ANALYSE. Sidder du ned?
Nej, det gør du ikke. I hvert fald ikke, hvis du lytter til enten Lil Uzi Verts ’Pink Tape’ eller Coi Lerays ’Coi’.
Begge album er nemlig pangfarvede bombardementer af indtryk, der bruger alle tidens tricks for at få lytteren op af stolen.
Udgivelserne mimer et TikTok-feed: De skifter form konstant og sørger for at stimulere dig hvert femte sekund. Det er musik, der dufter af energidrik og føles som elektriske stød.
Om du kan lide det afhænger nok af, hvor meget TikTok har grillet din attention span. For Coi Leray og Lil Uzi Verts sommeralbum er perfekte eksempler på nutidens TikTokificerede og nostalgifikserede popmusik.
Begge artister ynder at skifte mellem genrer i samlebåndsfart, og hvis det ikke lige skulle virke, blander de et eller flere gamle hits ind i deres sange for dermed at fange din opmærksomhed.
Numrene skal matche TikTok-algoritmens tempo, hvor sange skrues op i hastighed og helst skal være meget korte. Og samtidig skal de stimulere den bittersøde nostalginerve i hjernen. Nostalgi og hyperaktivitet er de to ingredienser i nutidens virale pophits, og det er den opskrift, både ‘Coi’ og ‘Pink Tape’ tager udgangspunkt i.
Så vidt så 2023. Men de her album tager tingene til ekstremer på en måde, der gør, at de føles som profetiske værker. Hvis tidens fokus på TikTok-æstetik og nostalgi-bait fortsætter, er dette fremtidens pop.
Nostalgimaskine på hyperspeed
Det er ikke tilfældigt, at Coi Leray har lavet et album, der spejler tiden.
Hendes primære evne har altid været, at hun har været på forkant med tendenser og trends. Rapperens gennembrudsalbum hed ’Trendsetter’ – bare lige for at skære det ud i metertyk pap.
På ’Coi’ er hun dog mindst lige så meget trendrytter.
Albummet er en ekstrem version af popindustriens aktuelle fokus på at genbruge gamle sange. Singlen ’Players’ nyfortolker ’The Message’ af Grandmaster Flash, hvilket især fungerer på Jersey club-remixet, der – naturligvis – er gået viralt på TikTok.
Andre nostalgi-tricks er mindre vellykkede. Daryl Hall & John Oates ’Rich Girl’ bliver til ‘Bitch Girl’, mens ‘It’s My Party’ af Lesley Gore fortolkes sådan her: »It’s my body, I’ll fuck who I want to«.
Begge sange fortolker ældre hits på den mest åbenlyse måde, man kunne tænke sig. »Bitch« og »fuck« i stedet for »girl« og »cry«. Ikke de mest inspirerede remakes.
Produktionerne er heller ikke bange for at være åbenlyse – mange af sangene er skabt af Johnny Goldstein, en producer, der slog igennem ved at sample ’La Isla Bonita’ af Madonna på en Black Eyed Peas-sang.
Det siger måske alt. Han er producerversionen af en brugtbilsforhandler. ‘Spend It’ lyder for eksempel som en udkørt variant af Beyoncés ‘Renaissance’-æstetik.
Nogle remakes er for åbenlyse til at være interessante, men generelt er det sløsede og uovervejede ved ’Coi’ en del af charmen.
Coi Leray er skamløs på den måde, at hun kværner igennem gamle hits og nye genrer uden på nogen måde at virke, som om hun for alvor går i dialog med kildematerialet. Hun rapper over Jennifer Lopez, James Brown, og hvad der ellers serveres.
Musikhistorien er bare materiale, der kan formes efter forgodtbefindende.
Det kan man måske kalde historieløst eller kalkuleret. Men det er også befriende, når der ikke er nogen regler. Coi Leray rapper uden at være bange for at smadre porcelænet i musikkens museum.
