UDGIVELSERNE, DER SMADREDE EN KARRIERE. Nogle gange kan en enkelt udgivelse spænde ben for en hel karriere, om det så drejer sig om et destruktivt diss-track eller bare et elendigt album. I denne serie dykker vi ned i en række af disse udgivelser.
Popmusik havde det sjovt i starten af 2010’erne. Lidt for sjovt.
Tænk Katy Perry parret op med Dr. Luke og Max Martin, og du har lyden af en æra, der skruede så højt op for stadionpoppen, at resten af verden forsvandt.
»You make me feel like I’m living a teenage dream«, sang Perry og beskrev dermed tidens ekstase. Alt var en kåd drøm, intet var finanskrise.
Enter: Lorde. En ung newzealænder, der blev signet af Universal som 13-årig og lukkede dysterheden ind i popmusikken med først ‘Pure Heroine’ i 2013, siden ‘Melodrama’ fire år senere.
Hun lagde fundamentet for Billie Eilish og Olivia Rodrigo. Og hun er blevet forgudet for det.
Lorde tappede ind i den ængstelighed, der stille og roligt indtog poppen i løbet af årtiet. Hun var lyseslukkeren, der fik alle til at opsøge mørket. Vi elskede Lorde, det gjorde vi virkelig.
Altså lige indtil hendes tredje album. Dét album. Med dét cover.
Hvad gik forud for albummet?
Ella Marija Lani Yelich-O’Connor, der meget fornuftigt opfandt et kunstnernavn, slog igennem i en tidlig alder.
16 år var hun, da hun udgav ‘Royals’, sin første single. Og sit største hit til dato med over en milliard streams på Spotify alene. Men det var ikke bare en single, det var en krigserklæring.
Produktionen var helt nøgen, alt overflødigt skåret væk. Lorde knipsede med fingrene, mens hun sang om ikke at føle sig set i tidens pengebesatte popmusik.
»We don’t care«, meddelte hun Katy Perry og alle andre. Syng om noget andet end diamanter og luksusferier på eksotiske øer.
Albummet ‘Pure Heroine’ fulgte op med mørke indblik i et forstadsliv, hvor man elsker at slås og er der for hinanden. Men også er ensom og udenfor.
Det var pop, men uden luksus. Produktionerne lagde sig mere op ad elektronisk musik end ad Max Martin, overalt var der plads i lydbilledet.
Det var lyden af en revolution, og selvfølgelig blev Lorde bedt om at kuratere soundtracket til den tredje ‘Hunger Games’-film. Hun var blevet billedet på teenageren, der vågner op af sin søvn og gør oprør.
Decideret snerrende lød hun et par år senere på ‘Green Light’, førstesinglen fra ‘Melodrama’. Nu havde hun allieret sig med Jack Antonoff, så lyden var fyldigere, men mørket intakt.
‘Melodrama’ handlede om »all of the things we’re taking cause we are young and we’re ashamed«, som hun sang på ‘Perfect Places’, om at være for meget og for lidt.
I 2020 kårede Rolling Stone det som et af de 500 bedste album nogensinde. Lorde var nået til tops.
Men hun lignede ikke en, der brød sig om at være der. Så hvordan kommer man ned igen? Ved at lade sig falde. Meget, meget dybt.
Challenge accepted.
Hvorfor var albummet så ødelæggende?
Først udskød Lorde ‘Solar Power’ på ubestemt tid. Hendes hund var død. Nye tider.
I stedet udgav hun en rejsebog om Antarktis. Måske var det der, midt i planetens kummefryser, at hun blev færdig med mørket. I hvert fald vendte hun tilbage som en forandret sjæl.
Coveret til ‘Solar Power’ landede tre dage inden udgivelsen i sommeren 2021. Det var øjeblikkeligt ikonisk. Men også forvirrende.
Solen, stranden, den kække nøgenhed. Hvem var det her?
Hvis der var én kunstner, det i hvert fald ikke kunne være, var det Lorde. Men jo. 10’ernes ængstelige rebel havde indledt 20’erne med at vende oprøret indad mod sig selv.
»All the music you loved at 16, you’ll grow out of«, sang hun nu med Lana Del Rey i indbakken på ’Stoned at the Nail Salon’. Hun var videre. Farvel til ‘Pure Heroine’, farvel til Lorde, som vi troede, vi kendte hende.
Og farvel til dig, der typecastede hende som lynafleder for en hel generation: »If you’re looking for a saviour, well, that’s not me. You need someone to take your pain for you, well, that’s not me«.
Goddag, til gengæld, til akustiske guitarer, fløjte og et titelnummer, der kun lige akkurat ikke var George Michaels ‘Freedom! ’90’.
Hverken kritikere, hitlister eller fans forstod det. Med ét gik Lorde fra at kæmpe om poptronen til at ligne en, der havde en større fremtid inden for salg af krystaller.
Hun havde saboteret sig selv fuldstændig. Ville nogle sige. De fleste, nok. For mig at se – hot take – var konklusionen en anden.
Hvad har albummet betydet for Lorde?
Jeg købte aldrig helt fortællingen om Lorde som poppens Katniss Everdeen, en hårdkogt oprører.
I mine øjne lød teksterne på ‘Pure Heroine’, som om de var skrevet af en, der lige havde læst J.D. Salingers ‘The Catcher in the Rye’. Hvilket hun også havde.
Først med ‘Solar Power’ føltes Lorde afslappet i sin rolle, nu som en slags visdommens kilde for unge kvinder. I min bog er det hendes bedste album, særligt første halvdel.
Men når folk drømmer om, at Lorde vender tilbage i 2024, er det ret tydeligt, at de drømmer om, at hun også vender tilbage til tiden før ‘Solar Power’.
Det er jeg ikke sikker på, hun kan. Albummet blev jo ligesom brugt på at sige, at hun ikke var den person eller kunstner mere. At hun faktisk ikke brød sig om at være det.
‘Solar Power’ satte Lorde fri af en rolle, som hun nok ikke var helt alene om at definere, da hun blev signet som 13-årig. Hun stak en kæp i hjulet på sin status som popstjerne, til gengæld lød hun i mine ører mere autentisk end nogensinde.
Det er også en slags valuta i poppens verden.
Tidligere artikler i serien ‘Udgivelserne, der smadrede en karriere’:
Med ’The Big Day’ gik Chance the Rapper fra at være ’den nye Kanye’ til ugens joke
‘Whole Lotta Red’: Sådan blev Playboi Cartis punkrap-mareridt en kultklassiker på bare to år
‘Call Me Maybe’ brændemærkede Carly Rae Jepsen som evigt one hit wonder – men hun er så meget mere
Hvem havde troet, at Drake kunne ødelægge en karriere med en enkelt sang?
’The Story of Adidon’: Drake var flyvende – lige indtil Pusha T fandt haglgeværet frem
Det var meningen, Chief Keef skulle være den nye 50 Cent – indtil ‘Bang, Pt. 2’ smadrede alt
Arcade Fire var indierockens frelsere – lige indtil det gammelmandssure ‘Everything Now’