Den søde juletid er så småt ved at være over os med alt hvad den indebærer af pynt, kager, hygge, musik og ikke mindst højtidsrelaterede reklamer – og netop sådan en har Pepsi altså nu bedrevet med Cardi B i hovedrollen som ingen ringere end fremtidens julemand.
Reklamen indledes af et eventyr med titlen ‘A Cardi Carol’, hvor en ung Cardi finder sig selv på toppen af julemandens naughty list og derefter sværger, at hun en dag vil dele gaver ud til alle – uanset om de er artige eller ej.
Klip til at voksne Cardi B styrer sin egen ‘Twerk Shop’ komplet med nisser og en flyvende bil i stedet for den klassiske slæde. Men det er ikke bare almindelige gaver, der skal deles ud. Næ, det er selvfølgelig det, vi alle i virkeligheden helst vil have under træet: Kolde kontanter.
Cardi B vil nemlig »make it rain dear (en rensdyrreference…, red)« som frontperson for Pepsis nye gavekoncept ‘Gift it Forward’, hvor Pepsi-købere via en app får mulighed for at vinde pengepræmier, som de øjeblikkeligt kan donere til venner og familie eller velgørenhed.
Det er ikke første gang Cardi, reklamerer for Pepsi. Tilbage i februar var hun en del af virksomhedens Super Bowl-reklame sammen med Steve Carell, hvor hun slog et slag for, at Pepsi altså er mere end »okurrr!«