Mø
Mø - No Mythologies to Follow
5 6
'No Mythologies to Follow'

Album, Sony

Hvad kendetegner et godt popalbum? Et par massive hits? Tre omkvæd som gentages i hjernen, selv om man går og støvsuger?

For mig handler popalbummets succes om at lægge et højt bundniveau – som det var tilfældet med Lordes debutalbum fra sidste år, hvor man på intet tidspunkt havde lyst til at skippe fremad. Det at skabe et varieret album, hvor den umiddelbare nydelse er i højsædet, hvor de gode melodier og friske indspark er gennemgående, og de bedste omkvæd ikke er begrænset til radiosinglerne. Dét er et godt popalbum, og sådan et har 25-årige Karen Marie Ørsted begået.

Læs også: Hør Møs cover af Spice Girls

På et eller andet plan vidste man det godt lidt i forvejen, for syv af debutens 12 stærke numre har løbende set dagens lys (vi skrev om ’Maiden’ tilbage i maj 2012). Derfor føles det også lidt som at anmelde et greatest hits-album.

Den iltre electropop med fuld smadder på både trommemaskiner, horn og ungdommens rastløshed kan høres på den kælne ’Waste of Time’, ’hey-hey’-udbruddenes højborg ’Glass’ og den stadig enestående ’Pilgrim’, hvor Møs egen backingvokal smyger sig over markante håndklap og dystre synth. For ikke at tale om ’Red in the Grey’ hvor Mø desperat slynger sin vokal over en synthmelodi fra himlen.

Det hele lyder måske meget godt i sig selv, men ville ikke være helstøbt Mø uden producer Ronni Vindahl, hvis mageløst melodiøse guitararbejde gennemstrømmer albummet. Oftest med tropiske undertoner, som et slags modsætningsforhold til ’Maiden’s golde trommemaskiner eller de skingre keyboards på åbneren ’Fire Rides’.

Konkurrence: Vind Møs debutalbum

Møs vokal imponerer hele vejen igennem. Ikke nødvendigvis via sin kraftfuldhed, men i takt med at hun udfolder mange facetter og personligheder undervejs. Mø kan være rebelsk, kølig, desperat, kælen, sårbar og indhyller også sig selv i nytænkende korarrangementer. Hun læner sig op af Lana Del Rey, når det er balladetid på den knitrende stjernekigger ’Dust is Gone’, og serverer alt andet end den sædvanlige tåreperser med ’Never Wanna Know’ – den juleklokkeklingende ekskæreste-sejler, der smager af Phil Spector.

Mindst interessant er faktisk Diplo-samarbejdet ’XXX 88’ og singlen ’Don’t Wanna Dance’, der er nykket mere lige ud ad landevejen end resten af albummet, men det er alligevel stadig svært ikke at svinge sin imaginære fletning til trommernes taktfaste incitament. En del mere spændende er ’Slow Love’, en r’n’b-influeret, svævende og caribisk klingende ballade, der rykker ved Mø, som vi kender hende.

Læs også: Se videoen til ‘Don’t Wanna Dance’

Karen Marie Ørsted har for længst bevæget sig ud over Danmarks grænser, men denne helstøbte magtdemonstration ud i popmusik burde for alvor sætte vind i sejlene på det skib, der blev søsat i 2012.