Selvfølgelig er det blasfemisk, når Leray og produceren David Guetta (der senest genbrugte ‘I’m Blue’ af Eiffel 65 på sidste års ‘I’m Good’) genskaber houseklassikeren ’Pump Up the Jam’ på ’Make My Day’, men resultatet er, som Leray ville sige det, en bop.
Turpas til musikhistoriens tivoli
Lil Uzi Vert har samme altædende tilgang til genrer og musikhistorien som Coi Leray – og samme skamløse tilgang til sampling og genbrug.
Det her er trods alt artisten, der allerede på 2020-albummet ‘Eternal Atake’ samplede Backstreet Boys’ ‘I Want It That Way’. Den stil fortsætter på ‘Pink Tape’.
’Endless Fashion’ med Nicki Minaj er således den anden sang på et år, der genskaber Eiffel 65’s ’I’m Blue’ (der var den igen!), og på et tidspunkt formår rapperen at fortolke Gotyes ’Somebody That I Used To Know’ og Chief Keefs ’Hate Being Sober’ på samme sang (’Mama I’m Sorry’).
Ingen af de numre lyder på papiret som noget, der burde fungere. Men Lil Uzi Vert får begge sange til at sprudle. Førstnævnte via en ren og skær energi, den anden ved følelsesmæssig indlevelse.
Selvom Uzi ikke er bange for at kaste sig ud i kommercielle sange og åbenlyse samples, er de grundlæggende mere uforudsigelig og, ja, vild, end Coi Leray. Hvor hun har et distanceret forhold til kildematerialet, kaster Uzi hele sin sjæl ind i det.
Som når der er en hel sang med det japanske kawaii metal-navn Babymetal, hvor Uzi lyder, som om de laver audition for at blive det fjerde medlem i pigegruppen.
På ’Werewolf’ rapper de om at være en varulv gennem en vokaleffekt, der får Uzi til at lyde som Fred Durst fra Limp Bizkit, mens metalcore-bandet Bring Me The Horizon smadrer afsted.
Det er ikke vildt vellykket, men det er tøjlesløst og kaotisk på en måde, der føles, som om det kun kunne ske netop nu.
For fem år siden lavede verdensstjernerappere ikke nuttet smaddermetal med japanske pigegrupper eller frådende, fuldmåne-fantasymetal.
Andetsteds gendigter Uzi System of a Down-sangen ’Chop Suey’ fra 2001 inklusive autotune-growl på linjen »when angels deserve to die«.
På ’Pink Tape’ lyder Lil Uzi Vert som et barn, der har fået turpas til musikhistorien, og som skal nå at prøve alle forlystelserne, før parken lukker.
Og for at vende tilbage til Chief Keef: Lil Uzi Vert har siden starten af karrieren bekendt kulør som storfan af Chicago-kultrapperen. Uzis gendigtning af folk som Keef – side om side med nu-metal- og emo-navne – føles ikke skabt af kommerciel kalkulation, men af Uzis veldokumenterede fascination af disse artister.
Det gør ’Pink Tape’ til et album, der indkapsler nutidens TikTok-æstetik og sample-besættelse, men som samtidig nikker tilbage til hiphoppens mixtape-kultur, hvor man genskaber sange af de kunstnere, man elsker. Som da Lil Wanye brugte en hel sang på at synge ‘Crazy’ af Gnarls Barkley på mixtape-klassikeren ‘Da Drought 3’.
Den tilgang ligger også i selve udgivelsens titel: Det hedder jo ikke ’Pink Album’, men ’Pink Tape’.
Trods visse forskelle er der grundlæggende mange fællestræk mellem Uzi og Coi Lerays album. De genbruger skamløst, swiper mellem genrer og opholder sig sjældent for længe på samme sted.
Tiden vil vise, om de er ekstreme eksempler af en tidsånd, hvor gamle sange genoplives på en hidtil uset skala, og hvor TikTok-æstetik gennemsyrer alt.
Eller om de er et blik ind i popmusikkens fremtid, hvor al pop lyder sådan her. Hyperaktiv og nostalgisk på samme tid. Umulig at sidde stille til.