Her er halvårets 15 bedste tv-serier

Der var hård konkurrence om pladserne på vores liste over de bedste serier fra de første seks måneder af 2015. ’Game of Thrones’ og ’Orange Is the New Black’ er med på ydermandaterne, mens topplaceringen går til en forrygende Comedy Central-komedie.

15. ’Mozart in the Jungle’ sæson 1

Amazon satte sig for alvor på landkortet sidste år med ’Transparent’, vores førsteplads på listen over de bedste tv-serier i 2014.

Fra samme pilotbatch som ’Transparent’ udsprang ’Mozart in the Jungle’, og som Jill Soloways komediedrama om en transperson og hendes børn levede komedieserien om sex, stoffer og klassisk musik i New York mere end op til forventningerne.

’Mozart in the Jungle’ er en mere rendyrket komedieserie end ’Transparent’, og med sit usædvanlige miljø og sine elskværdige karakterer er den svær at stå for. Gael García Bernal giver den hele armen som excentrisk dirigent, og hans storskrydende attitude og krøllede hjerne, der vender op og ned på et anerkendt, men lidt forstenet symfoniorkester, er hele serien værd. Også Lola Kirke som den håbefulde oboist Hailey er dog et sympatisk indslag, og i det hele taget er dens dechifreringer af orkestrets hiearkier og quirks virkelig veloplagte.

Første sæson havde måske lovlig mange udsving, men den føltes alligevel som et friskt bud på komedieserien anno 2015: Legesyg og uforudsigeligt løsrevet fra faste dramaturgiske former.

14. ’Game of Thrones’ sæson 5

Det er svært at placere ’Game of Thrones’ på en liste som denne. Er fænomenet ’Game of Thrones’ et højdepunkt på tv-året? Ja! Leverer den konsekvent nogle af årets mest uforglemmelige øjeblikke i et stykke fiktion overhovedet? Ja! Vil den, når den engang lakker mod enden, blive husket som en af HBO’s hovedværker? Utvivlsomt.

Men til denne lejlighed må man prøve at vurdere sæsonen isoleret – og holde den op mod seriens topniveau og øvrige ombæringer. I det lys kommer vi ikke uden om, at sæson fem var et ujævnt træk. De første afsnit var træge, og lidt for ofte følte man sig som tilskuer til tilbageholdende landevejskørsel, mens man utålmodigt ventede på bjergetapen.

Hovedforfatterne Weiss og Benioff formår ikke konsekvent at puste liv i de scener, som primært har til formål at føre fortællingen videre til næste kapitel, og for hyppigt bliver der snakket, uden at man fornemmer, at der er noget på spil. Det subtile politiske rænkespil er druknet en smule med sparrows i Westeros og Sons of the Harpy i Mereen.

Alt dette er dog naturligvis tilgivet, når serien leverer tre så mesterlige afsnit som i slutningen af sæson 5. Med slaget ved Hardhome i afsnit 8, oprøret mod Daenerys i afsnit 9 og de åndeløst spændende begivenheder i sæsonfinalen leverede ’Game of Thrones’ noget af halvsæsonens bedste tv-drama. Alle de væsentligste hovedpersoners skæbne blev sat på spidsen – og afslutningen efterlod utallige spørgsmål, som man næsten ikke kan vente med at få svar på.

13. ’Orange Is the New Black’ sæson 3

Hvis hele tredje sæson af Netflix’ fængsels-dramedy havde holdt samme niveau i første halvdel som i sidste, ville den have lagt sig lunt i svinget til end højere placering. For som vi har skrevet om her, skete der virkelig ting og sager fra syvende afsnit, efterhånden som halvdelen af fængslet besluttede sig for at blive jøder, Piper søsatte sin forretning med brugte trusser, og Suzanne blev feteret erotisk forfatter.

Her kom tredje sæson op i samme kadence som de to foregående, og når Jenji Kohans serie er bedst, har den en varm og humoristisk-humanistisk understrøm som ingen anden serie. Men det er ikke godt nok at lave fem-seks så sløset ufokuserede afsnit, som ’Orange Is the New Black’ sendte sin tredje sæson i vejret med, og det gjorde helhedsoplevelsen halvkvædet.

