rapper, der lyder ret klart inspireret af Ukendt Kunstner og Artigeardit. Han har før forsøgt sig med autotunet trap, men er for alvor brudt igennem som en rapper, der sætter bars i højsædet. Hvilket har overbevist mange.
Mas har for nylig været gæst på Kesis seneste album ’30 somre’, og så har han fået en pladekontrakt med Def Jam, der også har folk som Lamin, Artigeardit og Carmon i stalden.
Via Def Jam har Mas netop debuteret som major label-artist med ‘Langt fra’, der er en selvsikker introduktion til hans lyriske evner. Sangen indeholder dog også et catchy, sunget omkvæd.
Tidligere i år har Mas desuden vist sin flersidighed med ep’en ‘Nylonhjerter’, der blev lavet med Bjørn fra Ung-Skab og bød på poetiske historiefortællinger og sårbare kærlighedssange.
Og apropos Bjørn, du gætter aldrig, hvem den næste rapper på listen er.
2. Bjørn
What, en surprise! Bjørn!
Og hvorfor har han så fortjent en plads på denne her liste? Fordi Bjørn har vist sig at være lidt af et multitalent. Han har for eksempel lavet førnævnte ep med Mas, hvor han blandt andet brillerer med lyrisk overskud på ‘Lanterne’: »Retter op på tingene som et glattejern / bror, det ren forretning, ny i byen, kald mig Mads Skjern«.
Men Bjørn er mere end ‘Matador’-bars.
Han har udgivet solo-ep’en ‘Vinterhi’ og er også en del af duoen Ung-Skab, der laver en følsom sammenblanding af rap og r’n’b.
Derudover har han gang i en rimelig vanvittig producerkarriere, hvor han blandt andet har lavet musik for UK-stjerner som Abra Cadabra og Blanco.
Jep, vi sagde jo, at Bjørn var et multitalent!
3. Dibset
Drill-scenen er ikke død, selv om størstedelen af det københavnske miljø omkring Miklo og TJ Mani er blevet idømt længere fængselsstraffe. Det er bare op til Aarhus’ at løfte genren.
Her er den mest interessante nye stemme Dibset, der ofte har samarbejdet med Shooter Gang.
Men hvor Shooter Gang tit placerer energi og aggression centralt i deres musik, er der en sårbar og sorgfuld side i Dibsets sange. Hør bare det storladne »mama, jeg kommer ikke hjem / for blokken er blevet varm igen«-omkvæd på 2022-sangen ‘Many Men’, der er hans stærkeste nummer indtil videre.
Dibset laver også masser af hårde, voldsomme drill-sange, men der er en melodisk understrøm hos den maskerede rapper – det minder lidt om den sorgfulde gademusik, amerikanske rappere som Lil Durk og Polo G laver.
4. O.T
Vi bliver lige i Aarhus. Og vi bliver på drill-scenen. Og vi bliver hos de maskerede rappere.
O.T er nemlig noget så sjældent som en kvindelig maskeret rapper, der efter eget udsagn ikke blev lukket ind i hiphopscenens drengeklub i Aarhus – og derfor tog sagen i egen hånd og formede pigegruppen Gang of Girls, der optræder maskeret i hendes stærke debutvideo til sangen ‘Sisterhood‘.
Stilen er hård og brutal, og teksterne kredser om samfundets skyggesider. »Jeg er overbevist om, at folk ikke vil erkende den verden, jeg kender til«, har rapperen selv udtalt til Soundvenue.
Der er næsten lidt grime (eller er det New York-drill?) over O.T’s hurtige rim. Og måske også en flig af Aarhus-godfatheren Marwans flows.
Det er hektisk og intenst; O.T lyder ikke som én, der lader sig stoppe af en lukket dør. Mere som én, der ikke tøver med at sparke døren ind.
5. Ussel
Vi ved endnu ikke helt, hvilken type kunstner Ussel er. Det ved han nok heller ikke helt selv. Og den usikkerhed er noget af det spændende ved den unge artist.
Rapperen er signet til 100blaa og Sony og vandt for nylig DR’s talentkonkurrence Karrierekanonen, hvor han til finaleshowet optrådte med popsmaskeren ‘Springer ud’. Senest har han udgivet to ret modstridende singler i form af den smadrede ‘Dåben’ med Orgi-E og den optimistiske popsang ‘En sang til min kommende kone’.
