KOMMENTAR. Lad der ikke herske nogen tvivl om, at den globale epidemi har været en skæbnesvanger kæberasler for filmverden.
Biograferne lider på ubestemt tid, det kommer til at kræve millioner og atter millioner at kickstarte nedlukkede optagelser, produktionsselskaber bløder, og ikke alle vil komme ud på den anden side med skindet på næsen. Når det tabte engang skal indhentes, vil pengemændene desuden spille sikkert, og mainstreamfilmene vil derfor blive endnu mere åndsfattige, end de er i dag.
Der trækker sig med andre ord mørke skyer ind over den internationale filmbranche. Det er ikke til at spøge med.
Men måske vi her nogle måneder inde i krisen alligevel skal forsøge at finde en sprække gennem skyerne?
Den mest tillokkende silver lining er, at der tidligere er kommet stor filmkunst ud af modgang, ud af begrænsninger, ud af stilstand.
Diktatur og censur har i mange tilfælde lirket filmkunstneres kreativitet op. Østpå skabte nogle af historiens væsentligste instruktører mesterværker trods modstand fra kommunismens jernhånd – fra Milos Forman i Tjekkoslovakiet til Andrej Tarkovskij i Rusland. På samme breddegrader smugler en mester som Andrej Zvyagintsev (’Loveless’, ’Leviathan’) i dag subtil systemkritik uden om Putin-censurmyndighedernes falkeblik.
I Iran har Jafar Panahi i årevis skabt opfindsom filmkunst trods fængsel, fodlænke og arbejdsforbud – hans ’This Is Not a Film’ blev smuglet ud af landet på et usb-stik.
Den indre nødvendighed
Et oprør mod det eksisterende har ført til nogle af filmhistoriens væsentligste bevægelser.
Den epokegørende nybølge i Frankrig med Godard og Truffaut i 60’erne var en reaktion på efterkrigstidens kedsommelige franske ’kvalitetsfilm’. New Hollywood fra slut-60’erne med ’Bonnie & Clyde’ og ’Easy Rider’, Scorsese, Coppola og Altman var et oprør mod studiesystemets fokus på konventionelle epics og musicals. I Danmark var den naturalistiske dogmebevægelse i 90’erne med Lars von Trier og Thomas Vinterberg i spidsen et opgør mod de stive periodefilm og fotografernes magt på settet.
Når verden har stået i brand, har det ligeledes aftvunget presserende svar fra filmkunsten. De italienske neorealister i efterkrigstiden voksede frem i opposition til Italiens fascistiske regime. Nogle af amerikansk films mest kendte klassikere, som ’Apocalypse Now’ og ’The Deer Hunter’, handler om Vietnam-krigens åbne sår. Den rumænske nybølge i midt 00’erne med ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ som hovedværket kritiserede med kraftfuld, nøgtern realisme det faldne kommunistiske styre. Den græske weird wave med Lanthimos’ ’Dogtooth’ og Tsangaris ’Attenberg’ boblede op til overfladen, efter finanskrisen i 2008 havde sendt græsk film til tælling.
Selvfølgelig er et ressourcestærkt og velfungerende støttesystem den mest oplagte vej til en stærk filmindustri. At staten satsede på kultur, var en afgørende ingrediens i Sydkoreas opblomstring med auteurs som Bong Joon-ho, Park Chan-wok og Lee Chang-dong i 00’erne. Og dansk film havde heller aldrig stået så stærkt som i disse år uden millionerne fra de offentlige kasser.
Men modgangen kan altså puste luft under vingerne på markante filmkunstnere in spe. Presset, afgrænsningerne, vreden og indignationen vander den indre nødvendighed, som ofte fører til fortællinger, som går nye veje, enten i form, indhold eller distribution. Med undtagelsestilstanden som optik står missionen i et klarere lys.
De første frø
De første danske frø er allerede piblet frem fra betonen. Den unge instruktør Jonas Risvig er ved at indspille en serie, der formes løbende af unge fra alle kanter af landet. Vi har tidligere skrevet om Karantænefilmene og ’The Seclusion Dogma’, der var små, fine eksempler på, hvordan begrænsningerne fremtvinger nye måder at tænke på.
Filmproduktion er en dyr, langstrakt og omstændelig affære, som ofte undertrykker den spontane energi og drift efter at finde den anden vej, der er forudsætningen for kunstnerisk udvikling. Indianerteltet skal måske ikke brændes ned hvert syvende år, som Hella Joof kom for skade at hævde for nogle år siden, men engang imellem skal apparatet sættes ud af spil, før filmkunstnerne indser, hvordan det kan operere i andre tempi.
Mit gæt er, at vi – sideløbende med branchens fatale økonomiske nedtur – de kommende år vil se nye vitale værker strømme ud af undergrunden som direkte resultatet af den aktuelle situation. Måske endda bølger, der på sigt kan give en tiltrængt kapitalindsprøjtning.
Det er et håb, der er værd at klynge sig til.