KOMMENTAR. Millennial-generationen løber aldrig tør for popkulturelle barndomsminder at svælge i. Og det ved DR godt.
Alligevel er det noget tid siden, public service-institutionen har sendt et af de semiungdomsorienterede »husker du«-programmer ud, der i en overgang myreflittigt mindede os om satire, dansk dancemusik og genopførte ‘Paradise Hotel’ med pap, så tårerne trillerede.
Nu er det voksne børns grand prix-minder, der står for tur i ‘MGP: Børnefesten der gik amok’ – et så saftigt nostalgitrip, at DR lige så godt kan skyde tonerne til ‘Arabiens Drøm’ direkte ind i årene på en hel taknemmelig generation.
Man skal lige over en virkelig kikset introsekvens, hvor tidligere MGP-deltagere skriver, hvor friske de er på en reunion i en animeret gruppechat, men derefter er der ingen vej tilbage. Det indre barn skråler med på alt fra kulthits som ‘Turbofluen’ og ‘Ti amo’ til ‘Kickflipper’, og det holder ikke kæft igen, før hver en sten er vendt på rejsen tilbage til årtusindeskiftet.
Ud over at svælge i sanghits, nuttede forsangere, overdimensionerede bagdansere og hjemmesyede y2k-outfits omfavner DR muligheden for at gøre noget rimelig sjældent.
Nemlig blankt indrømme, at titlen ikke overdriver på hverken godt eller ondt, når den siger, at børnefesten gik amok. Især på ondt.
Stress-Razz med rullekuffert
Det er MGP-dokumentarens helt store scoop, at den har samlet et hold tidligere deltagere og fået dem til at snakke ærligt og åbent om noget, de måske helst ville være fri for.
»Da I skrev til mig, var min første tanke bare nej«, lyder det eksempelvis fra Rasmus ‘Razz’ Ott i seriens første afsnit.
Det forstår man godt, selvom ens indre otteårige fangirl priser sig lykkelig for, at han har sagt ja. Men man kan også godt mærke modviljen undervejs.
Sammen med Morten Fillipsen, bag den følsomme guitarballade ‘Du er ikke som de andre pir’, ‘Arabiens Drøm’s Anne Gadegaard, Stine Wojcik fra Shout-duoen med ‘Jeg tror, det kaldes kærlighed’ og ‘Shake Shake Shake’-hittets Nicolai Kielstrup er Rasmus bænket til at genkalde MGP-minderne.
Imens deler programmets ophavspersoner som vært Camilla Ottesen, projektleder Mads Lindemann og tv-chef Lars Grarup, hvordan MGP blev en gigantisk succes, da et nyt og mere poppet 90’er-kuld tog over for B&U-chef og »børne-kaliff« Mogens Vemmer.
Men holdet tøver heller ikke med at indrømme, at de ikke nødvendigvis havde styr på omfanget af den tv-sensation, de pludselig stod med, hvilket viste sig at blive rimelig problematisk.
Dokumentaren viser helt absurde billeder af Razz som 13-årig vinder, der efter sejren breakdancede rundt i hele Danmark foran grædende og skrigende fans, mens DR brugte ham i tusind tv-interviews. Det gør indtryk i et mærkeligt klip, hvor MGP-stjernen med en forretningsrejsendes overskud trækker rundt på en rullekuffert på størrelse med ham selv. Indtil han efter et par pakkede år med turneer og adskillige albums sagde helt stop.
En anden af dokumentarens centrale medvirkende er slet ikke med i studiet. Den første officielle MGP-vinder, Sisse Marie Søby, bag ‘Du har brug for mig’ har startet et nyt liv i Los Angeles med spiritualitet og en rolle i den kommende Zack Snyder-film ‘Rebel Moon’.
I hendes spor er det svært at abstrahere fra en grundstemning af, at MGP har gjort mere ondt end godt. »Der er noget tilgivelse i det for mig selv«, fortæller hun tårevædet om al den skam, hendes udseende ufrivilligt førte med sig.
Lækker singlefyr på 16 år
MGP-dokumentaren rummer sine egne små gysereksempler på, at den danske presse ikke kunne kende forskel på børn og voksne, og at DR ikke fik gjort nok for at hjælpe dem med det.
