’Carmen Curlers’ sæson 2: DR’s hårhitserie drukner i sidehistorier og samfundsrelevans
»Welcome to Carmen!«
Ja, efter seks hæsblæsende uger i DR’s fængselsserie ’Huset’ er vi nu tilbage på curlerfabrikken hos de lyserøde damer i Kalundborg. Tilbage hos Axel Byvangs (Morten Hee Andersens) ukuelige iværksætterdrømme om at smukkesere og frigøre tid for hele verdens damer og samtidig blive en global forretningssucces.
I første sæson kæmpede Axel for at få sine elektriske papillotter Carmen Curlers til at virke og vinde opmærksomhed, og i sæson to vil han nu lykkes med at overtage verdensherredømmet. Og han starter med den umulige drøm: Amerika.
Hovedforfatter Mette Heenos dramaserie ’Carmen Curlers’ fik premiere for nærmest præcis ét år siden og fik ros her på Soundvenue for sin friske idé og sit humørfyldte univers, der stod i stærk kontrast til DR’s bugnende kartotek af alvorstunge søndagsserier. Som en ’Mad Men’ møder ’Krøniken’ lykkedes ’Carmen Curlers’ med et indbydende 60’er-univers fuld af charme, gåpåmod og et skvæt samfundsoprør.
Men mod slutningen af første sæson blev formularen for Axels forretningseventyr også noget genkendelig: Carmen Curlers står over for sin næste store milepæl. Lige pludselig ser det hele ud til at gå galt. Kvart i krise får Axel en fiks idé, ofte inspireret af sin frisørmakker Frans (Nicolai Jørgensen) eller personalechef Birthe (Maria Rossing), og så bliver dagen reddet alligevel.
Med undtagelse af et fantastisk sjette afsnit om Frans’ møde med det homoseksuelle miljø i København, mistede DR’s satsning hurtigt tempoet.
Måske er det også derfor, at sæson to tydeligvis har skruet op for sine ambitioner ud i samfundsskildringen. Hvis første sæson satte 60’ernes omvæltninger på landkortet, besøger sæson to hvert eneste af dette landkorts provinsbyer.
Jeg nævner i flæng: Den noget usympatiske forretningsmand i Axel torpederer derud af, men den følsomme Axel må konfrontere sin ensomhed og manglende evner som far. Seriens egentlige hjerte Birthe er vendt tilbage som chef for fabrikken, men kæmper med ulydige medarbejdere og for at bevise sig over for en mandschauvinistisk medchef.
Og så er der alle de andre problematikker: Birthes søn Svend er forelsket i Kirsten og københavnerdrømme, mens datteren Kathrine serverer stadig på Grand og skal finde sit ståsted. Frans har undertrykt sin homoseksualitet og skal være far, rivalen Poul er gemt væk på et nervesanatorie, og unge, smukke Eva har efter sidste sæsons traumatiske abort nu forelsket sig i en amerikaner.
’Carmen Curlers’ ville da også mangle kant, hvis den forholdt sig lalleglad og blind til sin samtid. For ikke bare blev den virkelige fabrik i Kalundborg en katalysator for danske kvinders indtræden og værdi på arbejdsmarkedet – i serien bliver den også et billede på kvindefrigørelsen uden for storbyens porte.
Men skæbnehistorierne i anden sæson ’Carmen Curlers’ bliver simpelthen for omsiggribende. Fordybelsen gået tabt. Styrken i Frans’ særafsnit fra forrige sæson var nemlig ikke kun portrættet af et tabu, men også helligelsen til én karakter og hans skæbne. Sæson to lander i en sø af sidehistorier, der føles langt fra fabrikken. Som om DR’s public service-tungsind har lagt sig som en skygge over den lille solskinshistorie.
Og det er ærgerligt, for ’Carmen Curlers’ har stadig et inciterende univers: et på overfladen konservativt dansk bysamfund, hvor man lige under overfladen ikke er bange for at have det sjovt, tænke anderledes, drømme stort og tage chancer.
Serien er derfor stadig stærkest i de legende momenter, som når Axel transformerer Grand til en syndig horebule, eller når Birthe giver slip på dansegulvet til tonerne af ’It’s a Man’s World’.
’Carmen Curlers’ er stadig gedigen søndagsunderholdning. Jeg ville bare ønske, at serien i sæson to havde turdet være lige så legesyg, charmant og selvsikker, som vi ved, den kan være.
Kort sagt:
I et hav af sidehistorier om samtidens forandringer mister ’Carmen Curlers’ sæson 2 ankeret til den egentlige historie om det danske forretningseventyr og dens hovedpersoner.