CTM’s minialbum er et avantgardistisk drømmesoundtrack
CTM’s anden udgivelse er en selvudnævnt collage af klassiske instrumenter, vokalmanipulationer, programmerede samples og sære reallyde – lige fra en tenniskamp som baggrundstapet på ’La Mer’ til rislende vand og blide skvulp på ’The Way the Mouth is a Mouth’ og det instrumentale åbningsnummer ’Return of the Hunters’.
Den overraskende krydsning mellem de umiddelbart modstridende elementer gør minialbummet til et dragende bekendtskab af den slags, der på overfladen måske virker utilgængeligt avantgarde, men som afslører nye detaljer, jo mere man lytter, og jo flere lag, man skræller sig igennem.
Den smukke førstesingle ’Cézanne’ er et glimrende eksempel på Cæcilie Triers betagende omgang med de musikalske virkemidler, der får dig til at spidse ører for at få alle de spøgelsesagtige detaljer med. Her flettes et forsigtigt, orkestralt spor af strygere og piano sammen med programmerede trommer og Triers vokal i både sit naturlige, dybe leje og i en overraskende, oppitchet chipmunk-version.
Det samme gør sig gældende på ’Drop Shot’, hvor vokalen først er slæbende, bedøvet, og siden vrides til et babylydende toneleje, mens musikken langsomt trasker derudaf under abstrakt lyrik om blomsterbier og frugttræer. Effekten er i begge tilfælde foruroligende trods det rolige, impressionistiske lydbillede. Som en surrealistisk drømmescene i en glemt film, hvor man ikke ved, hvad der er virkeligt, og hvad der er mareridt.
Mens debut-ep’en under CTM-aliasset, ’Variations’, var karakteriseret ved en dansabel, soulet og detaljerig lyd, er andet udspil nærmest truende i sin sparsomhed og brug af klassiske elementer. På ’Return of the Hunters’ sætter den klassiske guitar og harpe en dyster tone for resten af albummet – som et intronummer til den førnævnte, imaginære film – ligesom ’Rhythm of Rally’ med sin klassiske guitar og Triers sjælfulde vokal får effekt af en overjordisk krigshymne med helt få virkemidler.
’Suite for a Young Girl’ er ifølge Cæcilie Trier baseret på Nabokovs romanklassiker ’Lolita’, og værkfølelsen er i det hele taget gennemgående på det godt tyve minutter lange minialbum. Få af numrene ville fungere på egen hånd – dertil er produktionerne næsten for porøse, slæbende og afsøgende – men som et samlet værk, en suite, udfolder minialbummet sig som et narrativ, hvor de klassiske elementer og manipulationerne skaber et stemningsmættet, filmisk univers, der udfolder sig, hvis man lader sig forbyde i detaljerne.
Kort sagt:
’Suite for a Young Girl’ udfolder sig som et sofistikeret musikalsk værk, hvor klassisk instrumentering, vokalmanipulationer og moderne, programmerede effekter skaber en foruroligende virkning. På egen hånd er numrene spøgelsesagtige, vaklende og lettere utilnærmelige, men lader man sig forbyde i albummet med tålmodighed, er sammenhængen som et avantgarde, filmisk mareridtsunivers.