Taylor Swift har travlt for tiden.
I nyere musikhistories måske største power move er hun i fuld gang med at genindspille sine seks første studiealbum, hvoraf to af disse nye versioner landede så sent som sidste år.
Vel at mærke kun et år efter, at hun i 2020 tog røven på os alle sammen ved at udgive ikke bare ét, men to indiefolk-album skrevet og indspillet under lockdown.
Hendes proppede kalender har imidlertid ikke holdt den evigt produktive popstjerne fra at skrive nyt materiale, og det er næppe gået nogens næse forbi, at Swift for to uger siden udsendte sit tiende studiealbum, ’Midnights’. Og det bliver ved og ved med at sætte nye rekorder.
Men hvordan spiller ’Midnights’ op imod Swifts resterende katalog?
Det ser vi nærmere på her, hvor vi har rangeret hendes ti album fra værst til bedst – eller i Swifts tilfælde nærmere fra middelmådigt til mesterligt.
10. ‘Taylor Swift’ (2006)
Taylor Swift var kun 16 år, da hun udsendte sin debut. Derfor er det også svært at se sig alt for sur på dette lille dusin sange, som dog alligevel står tilbage som Swifts mest intetsigende album.
En habil smagsprøve med begrænset replay-værdi, der i sine bedste stunder viser glimt af Swifts eminente talent for historiefortælling, men som klinger lidt for meget af både børne-MGP og disneyficeret romantik til for alvor at kunne måle sig med hendes efterfølgende udgivelser.
Bedste sang(e):
Swifts karriere kunne ikke være kommet meget bedre fra start end med triaden af ’Tim McGraw’, ’Picture To Burn’ og ’Teardrops On My Guitar’, der åbner debutalbummet med et brag.
9. ’Lover’ (2019)
Hverken før eller siden har der været så svimlende langt mellem de gode og dårlige stunder på et Taylor Swift-album.
Titelnummeret er det tætteste, Swift er kommet på sine country-rødder i årevis, og det klæder hende. Det samme gør hendes flirten med synthwave på ’The Archer’ og den smittende eufori på kærlighedserklæringen ’Paper Rings’, der næsten ser hende gå poppunk.
Desværre holdes disse glimrende øjeblikke nede af karrierelavpunkter som ’You Need To Calm Down’ og den lalleglade ’London Boy’, der tegner et så karikeret portræt af engelsk kultur, at det kunne have været en ’Saturday Night Live’-sketch.
Og hvem kan glemme den bombastiske, pastelfarvede single ’Me!’, hvis lyrik var så overgearet, at Swift faktisk endte med at fjerne nummerets mest forhadte tekstbid, før albummet overhovedet udkom?
Det 18-numre lange ’Lover’ er måske ikke Swifts værste album, men det er uden tvivl hendes mest frustrerende. For det havde potentialet til at blive et af hendes bedste.
Bedste sang:
’Cruel Summer’ burde have været ’Lover’s første single, for den knuselskelige popsmasker er med længder albummets bedste.
8. ’Speak Now’ (2010)
Swifts tre første plader kan betragtes som en slags trilogi, der ser den unge stjerne finde gradvist fodfæste i country-genren, før hun i sidste ende alligevel overgav sig til popmaskinen – og hvad angår kvaliteten af sangskrivningen er denne tredje og sidste installation måske faktisk trilogiens bedste.
Alligevel er det lidt som om, at fanfavoritten ’Speak Now’ falder mellem to stole. Forgængeren ’Fearless’ var charmerende uskyldig og sikrede Swift sit kommercielle gennembrud. Efterfølgeren ’Red’ var anderledes modent og markerede hendes transition til full-blown popstjerne.
’Speak Now’ gjorde ikke rigtig nogen af delene, og derfor føles det i retrospekt også mest af alt bare som et led i hendes musikalske og personlige udvikling.
Bedste sang:
John Mayer-slagtningen ’Dear John’ blev albummets største hit, og man forstår udmærket godt hvorfor.
7. ’Reputation’ (2017)
I 2022 kører Swift sig ganske vist i stilling som antihelten, men i 2017 var hun skurken.
Det mente hun i hvert fald selv, da hun udsendte sit hævngerrige og konfrontatoriske sjette album, ’Reputation’. En musikalsk fuckfinger til hendes kritikere (og til Kanye West), der nok mest af alt vil blive husket for sine malplacerede trap-inspirationer og sin tåkrummende ’I’m Too Sexy’-interpolering på førstesinglen ’Look What You Made Me Do’.
Det er et eller andet sted ærgerligt, for bag disse fejltrin gemmer sig noget af Swifts bedste materiale. Tag bare den smaskforelskede (eller måske bare liderlige) ’Gorgeous’, den hudløst ærlige ’Delicate’ eller i særdeleshed ’Getaway Car’, der fortsætter synthpop-stilen fra ’1989’ med manér.
‘Reputation’ er en kontroversiel størrelse. Men det er ikke så slemt, som det nogle gange bliver gjort til.
Bedste sang:
Foruden ovenstående højdepunkter fortjener også lukkeren ’New Year’s Day’ et skud ud for at sætte et tiltrængt skrøbeligt punktum for et album, der ellers langt hen ad vejen nægter at sænke paraderne.
6. ‘Evermore’ (2020)
Okay, bær lige over med den blasfemiske sammenligning:
Da Radiohead i 2000 udsendte deres seismiske hovedværk ’Kid A’, blev deres kompromisløse elektroniske venstresving øjeblikkeligt et musikhistorisk øjeblik. Da de året efter fulgte albummet op med det givetvis lige så eksperimenterende ’Amnesiac’, føltes udgivelsen ikke nær så skelsættende.