Til gengæld er det meget godt gået at spille sig tilbage blandt årets bedste serier på blot en halv sæson.

12. ’Girls’ sæson 4

Lena Dunhams serie om fire snotforkælede newyorkerveninder deler i stigende grad vandene, og nogle er stået af på dens navlepillende, alt for selvbevidste flimsiness.

Men fjerde sæson understregede, at Dunham stadig formår at skrive forrygende veloplagt dialog og tegne et præcist portræt af en identitetssøgende storbygeneration, for hvem friheden og de uanede muligheder bliver et fængsel.

Sæsonen startede stærkt med Hannahs eventyr på forfatterskole i Iowa, og det var umiddelbart ærgerligt, da serien backtrackede sin hovedperson til veninderne i New York. Til gengæld fandt den nye, interessante fokuspunkter. Både af større karakter – som spillet mellem Adams nye kunstnerkæreste Mimi-Rose og en jaloux Hannah – og mindre, men opsigtsvækkende bihistorier: Carolines heftige hjemmefødsel med et sublimt undervandsskud af Jessa i badekarret og Tads følsomme ud af skabet-historie.

’Girls’ ved til stadighed ikke, hvad den skal stille op med Marnie, som tester tålmodigheden, men til gengæld fandt både Ray (som lokalpolitisk aktiv) og Shoshanna (i jobsøgningmareridt) mere fodfæste.

Med sit lettere tråd var fjerde sæson en slags tilbagevenden til tonaliteten fra første sæson, og det klædte så afgjort serien.

11. ’Better Call Saul’ sæson 1

Vince Gilligan og Peter Goulds spinoff til ’Breaking Bad’ startede sløjt som en lidt for kalkuleret billigudgave af den mesterlige fortælling om Walter White: Med truende gangstere i ørkenen og ynkelige hustlers på afveje føltes det som lidt for meget af det samme.

Efterhånden fandt serien dog sin egen stemme og udviklede sig til et nærværende karakterstudie af den godhjertede advokat med moralsk vildfarelse både i bagagen og fremtidsudsigterne. Bob Odenkirk indgød nye dimensioner i figuren, og serien turde – som ’Breaking Bad’ – tage overraskende fortællemæssige valg, mest markant i afsnit seks (sæsonens afgørende vendepunkt), som fuldstændigt var helliget Mike Ehrmantraut med det fængslende stenansigt.

Jimmy McGills eksistentielle valg mellem et liv som regelret advokat eller skruppelløs hustler blev i løbet af sæsonen sat fint på spidsen. Og så er ’Better Call Saul’ ligesom ’Breaking Bad’ en af tidens mest æstetisk veldesignede serier.

10. ’Louie’ sæson 5

Louis C.K.’s forrige, fjerde sæson af hans geniale FX-serie var den mest radikale hidtil. I en lidt uforklarligt opbrudt struktur hang adskillige af afsnittene sammen i større handlingsklumper, og hele seks afsnit (tilsammen en spillefilm!) var dedikeret til Louies lovlig sukkersøde romance med en stum østeuropæisk kvinde.

I den nye, femte sæson var ambitionsniveauet på en måde sænket igen. Det var den hidtil korteste med blot otte afsnit, og den vendte tilbage til den mere løsrevet episodiske stil, der kendetegnede de første sæsoner: Otte kapitler formet af Louies mærkelige møder med verden omkring ham.

Louie blev sat på en hård prøve i konfrontationen med på overfladen utiltalende typer som sin søsters ekskæreste (i afsnit 3, ’Cop Story’) og en brovtende komikerkollega (i afsnit 8, ’The Road: Part 2’). Som oftest er det dog Louie, der ender med at være røvhullet, og midt i seriens underspillet livskloge situationsbeskrivelser får den tegnet et melankolsk portræt af en udmattet mand, som har svært ved at nyde livet.

Femte sæson bød desuden både på glimrende øjeblikke mellem Louie og hans døtre og Louie og Pamela, to relationer, som altid har hørt til seriens højdepunkter. Og den var generelt mere fokuseret på jokes end på drama end forrige sæson, som eksemplificeret ved ovenstående latrinært lattervækkende skidescene.

