Solange kredser om individet som en del af helheden på bedårende album

Solange kredser om individet som en del af helheden på bedårende album
Foto: Ilya S. Savenok/Getty Images
Solange kredser om individet som en del af helheden på bedårende album - A Seat at the Table
5 6
Solange
'A Seat at the Table'

Album, Sony

Siden hun for fire år siden trådte ud af søsteren Beyoncés skygge og ind i folks hjerter med ’Losing You’, har Solange været en af den urbane intelligentsias moderne frontfigurer med sin stilbevidste omgang med musik såvel som mode og kunst.

Opmærksomheden er da heller ikke blevet mindre i mellemtiden, hvor hun har grundlagt kunstnerkollektivet Saint Heron og er blevet gift med musikvideoinstruktøren Allan Ferguson ved et stort anlagt bryllup. For slet ikke at tale om den skjulte optagelse, der viste hende overfalde svogeren Jay Z i en elevator.

Selv om hypen ikke helt kunne måle sig med Beyoncés ’Lemonade’ tidligere på året, var opmærksomheden alligevel betragtelig, da hun offentliggjorde sit næste album som et »projekt om identitet, selvstændighed, sorg og forsoning«.

Alene titlen åbnede op for et væld af fortolkningsmuligheder. Var det netop en stikpille til storesøster Beyoncé om også at få en bid af kagen i showbiz-familien Knowles? En kommentar til de seneste års raceuroligheder i det amerikanske samfund? Eller et forsøg på at generobre Louisiana og særligt byen New Iberia, som hendes forfædre i sin tid nærmest blev lynchet væk fra, og hvor hun har boet under det meste af indspilningen af albummet?

Fælles for fortolkningsmulighederne er, at de – ligesom sangene på albummet – kredser om individet som del af en helhed, desuagtet om denne helhed er at forstå som parforholdet, familien, majoritetskulturen, definitionsmagten – eller én selv for den sags skyld, som det slås an på åbneren ’Rise’: »Walk in your ways, so you can sleep at night / walk in your ways, so you will wake up and rise«.

Det er således også oplagt at sammenligne ’A Seat at the Table’ med Beyoncés ’Lemonade’, men der er, om ikke en verden, så en form til forskel mellem de to udgivelser. Hvor ’Lemonade’ var ekspressiv og sine steder også eksplosiv, demonstrerer Solange en fornem bevidsthed om sine virkemidler og viser, hvordan man kan man sige det samme på en anden måde.

Fælles for sangene er nemlig, at de alle bryder med den sophisti-pop og new wave-skabelon, der prægede hendes seneste ep ’True’, og i stedet henter deres æstetik i 90’ernes afrocentriske neo-soul, der i Solanges opdaterede version næsten forekommer lige så radikal som den gjorde for 20 år siden, hvor den også udfordrede den gængse mainstream på de amerikanske radiostationer og musikkanaler.

Det gælder for eksempel ’Mad’, der er en subtil kommentar til det hvide Amerikas patronisering af dets sorte medborgere, som hun med et enkelt greb i det afsluttende omkvæd får vendt fra at være reaktiv til at være progressiv: »I ran into this girl, I said ’I’m tired of explaining’ / man, this shit is draining / but I’m not really allowed to be mad«.

Frem for at bekræfte kritikerens fantasi om den sorte kvinde som hysterisk, bliver hendes resignation til hendes styrke, fordi hun ikke blot modbeviser den anden, men også frigør sig fra forklaringstvangen. Det samme gælder produktionen, som i stedet for at være iklædt samme vrede, som sangen egentlig omhandler, er afdæmpet og tilbageholdende og på den måde gendriver pointen.

Omvendt forholder det sig til gengæld på ’Where Do We Go From Here’, hvis tunge boom bap-beat står i skærende kontrast til Solanges desillusionerede vokal og det afmagtsprægede tema om forfædrenes uddrivelse fra New Iberia, men hvis fremdrift alligevel indgyder troen på, at familien nok skal klare det.

Allersmukkest gør hun det dog på den sårbare ’Cranes In the Sky’, der med sine insisterende strygere og en metafor, som ville være Joni Mitchell værdig, handler om, hvordan man finder tilbage til sig selv, når tosomheden er brudt.

Produktionsmæssigt er pladen også karakteriseret ved samme tilbagelænede bump som på Tweets nyklassiker ’Southern Hummingbird’ (2002), der har ageret eksplicit inspiration for ’A Seat at the Table’, mens den gamle Soulquarians-garde af Questlove, Q-Tip og særligt Raphael Saadiq som gennemgående producer også sætter deres præg på det organiske lydbillede med rhodes, rytmeæg og rimshots, som var man hensat til neo-soulens guldalder.

Efter endt lytning står alle de indledningsvist nævnte fortolkningsmuligheder stadig åbne, og man kan endda tilføje en: Frem for kun at tænke ’A Seat at the Table’ som Solanges kamp for at passe ind, kan det også læses som hendes generøse tilbud til os lyttere om at delagtiggøre os i hendes livsverden og alt hvad den indebærer af følelser, frustrationer og forsoningsforsøg.


Kort sagt:
’A Seat at the Table’ er med sine ærlige tekster, erkendelsesskabende form og tilbagelænede produktioner et bedårende album, som det er svært ikke at blive charmeret af, også selv om det først som sidst måske handler mest om Solange selv.