Dykker man længere ned i Ussels bagkatalog, finder man numre som den nostalgiske ‘Hjemve’, der lyder som en mere poplænende udgave af andre unge følsomme rappere som Mas og Bjørn. Tjek også den druggy trapsang ‘Tværs’.
Idérigdommen fejler tydeligvis ikke noget. Måske finder Ussel en dag en grimasse, der passer. Indtil da er det spændende nok at høre ham prøve forskellige masker på.
6. Adi$
Adi$ opnåede i første omgang succes som en del af Aalborg-trioen KDZ, der lavede melodiske, dansevenlige sange, der havde en næsten uskyldig kvalitet. Især Adi$ brændte stedvis igennem, for eksempel med det catchy omkvæd på gruppens gennembrudssingle ‘Yeye’.
Da Adi$ gik solo i foråret 2022, skete der så for alvor noget.
Debutsinglen ‘My Way’ kombinerer et behageligt soulstemmesample med et beat, der lyder lige så tungt som en bowlingkugle, der ryger ned på gulvet – og Adi$ går ind.
Fra første bar er han på krigsstien. »Adskiller mig fra aberne / mand er frisk ud af junglen, jeg har min sabel med«, lyder det.
Her er masser af tempo, stærke linjer og en energi, der er alt andet end børnevenlig.
7. Baloosh
Aarhus-rapperen Baloosh kommer fra miljøet omkring Shooter Gang og Dibset, så tematikken er ikke overraskende livet i udsatte kvarterer, konflikt med loven og så videre.
Men hos Baloosh er de fortællinger formidlet gennem en form for gennemtrængende klagesang, der lyder som en mellemøstligt inspireret variant af Jamaikas sangstil. Baloosh har både patos og sans for drama; ghettolivet bliver en græsk tragedie.
I første omgang slog Baloosh, der i øvrigt havde en fremtrædende rolle i DR-dokumentarserien ‘Ghettostjerner’, lokalt igennem med sangene ‘Soldat’ og ‘2 på 1 kubik’. Senest har han udgivet ‘Hele tiden’ med Aarhus-veteranen L.O.C., hittet med Shooter Gang-samarbejdet ‘Fortjener’ samt haft succes på egen hånd med solosinglerne ‘Bløder’ og ‘Hayati’.
Sidstnævnte har i øvrigt en musikvideo, hvor Baloosh og hans hold stopper trafikken på Storebæltsbroen. Så er stilen ligesom lagt.
8. Lace
Der er ingen tvivl om, at Lace er en stærk rapper. Det eneste lille spørgsmål omkring den københavnske kunstner er bare, om han er en lige så habil sangskriver.
I 2021 vandt han Red Bulls talentkonkurrence Ord Mod Ord med en række freestyles, der vakte mindelser om lyriske sværvægtere som Artigeardit. Samtidig har Laces flow dog også en UK-inspireret gyngende kvalitet.
Hans første officielle singleudgivelse ‘Få sekunder’ var et forsøg på en poprap-sang, hvilket tyder på, at Lace forsøger at omsætte sine lyriske evner til helstøbte sange.
Har han fundet den endelige formular endnu? Måske ikke, men potentiale er der masser af, hvilket man også kan høre på rapperens Instagram og TikTok, hvor der jævnligt uploades stærke freestylevideoer.
9. Mowgli
Mowgli rapper som om, han har lyst til at brække samtlige knogler i din krop. Men lad dig ikke slå ud af det næsten brutalt hårde flow: Han er en stærk lyriker, der samtidig har noget på hjerte.
Debutsinglen ‘Topkarakter’ fra 2021 kombinerede hans gennemtrængende vokallevering med store følelser og en stærk tekst om at beholde troen på sin egen værdi – selv efter at være blevet demoraliseret og nedgjort som skoleelev. Derefter udgav han ‘Griselda Blanco’ med Carmon.
I år har han udgivet Icekiid-samarbejdet ‘Ausfahrt’ samt den solide ep ‘Junglebogen’, der er fuld af følelsesladede, selvbiografiske fortællinger.
