Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at der foregår en krig i Gaza. Mange artister fra musikscenen har delt aktivistisk indhold på sociale medier, og på andre måder gjort opmærksom på den humanitære krise i området.
Nu har en af landets største popstjerner meldt sig på banen med en støttekoncert.
Den 23. november spiller Tobias Rahim (og »muligvis flere«, som han skriver på Instagram) en støttekoncert i Den Grå Hal på Christiania.
»Vi havde lyst til at gøre noget. Så vi gør det, vi er bedst til, og spiller noget musik«, skriver Tobias Rahim på Instagram, hvor han også lover, at alle indtægter fra koncerten går ubeskåret til Red Barnets indsats i Gaza.
»Hvis vi laver fuldt hus, kan vi sammen sende over 675.000 kroner afsted«, skriver han.
Billetterne er i salg nu.
Tobias Rahim (og muligvis flere)
23. november
Den Grå Hal
Billetpris: 460 kr.