9. ’Inside Amy Schumer’ sæson 3

Komikeren Amy Schumer har indiskutabelt været woman of the hour i forårets amerikanske tv-sæson. Sketchene ’Football Town Nights’, ’12 Angry Men Inside Amy Schumer’ og ’Last Fuckable Day’ blev instant classics på nettet, og hendes cocktail af prominente gæsteoptrædener, direkte humor og et knivskarpt take på kønsdiskussionen ramte – og definerede – tidsånden mere end noget andet stykke populærkultur i årets første halvdel.

Det er interessant, hvordan et sketchshow, der allerede har kørt to sæsoner (vi havde sæson 2 på vores liste over de bedste tv-serier i hele 2014), pludselig eksploderer, selvom opskriften på papiret er uforandret. Men i Schumers tilfælde skyldes det formentlig især, at hun med sæson tre blev mere kønspolitisk pågående end tidligere, hvilket både har været styrken og svagheden i sæson 3.

Flere af hendes sketches virker en tand for didaktiske – som om budskabet var vigtigere end komikken – og når man ser de fulde afsnit, som kombinerer sketches, standup og manden på gaden-interviews, er der pletskud, men absolut også svipsere.

Det ændrer dog ikke på, at den bramfri komiker er blevet en central stemme, når det kommer til køn, medier og Hollywood. Og når den første backlash rammer, som den for nylig gjorde mod Schumer, ved man, at man har gjort noget rigtigt.

8. ’Togetherness’ sæson 1

Det er svært at pinpointe helt nøjagtigt, hvad Mark og Jay Duplass’ HBO-serie gør så godt: Det er ikke årets sjoveste serie. Dt er ikke årets dybeste serie. Det er ikke årets flotteste serie, og det er heller ikke årets bedst skrevne på replikniveau. Selv præmissen lyder tvivlsom: Et ægtepar, Brett og Michelle, huset fyldt, da Bretts bedste ven Alex og Michelles søster Tina flytter ind på samme tid.

Alligevel rammer den et særligt følsomt punkt igennem sine otte korte afsnit om fire mennesker, der er halvvejs i livet og stiller spørgsmålstegn ved, om de er det sted, de gerne ville være. Passionen mellem Brett og Michelle er druknet i babygylp, Alex er tæt på at opgive sin drøm om at blive skuespiller, og Tina er måske knap så ungdommeligt lækker, som hun var engang.

Som vores anmelder skrev i sin femstjernede anmeldelse:

»’Togetherness’ er afsindigt rørende, og hvis du kan komme igennem første sæsons otte afsnit uden at 1) græde og 2) grine højt, må du være gjort af et helt, helt andet stof end Brett, Michelle, Tina og Alex. Og mig«.

7. ’The Jinx’

’The Jinx’ skabte tv-historie i år, og alene af den grund fortjener den en høj placering på listen. Hvor mange dokumentariske fortællinger kan bryste sig af at have skabt et øjeblik, som fordrer, at lærebøgerne skrives om?

Heldigvis er slutningen på HBO’s miniserie om rigmanden Robert Durst, der er under mistanke for tre mord, men aldrig dømt for nogen af dem, ikke det eneste, der er at komme efter i Andrew Jareckis miniserie. Den er æstetisk gennemført og udsøgt fortalt, så neglebidende spændende som en hvilken som helst thriller.

Den landede heldigt i kølvandet på podcastfænomenet ’Serial’, men demonstrerede hurtigt, at den kunne stå på egne ben med sin enigmatiske hovedperson som det altoverskyggende fascinationspunkt. Har man først kigget Robert Durst i øjnene, glemmer man dem ikke igen.

Rygterne svirrer om en sæson 2, hvilket umiddelbart lyder som en dårlig idé, med mindre der virkelig er et spændende efterspil at berette om. Hvorfor ellers ikke lade dette dokumentarhovedværk stå for sig selv?

