‘Kald mig Lucía’: Otteårig debutant imponerer i vellykket transfortælling
»Hvorfor ved du, hvem du er, når jeg ikke ved, hvem jeg er?«
Den hjerteskærende replik falder sent i Estibaliz Urresola Solagurens debutfilm, der vandt hele tre priser ved årets Berlin Film Festival – blandt andet for otteårige Sofia Oteros imponerende hovedrollepræstation – men den vibrerer gennem hele filmen.
Otero spiller Lucía, der identificerer sig som pige, men er født dreng med navnet Aitor. Hun er mærket af kønsdysfori og borende blikke fra voksne og jævnaldrende i den landsby i Baskerlandet, hvor det meste af filmen foregår. Alle sætter de spørgsmålstegn ved hendes køn, hendes navn, hendes identitet.
Af sin mor får Lucía at vide, at hun kan være, hvem hun vil. At der ikke findes drenge og pige-ting. Men man mærker også, at moren ikke helt er klar til at acceptere, at Lucía er Lucía. For hvor gammel skal man egentlig være, for at vide, hvem man er?
Tilbageholdenheden skyldes ikke mindst hendes fraværende mand, der nægter at lade Lucía gå i kjole og fralægge sig sit fødenavn.
Tematisk er ’Kald mig Lucía’ beslægtet med Lukas Dhonts arthouse-hit ’Close’, der også omhandlede alle de kasser, som indrammer vores tilværelse og får nogen til at føle sig forkerte, hvis de ikke passer ind i samfundsnormerne.
Solaguren skildrer, hvordan der allerede fra barnsben bliver truffet mange kunstige valg på vegne af én, som man senere må affinde sig med eller gøre op med. Som når Lucías nyfødte fætter skal døbes, så han »bliver renset for sine synder«, som mosteren siger. »Men har han da syndet?«, vil Lucía vide. Og hvad hvis han ikke kan lide det navn, de vælger til ham? Da hun senere får at vide, at Gud skabte os perfekte, er selvmodsigelserne umulige at overse.
Det er ikke kun Lucía, der kæmper med at navigere i de normative strukturer, der kun forstærkes i det traditionsbundne Baskerland. Hendes mor kæmper med at tro på sig selv som kunstner, fordi hendes forældre aldrig har anerkendt hendes talent. Og hun kæmper med at holde sammen på sit krakelerede ægteskab, som synes at spejle hendes forældres:
Faren var skulptør, kendt for sine sylfider, hvor han brugte nøgne kvinder fra lokalsamfundet som sine modeller. Han var en åbenlys skørtejæger, men mormoren havde aldrig viljestyrken til at forlade ham. I stedet gemte hun sig bag dogmatisk religion, som nu afskærmer hende fra sin datter og sine børnebørn.
Styrken ved ’Kald mig Lucía’ er, at den formår at løfte sig fra aktualitetsbaseret problemfilm af den slags, man ser alt for mange af på profilerede filmfestivaler, til et nuanceret generationsportræt af familiemedlemmer, der alle skammer sig over fortiden. Forældrene og bedsteforældrene er endnu mere identitetsfortabte end deres børn, som de forplanter deres egne usikkerheder i.
Filmen skildrer nænsomt familiens langsomme frigørelsesproces, hvor morfarens symbolske sylfider bliver en legemliggørelse af de samfundsstrukturer, som har formet kvindernes liv – og som selv nedpakket i garagen stadig udøver magt over dem.
Det er ikke et tilfælde, at storesøsteren laver den perfekte kvindekrop, da hun og Lucía skal skabe selvportrætter i skulptur. Alle er de underlagt kunstige idealer.
Lucías eneste egentlige frirum er ved sin mors mosters naturskønne bistader på toppen af et bjerg. Her lærer hun at hvile i sig selv – for hvis hun er rolig, skal bierne nok lade hende være i fred. Hun får at vide, at fantasien også er en del af virkeligheden. At det er godt at tro på en brændende sandhed inde i sig selv, som er stærkere end blot en overbevisning.
Det er måske lige opbyggeligt og symbolsk nok i længden uden helt at byde på en overvældende æstetisk oplevelse.
Alligevel beviser Solaguren, at hun sammen med Carla Simón, som sidste år vandt Guldbjørnen for det beslægtede familiedrama ’Ferskenlunden i Catalonien’, er forrest i feltet over lovende spanske filmskabere, der skildrer hverdagens familiedramaer og traditioner i opbrud med lavmælt poesi.
Kort sagt:
Estibaliz Urresola Solaguren har begået et flot generationsportræt om at bryde fri af traditioner og normer og finde sin egen identitet – med en flot hovedrollepræstation fra otteårig prisvinder.