Med iPhone 12 sætter Apple fokus på miljøet, siger de – men helt så simpelt er det næppe

Apple gør uden tvivl meget for at blive grønnere, men deres forretningsmodel er stadig bygget på, at vi skal købe ting, vi næppe har brug for.
Med iPhone 12 sætter Apple fokus på miljøet, siger de – men helt så simpelt er det næppe
Apples nye iPhone 12. (Foto: Apple)

Rygterne har svirret, og nu er det bekræftet, at hvis du køber den nye iPhone 12, som Apple officielt løftede sløret for i denne uge, og som kan forudbestilles fra i dag, så modtager du en æske uden et par in-ear høretelefoner og en oplader.

Et move som ifølge Apple vil spare verden for to millioner tons co2-udledning om året, eller hvad der øjensynligt svarer til at fjerne 450.000 benzinbiler fra vejene i et år.

Det er jo en del og absolut prisværdigt. Hvem har ikke allerede skuffen fuld af mobilopladere? Men det føles stadig som tidstypisk ‘grønt spin’, at Apple skal gøre beslutningen til den store miljøfortælling. For hvis vi skal være ærlige, så er Apple et af den slags firmaer, der har bygget sin økonomi op omkring at få os til at hungre efter det seneste nye år efter år.

iPhone 12-indpakningen er blevet mindre uden høretelefoner og oplader.

At Apple nu fjerner opladeren og høretelefonerne skyldes jo i høj grad også, at firmaet prøver at skubbe os mod deres trådløse AirPods og opladere som MagSafe.

Virkeligheden er altså ikke så enkel, som Lisa Jackson, Apples vicepræsident for environment, policy og social initiatives, gerne ville have den til at fremstå, da hun fremlagde de nye tiltag fra det imponerende solcelletag på Apples gigantiske hovedsæde i Cupertino, Californien.

Apples forretningsmodel er ‘problemet’

På mange måder har Apple indirekte nedsat vores forbrug. Som Wired pointerede sidste år, så har iPhone – eller smartphones generelt – været med til at nedsætte vores forbrug af andre varer som kameraer, GPS, alarmklokker, lommeregnere og så videre. Nu har vi alt i ét produkt. Det er jo godt.

Og der er heller ikke nogen tvivl om, at Apple som H&M og mange andre af tidens største firmaer arbejder meget med at gøre sit klimaaftryk mindre. Apple har blandt andet fået robotten Daisy, der kan skille gamle iPhones ad for at genanvende materialerne til at lave nye, ligesom de arbejder mod kun at bruge grøn energi og jagter den cirkulære drøm. Det vil de også meget gerne fortælle om.

iPhone 12 og iPhone 12 Mini.

Det store ‘men’ er bare, at Apple næppe har tænkt sig at ændre en forretningsmodel, der i årtier har sørget for at skabe nye produkter med små opdateringer, som vi så alle kunne hungre efter eller bare storme ud og købe.

Da jeg gik til atletik, da jeg var yngre, satte Sergej Bubka nye verdensrekorder i stangspring hele tiden. Én centimeter ad gangen. Hver gang han slog den ved et stævne, stoppede han og ventede til næste gang, hvor han prøvede at komme en centimeter højere igen. Han fik nemlig en pengepræmie hver gang, han slog den. Rygterne gik på, at han havde sprunget op mod 6,20 meter til træning, men hans endelige verdensrekordfest sluttede på 6,14 meter i 1994. (Rekorden er i dag 6,18 meter).

For mig er det et godt billede på Apples – og mange andres – forretningsstrategi.

Nye modeller hele tiden

Siden den første iPhone i 2007 er der kommet mindst en ny iPhone hvert eneste år. I mange år var jeg med på nyhedsvognen, men stod af ved iPhone 6. Da den kom i 2014, kan jeg huske, at mange artikler proklamerede, at fremover ville iPhone-opdateringer primært indeholde features, vi ikke havde brug for.

Kameraet og processoren i iPhone 6 var så gode, at de ville kunne følge med udviklingen i mange år. Det synes jeg også, at årene har bevist. Jeg er da klart imponeret over, hvad nogle af de nye kameraer kan, og synes, at kameraet i min telefon stinker, når solen er gået ned. Men langt hen ad vejen har jeg ikke haft brug for en ny iPhone de seneste seks år.

Men jeg er da blevet fristet hvert år, når den nyeste version er landet – ligesom mange andre. Altså der findes børn i min datters 5. klasse, der har iPhone X og 11, fordi forældrene har fået en nyere model.

iPhone 12.

Og hvad så? Kan man bebrejde en virksomhed for, at den gerne vil tjene penge i vores kapitalistiske samfund? Nok ikke, men man kunne da håbe, at vi var på vej derhen. I modebranchen råber forskere gang på gang højt omkring, at bæredygtighed ikke kun opnås ved at skabe produkter, der sviner lidt mindre. Det kræver en gentænkning af et modesystem, der også er bygget op omkring mere og mere nyt.

Det samme gælder altså Apple og hele tech-verdenen. Kunne vi have klaret os med ‘kun’ en nye iPhone-model hvert andet år? Mon ikke. Kunne udviklingen være nået lidt så langt? Højst sandsynligt. Ville Apple stadig genere et milliardoverskud hvert år? Det tror jeg. Måske ikke 600+ milliarder som sidste år, men mindre kunne måske også gøre det.

Man kunne også forestille sig, at Apple arbejdede mod at skabe telefoner, hvor de enkelte komponenter kunne udskiftet. Så når et bedre kamera blev fremstillet, kunne det installeres i ens ‘gamle’ telefon, i stedet for at man skulle købe en helt ny. Der må være mange alternativer til business as usual, og det er dem, Apple har brug for, hvis de for alvor vil agere grønne ledere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af