6. ’Looking’ sæson 2

Det er svært at holde tanken ud om, at HBO har lukket sin serie om tre homoseksuelle venner i San Francisco, just som den havde fundet sin egen, unikt følsomme stemme. I det mindste får vi en slags tv-film at afrunde historien om Dom, Patrick og Agustín – og deres turbulente kærlighedsliv, professionelle liv, liv i det hele taget – men det føles alligevel som lidt af et svigt.

Mens Patrick stod frem som den eneste virkelig spændende karakter i sæson 1, gav anden sæson et mere fuldtonet billede af ensemblet. Man kom især under huden på den flakkende kunstnersjæl Agustín, der helligede sig socialt arbejde med hjemløse (og en fling med den bamsede Eddie), men også Dom og hans restaurant- og kærestekvaler med den ældre Lynn blev mere vedkommende.

Dom og Patricks roadtrip med veninden Doris til hendes fars begravelse i afsnit ni var rørende og elegant, og Patricks splittelse mellem hans engelske chef, Kevin, og hans gamle flamme Richie fik følelserne i kog blandt ’Looking’s dedikerede fanskare.

’Looking’ er en speciel størrelse, et slice of life-drama i komedieformatets halve time, men på kort tid får den sagt mere end de fleste wannabe-eksistentielle dramaserier. Anden sæson var helt på højde med filmen ’Weekend’ (instrueret af Andrew Haigh, som også er en af hovedmændene bag HBO-serien), og det siger ikke så lidt.

5. ’Silicon Valley’ sæson 2

’Silicon Valley’ er, rent ud sagt, hysterisk morsom. Det var svært at forestille sig, at sæson 2 kunne overgå den barberbladsskarpe første sæson om Pied Piper-nørderne og deres aspirationer efter at slå igennem i hård kamp mod onde, Google-agtige konglomerater.

Men hovedforfatterne John Altschuler, Mike Judge og Dave Krinsky overgik sig selv, og særligt takket være et par fuldstændigt brillante afsnit mod slutningen af sæsonen nåede ’Silicon Valley’ hidtil uanede højder: Retssagen mod Hooli, der gled over i Pied Pipers uventede streaming-hit med en ørnerede og en såret tekniker, var en tour de force i velskrevet komik.

Hvor første sæson levede højt på sin standout-karakter i den hæmningsløse Erlich, fik anden sæson for alvor greb om nuancerne blandt Pied Piper-nørderne: Had-kærlighedsforholdet mellem nørderne Dinesh og Gilfoyle og skitseringen af den politisk korrekte CFO Jared, der akavet fører de to eneste kvindelige ansatte sammen og snakker tysk i søvne, hørte til blandt højdepunkterne. Det samme gjorde et nyt medlem af ensemblet, den three commas-fokuserede Russ Hanneman, der kun kører biler, hvis døre åbner opad.

Hvordan kan man i øvrigt ikke elske en serie, der finder på at lave en cliffhanger mellem to afsnit ved at lade et tacky mariachi-band afbryde en vigtig samtale på det mest afgørende tidspunkt?

4. ’The Americans’ sæson 3

Med mange af de store dramaserier ude af billedet – ’The Sopranos’, ’Mad Men’, ’Breaking Bad’ – er ’The Americans’ måske den mest oplagte kandidat til positionen som den mest komplekse, tematisk pirrende serie lige nu.

FX-serien følger en helt almindelig amerikansk familie med den lille særhed, at mor og far, Elizabeth og Philip, er russiske spioner på dyb undercover-mission. Det er en serie, der hviler i periode- og karakterskildringen, samtidig at den er grundlæggende suspense-spækket takket være det nervepirrende koldkrigsspil mellem FBI og de sovjetiske infiltratorer i 80’ernes Washington.

Anden sæson kom ind på en niendeplads på vores liste over årets tv-serier sidste år. Ved halvvejsstatus i 2015 fortjener serien ligeledes en høj placering for sin nye sæson, der fulgte op på dens centrale temaer – særligt hvordan vores livsvalg smitter af på vores børn – med nøjagtigt så imponerende klarsyn, som man havde håbet.