Morten Filipsen fortæller, at han blev kåret til »en af de ti lækreste singler af Se & Hør sammen med Nik & Jay og kronprins Frederik«, selvom han kun var 16 år.
Rasmus Ott deler, at han i en nyhedshistorie blev forvekslet med en anden tidligere MGP-deltager, Shit Kid/Anders de Vos Lassen, som senere i livet på tragisk vis begik mord på sin tilsynsførende. Selvom Shit Kid-eksemplet i sig selv er en virkelig grim historie, tjener det til programmets ære, at den ikke er blevet glemt til fordel for glitter og gode minder.
Det var et decideret wakeup-call, da man i New York Times-dokumentaren ‘Framing Britney Spears’ genså klip, hvor voksne mandlige tv-værter uden at blinke spørger ind til den unge popstjernes sexliv og betvivler hendes jomfrustatus.
Selvom det ikke er i samme liga, rumsterer klippet i baghovedet, da en interviewer i et tv-indslag spørger teenagevinderen Sisse, hvordan hun har fået sine stramme jeans på.
Ingen af deltagerne lader til at have decideret fortrudt deres medvirken, men de er heller ikke lige frem ekstatiske i deres tilbageblik på MGP-kapitlet af deres liv.
Fortrydelse er der til gengæld uhørt meget af i indslagene med produktionslaget, der fortæller meget åbent om, at de gode intentioner med en børnesangkonkurrence blev lige lovlig massemalket af både DR og de producere, der ramte en guldåre som fabrikanter af programmets børnehits med cd-salgstal i guldpladeligaen. Hvilket skabte gigantiske forventninger og pres på børnene, der vandt en pladekontrakt hos Universal og blev sendt på turnéer med 90 koncerter på et år, mens de voksne tjente penge på dem.
Det hørte op med »Det’ bare noget vi leger«-æraen, hvor det kommercielle lag blev sløjfet, og sangene ifølge tidligere MGP-producer Chief 1 blev »primitive« og »børneagtige«, men at det var perfekt.
Generelt bærer ‘MGP’-dokumentaren præg af en overraskende mængde selvransagelse fra de mennesker, der stod bag fænomenet, som faktisk bryder med den selvfede tv-pionér-stemning, man let forventer.
Kickflippende nostalgitrip
‘MGP: Børnefesten der gik amok’ skal koge mere end ti års børne-grand prix-historie ned til fem korte afsnit.
Det lykkes ikke uden huller og en til tider lovlig slap fortælleform. I MGP-regi føles det derudover som et halvhistorisk selvmål, at der faktisk også var et show og en vinder i 2000 (FemininuM med ‘Sort snak’), før det officielle MGP-brand for alvor blev lanceret, som slet ikke bliver nævnt.
Alligevel undviger dokumentaren at gentage fortidens MGP-fejl. Den fokuserer på at lytte til deltagerne, der deler deres erfaringer i stedet for at klippe dem ind i den samme gamle offerfortælling om barnestjerner.
Morgendagens stjerner bliver nu passet bedre på af showets voksne, heriblandt en børnepsykolog, der tankevækkende nok understreger, at oplevelser som MGP bør være engangsforestillinger i et børneliv. Hun råder forældre til at tvinge dem fra at fortsætte, fordi de ikke kan begribe presset.
Selvom Razz i mellemtiden er blevet en voksen mand i birkenstocks og job som kulturkonsulent, er det rørende at høre ham kalde ‘Kickflipper’ for »ret radikal« som både performance og musiknummer. For det var det, og man er stolt med ham, når han i al ydmyghed siger: »Jeg rockede jo den der bandana, før Nik & Jay kom frem«.
På den måde formår DR’s dokumentarserie at genvække og fejre magien, så man for en kort stund kan få lidt af sin barndom igen uden at føle sig flov.
Det er muligvis ét langt kickflippende nostalgitrip, men det er også et genbesøg af forurettelse såvel som folkefest med flere indrømmelser, end man havde regnet med.
‘MGP: Børnefesten der gik amok’ kan ses på DR TV.