‘Gemini Man’: To Will Smiths er ikke bedre end én

‘Gemini Man’: To Will Smiths er ikke bedre end én
Foto: UIP
3 6
Spillefilm
Instruktion

Ang Lee

Medvirkende

Will Smith, Mary Elizabeth Winstead, Benedict Wong, Clive Owen

Spilletid

116 minutter

Premiere

Den 10. oktober

Det er ikke så tit, at biograferne præsenterer en original actionfilm. Altså sådan en, der ikke er en sequel, en genindspilning eller baseret på et stykke legetøj eller et computerspil. Noget nyt. Og ovenikøbet med en mesterinstruktør bag kameraet.

Ved første øjekast har ’Gemini Man’ endda et potentielt spændende koncept. En aldrende lejemorder bliver – bogstaveligt talt – tvunget til at konfrontere sit yngre jeg. Spørgsmålet er så, om manden tvinges i knæ af ungdommen, eller om den yngre udgave viser sig at blive en moden mands chance for at rette op på et ensomt liv brugt på at kigge sig over skulderen.

Will Smith, der slog igennem på det store lærred som actionhelt i ’Bad Boys’ og ’Independence Day’, er tilbage i sit gamle jeg… men også som sit nye jeg, fordi han møder sin egen klon. Klonen er filmens tekniske slagnummer. En digitalt skabt 23-årig udgave af Will Smith. Lad os kalde ham… Rap fyr.

(Foto: UIP)

Der er helt sikkert noget sjovt i at se to generationer af Will Smith slås mod hinanden. Da han møder Rap fyr første gang, foregår det i Cartagena i en af de bedste biljagter (faktisk en motorcykeljagt), jeg har set i lang tid. Ang Lee har styr på sin action-geografi og -fysik, så man som publikum kan forstå, hvad der sker og leve sig ind i suset. En livgivende modgift over for de seneste 10 års chaos cinema, hvor teknisk udygtige og idéfattige instruktører har rystet kameraet mere og mere i den tro, at ufokuseret bevægelse i sig selv skaber dynamik, og at hurtig klipning i sig selv skaber fremdrift.

Til gengæld er det, som om Ang Lee i jagten på den gode biljagt har glemt, at for at biljagten bliver rigtigt spændende, skal vi gide bekymre os om, hvem der bliver jagtet og hvorfor. Ellers er det stadig bare… bevægelse.

Manuskriptet har en 90’er/start 00’er-fornemmelse over sig. Tænk ‘Johnny Mnemonic’ (1995) og ‘Paycheck’ (2003). Den tekniske overdådighed og Will Smiths ihærdighed kan ikke skjule plottets forudsigelighed og lidt for nemme løsninger – og slet ikke de pinagtige replikker og intetsigende hovedpersoner.

(Foto: UIP)

Og så er der noget mærkeligt i, at vi åbenbart er blevet så vant til at se lejemordere portrætteret som good guys, at filmen ikke orker at forsøge at gøre noget for at få os til at se ham som en heltefigur. Will Smith bliver bare fra starten betragtet som en klassisk helt uden dystre undertoner.

Selvfølgelig får vi at vide, at han kun dræber brodne kar, der har fortjent det, men da Will Smith så finder ud af, at hans arbejdsgiver (naturligvis) har fusket lidt med personprofilerne, bliver Will Smith hverken sur eller ked af det for alvor. Småfornærmet måske. Det bliver nævnt at han har små 100 liv på samvittigheden. Alligevel gør filmen intet for, at vi skal føle, at han fortjener den nye chance i livet, som Rap fyr repræsenterer.

Det er næsten ironisk, at filmen handler om en menneskelig kopi, men at hverken originalen eller kopien virker særlig menneskelige.


Kort sagt:
Teknisk innovation trumfer ikke manuskript og karakter. To Will Smiths for én Will Smiths pris? Det er, desværre, ikke så godt et tilbud, som det lyder.

Læs også: Robert Downey Jr. vil ikke køre sig selv i stilling til Oscar for ‘Avengers’-rolle

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold