‘Operation Napoleon’: Islandsk krimi er mindre spændende end en aftenfilm på TV 2 Charlie

‘Operation Napoleon’: Islandsk krimi er mindre spændende end en aftenfilm på TV 2 Charlie
'Operation Napoleon'. (Foto: Another World Entertainment)

Et nedstyrtet nazi-fly, som dukker op på en islandsk gletsjer med et amerikansk komplot i bagagen, kan måske lyde som en mærkværdig præmis. Men der er faktisk masser af geopolitiske interesser på spil i islandsk historie, der kunne have retfærdiggjort setuppet.

For eksempel besøgte Hitlers kæreste Eva Braun vulkanøen, som Hitler var opsat på at gøre til et eksemplarisk nazistisk land, kort før Anden Verdenskrigs udbrud, og en særlig diplomat blev indsat for at fremme nazismen i Island, der ud over sin hvide befolkning ligger strategisk vigtigt i Nordatlanten.

Derfor kom amerikanske soldater også til landet under krigen for at hindre nazisterne i at overtage øen, der lå midt mellem vigtige handelsruter. De moderniserede alt fra infrastruktur til musik med udgangspunkt i Keflavík-basen.

Og selvfølgelig er der gennembrudsmødet i Reykjavík om atomnedrustning mellem Reagan og Gorbatjov årtier senere.

Men den slags hændelser er ’Operation Napoleon’ ikke interesseret i. I stedet benytter den hagekors som blikfang i en historie om, hvordan en sej outsideradvokat og hendes akademikerekskæreste overvinder CIA ved hjælp af internetsøgninger og en ensom fårehyrde i en banal film, hvis historie halter fra start til slut.

‘Operation Napoleon’. (Foto: Another World Entertainment)

I allerførste scene falder en trio af udendørsentusiaster bogstaveligt talt over haleroret på et dybfrossent, gammelt nazifly på gletsjeren Vatnajökull, der dækker et område større end Sjælland.

Vennerne graver flyet frit nok til, at den uheldige mand, der styrtede over det på sin snescooter som Bambi på Europas største glatis, kan klemme sig ind og finde en stivfrossen og længe død pilot ved roret og tage en fjollet selfie med ham.

Men hov! Piloten har et amerikansk flag på sin uniform! Hvor klodset kan en af verdens stormagter lige være?

Vores uhøjtidelige ven når akkurat at sende billedmaterialet til sin søster, inden en helikopterfuld amerikanere lander ved vraget og begynder at dræbe alle omkring sig.

En træg start på filmen, der herfra skifter fokus til historiens hovedperson: Krístin, der er den slags advokat, som kommer for sent til møder, men alligevel udstiller de massive huller i oplægsholderens forslag.

Kort tid efter bliver der begået et mord i Krístins lejlighed, og hun må gå under jorden for ikke at blive opdaget af de mistænksomme islandske myndigheder, mens hun jages vildt af en lejemorder ansat af den amerikanske stat, der åbenbart operer på det samme niveau som lokale gangstere, på grund af brorens information om nazi-flyet.

‘Operation Napoleon’. (Foto: Another World Entertainment)

Heldigvis kan hendes anden ekskæreste hjælpe hende. Blandt andet ved at bruge en computer på den amerikanske ambassade til at slå et navn op, der viser sig at have en hemmelig stilling ved CIA, der dog stadig står oplyst i det forholdsvis åbne register, vores helte benytter.

Af andre dårligt udførte troper kan nævnes en alkoholisk far, der skal tilgives af sin voksne datter, en akademiker, der kaster op ved mild søgang, og fladere skurkekarakterer end i en Bond-film fra 80’erne.

Det tæller også agent William Carr, spillet af filmens trækplaster Iain Glen (Jorah Mormont i ’Game of Thrones’). Glen taler til folk med dominerende intensitet i blik og stemme, men bedriver ikke noget på skærmen, der indgyder frygt i seeren. Han lader ikke til at have brugt lang tid på optagelserne.

’Operation Napoleon’ er mindre spændende end en tidlig aftenfilm på TV 2 Charlie, selvom det er en af Islands mest populære instruktører, Óskar Þór Axelsson, der står bag. Hans seneste spillefilm ’I Remember You’ fra 2017 var både uhyggelig og langt mere vellykket.

’Operation Napoleon’ er ligesom instruktørens tidligere film baseret på islandske succesromaner, denne gang Arnaldur Indriðasons bestseller af samme navn af.

Ikke engang optagelserne fra den rigtige kæmpegletjser Vatnajökull kan tilføje noget storslået eller overvældende til oplevelsen. Netop denne gletsjer har ellers tidligere taget vejret fra publikum i flere James Bond-film, Christopher Nolans ’Batman Begins’, ’Game of Thrones’ og sågar en Westlife-musikvideo.


Kort sagt:
Klichéerne står i kø i spændingsforladt islandsk krimi, der hverken får noget ud af Islands spektakulære natur, historie eller trækplasteret Iain Glen.

’Operation Napoleon’. Spillefilm. Instruktion: Óskar Þór Axelsson. Medvirkende: Vivian Ólafsdóttir, Jack Fox, Iain Glen, Ólafur Darri Ólafson, Wotan Wilke Möhring. Spilletid: 112 minutter. Premiere: I biografen 14. september.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af