Efter ’The Handmaid’s Tale’ sæson 2 er jeg færdig med Gileads elendigheder

Efter ’The Handmaid’s Tale’ sæson 2 er jeg færdig med Gileads elendigheder
'The Handmaid's Tale'.
Anden sæson af det kulturpolitiske seriefænomen ’The Handmaid’s Tale’ er slut, men det er ikke just abstinenser, der denne gang plager vores før så begejstrede skribent. Hvad gik der galt for det Emmy-vindende drama?
Efter ’The Handmaid’s Tale’ sæson 2 er jeg færdig med Gileads elendigheder
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

Spoiler for ’The Handmaid’s Tale’ sæson 2.

KOMMENTAR. Anden sæson af Hulu’s Emmy-nominerede ’The Handmaid’s Tale’ er nået til vejs ende. Og det samme er min tålmodighed med serien, hvis fængslende første sæson ellers hørte til blandt mine storfavoritter i 2017.

Hvordan kunne et show om kvinderettigheder og totalitarisme, der galoperede ud af starthullerne med så meget momentum i kølvandet Trumps indsættelse, ikke have mere på hjerte end et hult hashtag i runde to? Hvor var fremdriften? Og hvorfor sluttede snart sagt hvert afsnit med et close-up af Elisabeth Moss, der stirrede stoisk ind i kameraet som prøvede hun ihærdigt at hypnotisere seeren til at hænge på lidt endnu (well, måske det trods alt virkede)?

Da seriefilmatiseringen af Margaret Atwoods dystopiske roman fra 1985 fik premiere sidste år, føltes den uhyggeligt rettidige timing for fortællingens brutale tematikker som et profetisk kulturelt supplement til et 2017 defineret af pussy marches, stramninger af USA’s seksuelle ’frisyn’ og LGBTQ-rettigheder, ligelønsdebatter – og endelig #MeToo-bevægelsens historiske opgør med krænkelseskultur i den vestlige verden.

’The Handmaid’s Tale’ genererede mere end ivrig watercooler-snak med kollegerne, den satte mørke (og yderst stilistiske) billeder på den utryghed, Trumps bralrende misogynistiske retorik og spirende højreekstremisme på begge sider af Atlanten pustede liv i. Anden sæson, derimod, gav ikke så meget stof til nye mareridt, som den blot lullede én i søvn med sin slæbende monotoni.

Tjenerinden har ikke noget tøj på

Bogforlægget er ikke noget litterært maraton, og allerede i første sæson satte en vis metaltræthed ind idet man forsøgte at koge ikke så lidt ekstra suppe på Atwoods ord. Anden sæson wingede den fra a-z ud fra spritnyt, Atwood-løst materiale, og kompasset svingede retningsløst fra start. Ved at fortsætte ud over romanens fortættede univers – hvor der ikke gives nogen endelige svar til slut, og hvor Offred langt fra er nogen poster-girl for revolutionen – tvang serien sig selv til enten at udtænke et opgør mod det patriarkalske Gilead-diktatur, eller trave i cirkler om sig selv og bruge sadistisk vold og gru til at skjule det ærgerlige faktum, at tjenerinden ikke længere havde noget tøj på under den (fortsat yderst stilistiske) skamrøde kappe.

Tjenerinderne i sæson 2. (Foto: HBO)

Sæson 2 valgte det sidste. Elisabeth Moss gispede efter vejret igennem hulk og snøft som en Emmy-pro, scenografien svælgede selvsmagende i sin egen anæmisk-æstetiske genialitet, og intet nævneværdigt skete selv da en tjenerinde sprang ud som selvmordsbomber. All cliffhangers and no action. ’The Handmaid’s Tale’ valgte stil over substans, og reducerede næsten sine velspillende karakterer til klicheer i processen. Det var ‘Passion of the Christ’ med kyse, pressefolder og virkeligt kedelige ture til den lokale Mad og Vin, hvor der blev shoppet lidt let håndfrugt og grønt, aldrig toiletpapir og tændvæske på vejen til korset.