Selvom nogle af sidehistorierne – Elizabeth og Philips talrige undercover-missioner – var lige vel forvirrende, havde tredje sæson simpelthen øjeblikke, hvor man tabte næse og mund, og som var resultatet af en tålmodig og grundig karaktertegning. Når vi siger Martha og Paige, vil folk, der har set serien, vide, hvad vi mener.

3. ’Veep’ sæson 4

Hold op, hvor er jokedensiteten (det er hermed et ord!) høj i Armando Iannuccis HBO-serie om (vice)præsident Selina Meyer og hendes mere eller mindre inkompetente stab. I 2014 havde vi ’Veep’ som årets tredjebedste serie, og ved halvvejsstatus i 2015 holder serien placeringen med sin nye, fjerde sæson.

Det politiske miljøs konjunkturer – opposition, valgkamp, afstemninger, kriser, nyt embede – er taknemmeligt materiale for en komedieserie, og ’Veep’ udnytter mulighederne til fulde. Selinas første tid som præsident ved et tilfælde giver anledning til suveræn situationskomik, helt fra første afsnit, hvor teleprompteren sætter ud midt under hendes første state of the union-tale.

Garys fundamentale tvivl om sin plads ved Selinas side i Det Hvide Hus, de internationale forhandlinger, Amys nedsmeltning, en sexchikaneramt Jonah og Selinas charmerende nye vicepræsidentkandidat (spillet af Dr. House himself, Hugh Laurie) var alle sublime highlights, og selvom sæsonen blev sluttet af med et par afsnit under middel, kan man ikke andet end bede til, at ’Veep’ aldrig slutter.

2. ’Mad Men’ sæson 7

Hører man til dem, der steg af ’Mad Men’-toget før tid, fordi fortællingen om Don Draper føltes som en cirkelsluttende deroute, har vi et godt råd: Stig på igen!

En af de mest skelsættende dramaserier i nyere tid satte nemlig punktum med bravur. Vi skal ikke afsløre de nærmere detaljer her, men bare nøjes med at slå fast, at hovedkaraktererne blev afrundet elegant, såvel den stræberiske Peggy som den plagede Don i spidsen og hans ekskone Betty.

Matthew Weiners episke fortælling fandt i sine sidste sæsoner tilbage til den subtile tidsskildring og det ikoniske karakterportræt, der gav ’Mad Men’ så stor anerkendelse i første omgang. Og den ambivalente og originale afrunding af Don Drapers skæbne i de allersidste minutter er en af den slags slutninger, der rumsterer i hovedet lang tid efter rulleteksterne.

Med sæson 7 viste ’Mad Men’, at den fortjener sin plads i tv-serieguldalderens hall of fame.

1. ’Broad City’ sæson 2

I lang tid hyldede man ’Girls’ for sit direkte, ublufærdige portræt af unge kvinder i New Yorks storbyjungle. Men seriøst. Hannah, Jessa og Marnie er reaktionære dydsmønstre på en katolsk skole i 50’erne sammenlignet med slackerne Abbi og Ilana i Comedy Central-serien ’Broad City’.

Her får vi tis, lort, dildoer, onani og analsex, uden at der bliver gjort et stort nummer ud af det. Kvinder kan være lige så store slackers som mænd, og den selvsikre, chillede Ilana er en af de mest markante kvindelige serieikoner i dette årtusind.

Serien er overgearet, hektisk og for meget, men i sæson 2 sidder tempoet bedre, og vi får pusterum til at opdage, at ’Broad City’ ikke kun er genial, når den befinder sig under bæltestedet. Når den er bedst, bruger den byens rum så stemningsfyldt som hos Woody Allen (en jagt på en taske i Chinatowns undergrund er vidunderlig, det samme er subway-scenen, som kan ses ovenfor), og dyrker blandingen af virkelighed og fantasi med samme surrealistiske slagkraft som Louis C.K. i ’Louie’.

Afsnittet ’The Matrix’, hvor Abby og Ilana beslutter sig for at gå igennem en hel dag off the grid, er hylende morsomt og sitrende præcist, og i det hele taget føles ’Broad City’ som det sprødeste og mest tidsdefinerende indspark i tv-verdenen anno 2015 so far.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af