’Scorn’ lykkes mest af alt med at være superklamt
For fans af body horror og H.R. Giger-inspirerede universer er det lovende, når ’Scorn’ stiller det æstetiske spørgsmål:
»Kunne det ikke være fedt, hvis vi udsmykkede en hele verden med stumper af hudløse mennesker?«. Desværre besvares det noget blodfattigt.
For kernen i spillet kunne sagtens bære at blive blottet lidt mere til det punkt, hvor man dykker ned i kødet og kommer helt ind til knoglen.
I stedet kradser ’Scorn’ blot lidt i overfladen.
Så er der snask
’Scorn’ er superblodigt. Fra første skærmbillede er der dømt blodbad i gamer-land, når man som anonym protagonist vågner i en klump af (vist nok) menneske-vrag og begiver sig ud på sit splattede eventyr.
Udstyret med hverken hud eller hår skal du herfra løse klamme gåder, bekæmpe frastødende fjender og forstå den makabre historie.
Anslaget oser af dystopisk surrealisme, men det virker som om, at udviklerne har opgivet en for svær æstetik og i stedet nøjes med at gøre det hele blodigt og ulækkert.
’Scorn’ er et førstepersons skydespil med overlevelseselementer som krydderi. Selve spillet kan nok klares på en seks-syv timer, hvis du er den hurtige type, men jeg fik klemt ni timer ud af hele herligheden, hvor jeg nød at sidde fast i flere af de udspekulerede puzzles, men gabte mig igennem skyde-sektionerne.
Der er flere rigtig fine gåder, der skal løses, særligt efter den første times tid, hvor spillet begynder at skubbe lidt til handlingen og fortællingen.
Desværre går der ikke lang tid, før du irriteres over, hvorfor det hele skal være så klamt.
Desværre skriver ’Scorn’ sig ind i den uheldige tradition, hvor man bruger splat bare for klamhedens skyld (som for eksempel ’Resident Evil 6’, ’Postal’-spillene og ’Manhunt 2’).
Alle opgraderinger, nøgler og hovedbrud skal død og pine foregå ved, at din karakter eller en birolle får revet en arm af, blendet en del af kroppen eller stukket en nøgle-dims ind i kødet.
De første fire-fem gange griber man da lige sit åndedræt og »Nej, nu har jeg da aldrig, fy for pokker«, men jo flere gange chok-splat-tricket gentages, desto mere immun og ligeglad bliver man.
Æstetikken kunne ellers have været så fantastisk, hvis man havde turdet dvæle ved den tydelige inspiration fra H.R. Giger (der stod bag det ikoniske design i ’Alien’-filmene), men i stedet forfalder man til at søle det hele til i blod og indvolde.
Det er for letkøbte klamheds-point, og de holder kun den første time eller to.
Skydetelt i horror-land
Det er tydeligt, at de mange gåder er omdrejningspunktet. Det er også dem, som fungerer suverænt bedst, når de følger en rød tråd fra det ene mysterie til det næste.
Desværre går der ikke længe, før ’Scorn’ insisterer på at rive dig ud af dit gåde-løsnings-zen og skyde nogle zombier, hudløse mennesker eller hvad de nu er.
Du finder her de nøjagtig samme våben, som alle andre generiske skydespil disker op med, de er bare lidt klammere.
Frem for den obligatoriske starter-pistol får du her en organisk ’ting’, der mest af alt minder om en ribeye nødtørftigt formet i stil med en klassisk pistol med metaldele, som skyder med hårde stumper af kød i stedet for krudt og kugler.
Idéen er fin og kunne have givet et godt lag atmosfære, men ’Scorn’ tager aldrig rigtig springet og knytter sig fuldt ud til tanken om et anderledes våben. Du ender derimod bare med et klamt skin til arsenalets gamle kendinger.
Det hjælper ikke, at skydesektionerne er ’Scorn’s absolut svageste punkt, der står som en underudviklet eftertanke, som skulle gør spillet nemmere at sluge med et ophidsende actiontempo fremfor sløv body horror fuld af gåder.
For mange kokke
’Scorn’ har så mange fede sektioner, men desværre er de alle sammen pakket ind i ligegyldigt bras.
Hver gang jeg lige nåede at blive suget ind i et nyt mysterium eller en svær sektion af spillet, kom en klam fjende væltende og insisterede på at blive skudt med min shotgun.
’Scorn’ blev annonceret helt tilbage i 2014, og det har siden da været igennem flere runders finansiering på Kickstarter.
Det virker lidt som, at hver runde har hevet nye smarte krea-typer med til udviklingsbordet, og lidt som når man blander alle farverne i penalhuset, bliver resultatet en omgang bæ-brun nederenhed.
Resultatet er, at du hellere skal spille ’Dead Space’, ’DOOM’ eller ’Alien: Isolation’.
Kort sagt:
Efter et par timer forsvinder chokværdien fra ’Scorn’s bloddryppende body horror-scener. Tilbage står et spil, som snart er glemt igen.