STJERNERNES GLEMTE GULD. Hvilke film tænker du på, når man taler om Robert De Niros tidligste roller?
De fleste vil nok pege på Martin Scorsese-samarbejderne ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’ fra henholdsvis 1976 og 1980 – og før det hans Oscar-belønnede præstation i Francis Ford Coppolas ’The Godfather: Part II’ fra 1975.
Skruer man tiden endnu længere tilbage, finder man en anden fremragende og påfaldende overset præstation af en purung Robert De Niro, instrueret af en næsten lige så ung Brian De Palma, manden bag ’Scarface’, ’The Untouchables’, ’Carrie’ og ’Blow Out’.
’Hi, Mom!’ fra 1970 var de to kommende Hollywood-ikoners tredje filmsamarbejde efter begges mindre vellykkede filmdebut ’The Wedding Party’ (skudt i 1963, men først udgivet i 1969) og den mere hæderlige, men stadig ujævne komedie ’Greetings’ (1968).
Med ’Hi, Mom!’ ramte de for første gang i karrieren plet med en gakket og ovenud bramfri satireperle, som peger frem mod De Niros store gennembrudsroller en håndfuld år senere.
Voyeuristisk pornoprojekt
Faktisk fungerer ’Hi, Mom!’ som en efterfølger til De Palmas førnævnte anden film, ’Greetings’, idet De Niro spiller samme karakter i begge film. Han er dog den eneste genganger fra forgængeren, og man behøver ikke at have set den forinden.
I ’Hi, Mom!’ spiller 27-årige De Niro den unge krigsveteran Jon Rubin, der er hjemvendt fra Vietnam-krigen. Han leder efter at sted at bo og en mening med tilværelsen og finder sig hurtigt en kummerlig lejlighed i New York. Snart herefter beslutter han sig for at påbegynde en filmkarriere – vel at mærke inden for pornobranchen.
Jon får smag for at observere sine medborgere, særligt beboerne i et stort lejlighedskompleks, som han kan betragte fra sin lejlighed. Gennem sit nyligt erhvervede filmkamera har han fuldt udsyn over naboernes liv gennem store vinduer, der, som en mulig hyldest til Alfred Hitchcocks 50’er-klassiker ’Rear Window’, nærmest ligner tv-skærme, der viser hvert sin føljetonserie.
I en stor del af spilletiden følger vi Jons forsøg på at føre en juridisk tvivlsom filmvision ud i livet: Han vil lave en pornofilm ud af sine voyeuristiske optagelser.
Den ubehagelige charmør
Som Jon Rubin giver Robert De Niro sit første bud på den karaktertype, han senere skulle perfektionere i nogle af karrierens bedste roller.
Jeg taler om forskellige afarter af den ubehagelige charmør, som vi blandt andet møder i form af Travis Bickle i ’Taxi Driver’, Jake La Motta i ’Raging Bull’ og senest, i en mere nedtonet version, William Hale i ’Killers of the Flower Moon’.
Disse roller har Robert De Niros særegne og uforudsigelige dobbeltspil til fælles. Han både fascinerer og skræmmer publikum med en sammensat fremtoning, der er skiftevis karismatisk og urovækkende.
Det gør De Niro også med den flotte unge mand Jon Rubin, som på overfladen ligner en svigermors drøm. Bag den indtagende overflade gemmer der sig dog et mørke, som karakteren pludselig dykker ned i.
’Hi, Mom!’ har godt nok en komisk, uhøjtidelig og sorthumoristisk tone, der ligger et godt stykke fra alvoren i eksempelvis ’Taxi Driver’. Komedien tager alligevel en temmelig uhyggelig drejning, da Jon viser sig ikke ’bare’ at være en pornofikseret voyeurist, der fascineres af at overvåge fremmede, intetanende mennesker. Han er faktisk så besat af sit filmprojekt, at han også er villig til at træde ind i pornofantasien og gør den ubehageligt virkelig.
For at gøre sin peep show-film mere interessant sætter han sig for at score en ung kvinde, som han har overvåget i boligblokken. Målet er at have sex med hende i hendes lejlighed, mens han i smug optager det hele fra sin lejlighed på den anden side af vejen.
Uden meget besvær sørger Jon for ’tilfældigt’ at møde kvinden, Judy Bishop (Jennifer Salt), som han manipulerer med den ene løgn efter den anden. Med en falsk historie om kærestesorger vinder han hendes tillid, og hun inviterer ham som planlagt med hjem.
Evnen til at eskalere galskaben
Når Robert De Niro er bedst, formår han at eskalere et ulmende vanvid til voldsomme højder, uden det fremstår utroværdigt.
Denne evne til at gå fra nul til 100 opdagede Brian De Palma allerede ved sit første møde med den tre år yngre skuespiller, da De Niro i en alder af 19-20 år gik til audition på begges førnævnte debutfilm, ’The Wedding Party’.
»Den her generte dreng var den sidste, der kom ind. Vi fik ham til at improvisere lidt, og vi tænkte: ‘Den her dreng er ret god’, og han sagde: ’Okay, der er noget, jeg har forberedt i min undervisning, må jeg vise det til jer?’«, har De Palma fortalt i et interview med CBC.
»Vi ventede i 5, 10, 15 minutter. Vi regnede med at han var gået hjem, og så kom han ind og lavede den her utrolige scene fra ‘The Strike’, Clifford Odets’ forestilling om taxistrejken. Han skrålede og rablede og råbte, og man tænkte: ’Hellige makrel! Det er Bob De Niro!’«.
Da Brian De Palma syv-otte år senere gav De Niro hovedrollen i ’Hi, Mom!’, formåede han at få den vordende skuespilstjernes evne at spille vanvidsroller frem i fuldt flor.
Omtrent halvvejs inde skifter filmen væk fra pornofortællingen for i stedet at følge en aktivistisk teatertrup, der stabler den fiktive forestilling ’Be Black, Baby’ på benene for at demonstrere ulighed mellem sorte og hvide mennesker i det amerikanske samfund.
En håndfuld privilegerede, hvide newyorkere udsættes for den interaktive forestilling, hvor de skal gennemleve »den sorte oplevelse«på egen krop. Det indebærer blandt andet, at de bliver truet, overfaldet og bestjålet. Og da en betjent dukker op til optøjerne, bliver deltagernes nødråb mødt med en grusom omgang politivold.
Forestillingens aggressive betjent spilles af De Niros karakter Jon Rubin. I sin audition til rollen ser vi ham hamre løs på døre med sin politistav, mens han rabler om Vietnam-krigen og skælder ud på en skraldespand, en stige og en svaber, der udgør en gruppe fiktive demonstranter.
Under denne arrige enetale kan man ikke undgå at tænke på De Niros ikoniske præstation som den tragiske og voldsparate antihelt i ’Taxi Driver’ seks år senere.
Begge karakterer lever en rodløs tilværelse efter deltagelse i Vietnam. Og ligesom Travis tager Jon aggressionerne fra monologen med sig ud i virkeligheden mod slutningen i ’Hi, Mom!’, hvor han tyer til dødelig vold i et forsøg på at opnå en form for forløsning – for sig selv og for samfundet, som han mener skal befries.
De Niros sammensatte præstation i ’Hi, Mom!’ fortjener en større plads i populærkulturen og filmhistorien i dag. Den var øjensynligt første trædesten til en perlerække af mesterlige præstationer fra Robert De Niros hånd, men er også fascinerende, finurlig og frastødende i sin egen ret.
‘Hi, Mom!’ kan ses på YouTube.