J. Coles nye album ’The Off-Season’ er overraskende uambitiøst
Det her kunne være J. Coles store chance for at blive hiphopscenens ubestridte nummer et lige nu.
Han har trinvis forøget sin fanbase over flere album og er nu en af de største rappere overhovedet. Samtidig holder mange konkurrenter om pladsen på raptronen pause på grund af corona (hej, Kendrick!), mens andre er stagneret en smule (Drake) eller har ramt en større kunstnerisk deroute (Kanye).
En anden kronprins, Childish Gambino, har ikke været i stand til at følge op på ’This Is America’-succesen, mens Tyler, the Creator har bevæget sig helt væk fra rap.
Nu har J. Cole altså udgivet ’The Off-Season’, og armbevægelserne er store. Der er udkommet en kort YouTube-dokumentar sammen med albummet, hvor rapperen taler om nødvendigheden af aldrig at være tilfreds, hvis man skal holde sig på toppen gennem mange år.
Den ellers så ydmyge artist har også en nyfunden konfrontatorisk indstilling på det nye album, der signalere et ønske om at markere sig.
Men albummet er alligevel ikke det store kunstneriske spring, man kunne have håbet på. ’The Off-Season’ er faktisk – overraskende nok – rapperens mest uambitiøse udgivelse i mange år.
På det nye album har Cole således droppet de store koncepter og mest af alt lavet noget, der lyder som et mixtape. Det ligger i øvrigt også i udgivelsens titel, der hentyder til perioden mellem sportssæsoner, hvor det handler om at øve og skærpe sine evner.
Den slags løsere indspilningsproces kan være en god ting. Det kan være gavnligt, når en artist dropper de store fortænkte ideer og bare rapper. Visse artister, som Lil Wayne eller Gucci Mane, har leveret karrierens vigtigste værker på mixtapes uden større koncepter.
Der er da også en uforudsigelighed og frihed over det her album. Den 36-årige artist er ikke bange for at genbruge ældre sange eller prøve kræfter med nutidens dominerende hiphopstile.
J. Cole får lov til at forsøge sig med næsten Roddy Ricch-agtig sangrap på ’Amiri’ og autotunede trap-flows på ’100 Mil’. Introen ’95 South’ er mere eller mindre et remix af Jay-Z-klassikeren ’U Don’t Know’, mens ’My Life’ lyder som et remake af 21 Savage-sangen ’A Lot’, som J. Cole gæstede.
’Pride Is the Devil’ er en selvransagende sang, der lyder som en lidt klodset version af den slags selv- og samfundskritik, Kendrick Lamar leverede på sit ’Damn’-album (der er i øvrigt også lidt Kendrick over den fjollede tegnsætning, sangtitlerne af uransaglige årsager har her).
Det er samtidig interessant at høre samtidsstjerner som 21 Savage og Lil Baby side om side med den ældre artist, der ellers er kendt for sjældent at have gæster med på sine album.
Og det er også et sjovt touch, at både Cam’ron, Diddy og 21 Savage agerer fortællestemme hist og pist. Især fordi sidstnævnte for nylig har udgivet et mixtape, hvor Morgan Freeman var fortæller – nu brillerer han så selv i Freeman-rollen.
Der er altså lidt af hvert på det her album, og det er et modigt valg for en kunstner, der ellers har dyrket det homogene. Men samtidig føles det som om, J. Cole bare ikke gør det, han egentlig er bedst til på ‘The Off-Season’.
Rapperen er blevet stor på at gøre tingene på sin egen måde. Her lyder han som om, han prøver at være alle mulige andre ting end sig selv.
Det her er jo egentlig kunstneren, der er blevet en stjerne ved at rappe om ting som frygten for at skuffe sit idol (’Let Nas Down’) eller usikkerheden omkring at være jomfru (’Wet Dreamz’). Den slags åben sårbarhed er sjælden på hiphopscenen, men det er som om, han ikke helt tør vise den frem på ’The Off-Season’.
Der er glimt af det – som når Cole indrømmer ikke at have været den hårdeste som ung på ’Let Go My Hand’ – men generelt føles albummet lidt som Drakes ’Views’: Et værk, hvor hovedpersonen er nået til tops, men samtidig er blevet koldere, hårdere og mindre følsom.
»Now that I’m rich, I feel nobody understanding me«, syder Cole på ’Punchin’ the Clock’. »If you broke and clowning a millionaire, the joke is on you«, lyder det helt arrogant fra den ellers så jordnære rapper på ’Applying Pressure’.
Sidstnævnte sang slutter endda med en tale på et halvt minut, hvor en overgearet J. Cole på akavet prøver at prale med, hvor sej han er. Det lyder lidt som en dårlig version af den slags rants, Kanye plejede at fyre af til sine koncerter.
Samtidig med at den hårde attitude ikke altid klæder ham, er det som om Coles sangskrivning mister sin nerve, når han ikke har et større koncept at læne sig op ad eller en klar historie at fortælle.
Som de her linjer fra første vers af den ellers stærke ’Let Go My Hand’, der må være nogle af de mest ufokuserede og rent ud sagt ligegyldige sætninger, vi har fået fra Cole:
»I found this instrumental on my phone while on vacation / Ib sent it a year ago or so / I probably heard it before, but slept on it, you know / shit don’t always connect as soon as you press play«.
Det kan være, J. Cole tænker, at det virker impulsivt og spontant at fortælle, hvordan sangen er opstået. Men som lytter får man mere indtrykket af, at han simpelthen ikke vidste, hvad han skulle sige. Det er sangskrivning på samme niveau som en samtale om vejret.
Det er synd, for rapperens talent skinner igennem på de få øjeblikke, hvor han har et klart formål med sangene.
Han skildrer volden, han har oplevet på klods hold, på ’The Climb Back’, mens albumhøjdepunktet ’Close’ handler om en ven, der bliver involveret i kriminalitet og dræbt. Her hænger man ved hvert ord. Men på mange af de andre sange forvirres man af J. Coles manglende fokus.
Derfor virker ’The Off-Season’ mest af alt som en demonstration af, at den her mixtape-agtige udgivelsesform ikke er specielt velegnet for J. Cole. Forhåbentlig vender han tilbage til en mere fokuseret tilgang til næste udgivelse.
Der er jo, som sagt, stadig en ledig plads på toppen af hiphoppyramiden.
Kort sagt:
I modsætning til tidligere album dyrker J. Cole ikke de store koncepter på ’The Off-Season’. I stedet prøver han forskellige stilretninger af og har inviteret gæsterappere indenfor. Det stilskifte har desværre fjernet meget af det, der gjorde rapperen unik til at begynde med.