Det samme kan siges om ’Evermore’. For ligesom ’Amnesiac’ udgøres af det overskydende materiale fra ’Kid A’-sessionerne, ligger Swifts niende album i direkte forlængelse af samme års ’Folklore’, der for altid vil blive husket for det radikale hamskifte, der var Swifts kovending mod indiefolk.
Misforstå mig ikke: Swift stilskifte var kærkomment, og jeg klager ingenlunde over, at vi fik mere af samme skuffe på ’Evermore’. Men det bliver ’Folklore’, der kommer til at gå over i historiebøgerne.
Bedste sang:
Fun fact: ‘Evermore’ er det Taylor Swift-album, der har flest features. Blandt andet endnu en veloplagt gæsteoptræden fra Bon Ivers Justin Vernon på det afsluttende titelnummer, der igen understreger parrets sublime kemi.
5. ‘Fearless’ (2008)
Debutsinglen ’Tim McGraw’ gjorde Swift berømt, men det var karaokeklassikere som ’Love Song’ og ’Fifteen’, der gjorde den unge country-spirer til et household name.
Ja, Swifts andet album er lige lovligt blåøjet og sukkersødt. Måske endda en kende formularisk. Men det er også en bedårende tidskapsel fra en simplere tid, hvor hverken vi eller Swift endnu havde stiftet bekendtskab med voksenlivets strabadser, og af den grund vil ’Fearless’ altid være værd at genbesøge.
Bedste sang:
’You Belong With Me’ var i forvejen albummets stærkeste nummer, og den elskværdige highschool-fortælling blev på en eller anden måde kun endnu bedre, da Swift sidste år genindspillede nummeret til ’Fearless (Taylor’s Version)’.
4. ‘Midnights’ (2022)
Swifts seneste album er også et af hendes bedste. Ikke siden 2014 har hun skrevet så god popmusik.
’Midnights’ fungerer som en slags foreløbig kulmination på hendes karriere, der på tværs af 13 koncise numre samler alt det bedste fra hendes udgivelser hidtil: popperfektionen fra ’1989’ (Anti-Hero’), inderligheden fra ’Folklore’ (’Sweet Nothing’) og selvsikkerheden fra ’Reputation’ (’Vigilante Shit’).
Og lad mig så lige slå endnu et slag for albummets udvidede ’3am’-version, der indeholder nogle af Swifts mest interessante udskejelser nogensinde.
Bedste sang:
Førstesinglen ’Anti-Hero’ er alt det, et Taylor Swift-hit skal være: Humoristisk, selvudleverende og frem for alt umulig at få ud af hovedet efter bare en enkelt afspilning.
3. ‘Red’ (2012)
På sit fjerde album begyndte Swift for første gang at vrage country-anerne til fordel for popmusikken, og selv de mest indædte country-fans måtte overgive sig til det spraglede storværk, der var ’Red’.
Men det er ikke kun stilmæssigt, at ’Red’ adskiller sig fra de tre forudgående plader. På breakup-ballader som ’We Are Never Ever Getting Back Together’ og titelnummeret fremstår Swift mere moden og reflekteret, og det glansbillede af kærligheden, hun tegnede på ’Love Story’, synes pludselig meget langt væk.
’Red’ var albummet, hvor Swift blev en popstjerne. Men det var også albummet, hvor hun blev voksen.
Bedste sang:
Intet nummer stadfæster Swifts sangskrivertalent bedre end ‘All Too Well’, og det gælder ikke mindst sangens mytiske ti-minutters version, der sidste år endelig så dagens lys med udgivelsen af ’Red (Taylor’s Version)’.
2. ‘Folklore’ (2020)
Såkaldte lockdown-album blev i 2020 nærmest en genre i sig selv, og ’Folklore’ må et eller andet sted betragtes som bevægelsens absolutte hovedværk.
Især The Nationals Aaron Dessner sætter med sine hyperintime produktioner et vidunderligt aftryk på albummet, hvis narrativer spænder fra historiske skikkelser til fiktive trekantsdramaer. Aldrig har Swift strålet mere som sangskriver, og de engagerende fortællinger kommer kun mere til deres ret i ’Folklore’s afdæmpede arrangementer.
Swifts transition fra country til pop på ’Red’ er allerede ikonisk i populærkulturen, og med tiden kan hendes indiefolkede detour på ’Folklore’ meget vel ende med at blive det samme.
Bedste sang:
Hot-take: ‘Peace’ er ikke bare det bedste nummer på ’Folklore’, men Swifts mest undervurderede nummer til dato.
1. ‘1989’ (2014)
’1989’ er tidløs popmusik af fineste karat. En gedigen magtdemonstration i at kreere ørehængere uden nogen sidste salgsdato, der cementerede hendes status som en af nyere tids bedste hitsnedkere.
Med fremragende produktioner fra blandt andre Max Martin og Jack Antonoff serverer Swift popperfektion på snart sagt samtlige numre. Mere end noget andet føles ’1989’ som en greatest hits-opsamling.
’Blank Space’ og ’Shake It Off’ blev måske nok albummets største hits, men der er ærligt talt ikke et eneste omkvæd her, der ikke kunne have fundet vej til toppen af Billboard-listerne. Uanset om vi så snakker singlefavoritter som ’Wildest Dreams’, deep cuts som ’I Know Places’ eller for den sags skyld bonusnumre som ’New Romantics’.
’1989’ er uimodståeligt.
Bedste sang:
Den forførende ’Style’ er ikke blot albummet højdepunkt, men står tilbage som en af det forgange årtis bedste popsange overhovedet.