Her på Soundvenue er vi godt i gang med at lave lister over det bedste musik fra 2022, og i et nyt tweet giver Tyler, the Creator nu sit eget bud på årets stærkeste sange.
Her finder vi blandt andet Steve Lacy med ‘Buttons’ og to gange Kendrick Lamar (eller »Kenny«, som Tyler bare kalder ham) med ‘Worldwide Steppers’ og ‘Savior’ fra dette års ‘Mr. Morale & The Big Steppers’.
Og så har rapperen simpelthen valgt en sang, som han selv medvirker på. Det drejer sig om Pharrell-tracket ‘Cash In Cash Out’, hvor Tyler optræder sammen med 21 Savage.
Den tidligere Odd Future-frontmand har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til Pharrell Williams, hvorfor det måske heller ikke er overraskende, at lige akkurat den sang finder vej til listen.
Pharrell optræder i øvrigt også et andet sted på Tyler, the Creators årsliste. Nemlig på Pusha T-nummeret ‘Neck & Wrist’ fra albummet ‘It’s Almost Dry’, hvor idolet agerer både feature og producer.
Se hele Tyler, the Creators årsliste herunder.