I finalen besluttede vor heltinde sig endog for at blive i Gilead for at være tættere på sin førstfødte, Hannah, hvorfor sæson tre blot behøver at trække Serenas gamle spilledåse op på ny for at få den falmede ballerina til at snurre knirkende rundt foran sit eget spejlbillede igen og igen. Slave og supernarcissist i én lille kvindekrop. Jeg ville hellere lede efter feministiske budskaber i en episode af ‘Dollars’ end at se June indlogere sig hos Waterford-parret igen aka. landet, hvor tiden går baglæns og ingen foretager sig noget drastisk, der kunne sætte seriens kommende sæsoner over styr.

Annonce

Kvindeundertrykkelse på flaske

‘The Handmaid’s Tale’ vil gerne fortsat hægte sig på den aktuelle sociale diskurs om kvinderettigheder og kønspolitik, men én ting er at reflektere strøminger i samfundet, noget andet er at formidle holdninger om selvsamme. Sværest er det at komme med løsningsforslag til problematikkerne. Man kan tolke sæson 2’s lediggang som symbol på de repetitive kraftanstrengelser og ofre det kræver at rokke ved fasttømrede patriarkalske samfundsstrukturer. Men man kan også lige så let argumentere for, at serien ikke formår andet end at farvekoordinerede figurerne i en malebog af tidløse skræmmebilleder over kvinders lidelse.

Skræmmebilleder, der her endog malkes for kommerciel vinding i en sådan grad, at produktionsselskabet MGM tidligere på ugen forsøgte at lancere rød og hvidvin inspireret af kvinderne i serien – skål i blodrød cabernet sauvignon a la torturerede Ofglen med den afskårne klitoris og hurra for de feministiske landevindinger i serieland!

Bevares, ‘The Handmaid’s Tale’ er ikke den første successerie, hvis ego og seerkærlighed har overskygget idealerne. Alligevel er det suverænt den, der har skuffet mig mest for i sæson 2 at slå splatter-plat på sin egen pseudoaktivistiske kvinderettighedsånd og ikke-uden-min-datter-tåreperser-strategi, der ganske vist lefler for seernes behov for et fællesrum for følelsesudladninger og frustrationer, men ikke aspirerer nævneværdigt til at inspirere – selv når den refererer #Metoo-debatter om tavshedens tyranni ved at lade tjenerinderne hviske konspiratorisk til hinanden: »I am June«, »I am Emily«.

Elisabeth Moss i ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 2.

Alt er grumt og grimt og fører ingen vegne i Gilead, og seriens ultravoldelige optrin bruges i lige så høj grad til at skræmme de kuede kvinder, som til at chokere seeren fra at søge en dybere mening med det hele og stille spørgsmålstegn ved, om det i grunden ikke begynder at blive noget ensformigt bavl (måske endnu en inddirekte pointe om effektiv oprørsundertrykkelse, men i så fald ikke en, der gør noget positivt for seeroplevelsen).

Hollywood-stjerner stillede op til gæsteroller, som var det at gæste Gilead en politisk handling i sig selv og en støtte til Time’s Up-bevægelsen, men når nyhederne viser virkelige, tvangssplittede familier på den amerikansk-mexikanske grænse, og Trumps nye konservative højesteretsdommer gør klar til at rulle det tunge skyts ud mod fri abort, virker det ikke godt nok at køre den ind med sorte sørgekyser, Oprah Winfrey i bilradioen og Junes teenagetrodsige »dear Lord who art in heaven, what the actual fuck«-oneliners til tonerne af snappy pophits.

I sidste ende ville sæson 2 ikke række os trofaste seertjenere mere end Serenas lillefinger, og i modsætning til June har jeg derfor ikke noget problem med at vende Gileads velsignede frugter ryggen. Farvel og tak, du rendyrket kommercialiserede fiktionselendighed. Jeg flytter til Westeros, Westworld eller Hawkins, Indiana, hvor de politiske ambitioner ganske vist er mindre udtalte, men hvor de til gengæld forstår at sætte anderledes underholdende liv i kludene.

Læs også: De bedste tv-serier i første halvdel af 2018 – top 10-1