10. Figi
Den her er lidt et wildcard, for vi har endnu ikke hørt vildt meget fra Figi. Men det, der indtil videre er ude, viser en del råt, lyrisk talent.
Figi har blandt andet deltaget i den rent kvindelige cypher ‘Girls Got Bars’, hvor hun stak ud med fantasifulde ordspil og en stærk tilstedeværelse.
»Dukker op maskeret, jeg siger fuck din dress code / selv før 2020 lod jeg dem ikke komme tæt på«, lyder det et sted.
Siden cypheren har Figi udgivet den meget freestyle-agtige single ‘Ik bekymre dig’, hvor hun fortsætter den lyriske stil, men også synger selve omkvædet.
Figi har over sommeren indgået et samarbejde med Warner, så forhåbentlig får vi snart nogle flere sange at forholde os til.
Bonus: D1ma
Er D1ma allerede for stor til denne liste?
Måske, for den maskerede rapper og sanger har jo haft et af årets største hits i form af den uventede genistreg ‘Drøm mig væk’, der kombinerer drill-scenens sprogbrug med The Weeknds popsensibilitet og Jamaikas sorgfulde klagesang.
Ikke en blanding, nogen havde set komme – men af en eller anden grund fungerer det fantastisk, når D1ma bearbejder diverse traumer gennem en blanding af stadionstor 80’er-pop og drill.
Men stor eller ej: D1ma har jo vitterlig kun udgivet musik siden starten af 2022, så selvfølgelig skal han med på en liste som denne – i det mindste som en bonustilføjelse.
Og nu vi er ved bonustilføjelser: Den danske hiphopundergrund syder, bobler, koger og oser af talent. Så lad os lige fremhæve nogle af de talentfulde artister, der ikke kom med på den ovenstående liste.
Bonus 2: Hold også øje med
Dykker man dybere ned i Aarhus-scenen, finder man for eksempel folk som det tidligere Don Lee Barber-medlem Lee, der har søsat solokarrieren med lidt hjælp fra Ham Fra Syd.
Nu vi er ved navne fra drill-miljøet, så tjek Memz, der har et drill-undergrundshit i form af ‘Magisk’.
Lige brutalt nok? Så tjek Roselil, der har lavet sange med både Bjørn og Ussel.
Hvis du har været på TikTok (eller tjekket Spotify-charten) for nylig, er du nok faldet over GMG og deres dansevenlige poprap. I samme boldgade finder du folk som den melodiske rapper Limez og den Jimilian-inspirerede Papito fra Iswaal.
I det hele taget er mange af medlemmerne fra Iswaal-kollektivet i gang med solokarrierer. Young Juus ‘Kender ham godt’ er nok det bedste nummer fra den gruppering indtil videre.
Den Branco-inspirerede gaderap er heller ikke død! MD’s ‘Dolk’ er noget af det hårdeste danske hiphop fra 2022. Mowglis samarbejdspartner Edo6k er også et solidt navn i denne kategori, og det samme er Lay og Don Eazy. »Den der vest beskytter ikke din næse«, rapper sidstnævnte et sted.
Mere melodisk bliver det hos NS Gang-medlemmet Luko, der gav en overbevisende gæsteoptræden på det seneste Sivas-album – eller hos Tkay, der leverede en stærk debut i form af ‘Poppin’ i 2021.
Den unge Yebarow har samme evne til at skifte fra bars til sang. Tjek videoen til ‘Zonen’ som bevis.
Decideret festligt bliver det hos Ailin, der fortsætter stilen fra folk som Sandra Hussein og Amina. Babyface Mo lyder stilsikker og lidt slikket, men hvis det bliver for slikket, får du attitudefuld sexrap a la Megan Thee Stallion hos Sosa.
UK-inspirationen dukker også op flere steder. Som i Pvsos lyriske gaderap. Andre steder bliver det helt fransk – på den pulserende måde – som hos Magzim og Zuuz.
Soundcloud-rap er ikke død, men det er fandme tæt på. Hvis du alligevel skal have nogle Xanax-bars, kan 912 Maxi dække dit forbrug.
Hvis du stadig mangler mere ny dansk rap, kan du jo tjekke vores seneste liste fra 2020, der også havde massevis af anbefalinger.