Vi talte med Trippie Redd om knuste hjerter: »Kærlighedens mål er at overvinde alt«

Vi talte med Trippie Redd om knuste hjerter: »Kærlighedens mål er at overvinde alt«
Trippie Redd.
Trippie Redd er en af de største nye stjerner, der er sprunget ud af Soundcloud-rapscenen. Han hitter stort med 6ix9ine og XXXTentacion-features samt sine egne, rockinspirerede kærlighedssange. Men rapperen er allerede i gang med at frigøre sig fra bølgen. Hans mål er at nå alle aldre med sine emorap-kærlighedssange – selv pensionister.

Trippie Redd er på en eller anden mere eller mindre tilfældig måde trillet midt ind i essensen af den unge hiphopstidsånd. Hans relativt korte livshistorie er nemlig en pinball-agtig hoppen rundt mellem musikalske indflydelser.

Han kommer fra den samme, ret lille by som Marilyn Manson, er flyttet til Atlanta for at indspille i trap-miljøet med Gucci Mane-protegéen Lil Wop, han lyder ret meget som Lil Uzi Vert, og så har han lavet storhittende Soundcloud-rapsange med scenens kontroversielle stjerner XXXTentacion og 6ix9ine.

De to sidstnævnte må jeg i øvrigt – ifølge hans presseansvarlige – ikke spørge ind til, da jeg fanger Trippie Redd på en yderst usikker telefonlinje fra London, hvor han skal spille et par koncerter. Et ret klart tegn på, at selv om Soundcloud-bevægelsen har gjort den unge rapper til stjerne (og han eftersigende har sluttet fred med XXX), så vil han ikke associeres direkte med bølgens mere shady personligheder som de henholdsvis voldsanklagede og pædofilidømte XXXTentacion og 6ix9ine.

For jo: Trippie Redd har de obligatoriske ansigtstatoveringer og diamanttænder, poster ofte punket-forelskede billeder af sig selv og sin kæreste, Instagram-personligheden Angvish, og så er rapperens rockinspirerede emorap skræddersyet til den unge hiphopbevægelse, der startede på internetplatformen Soundcloud.

Men Michael White, som han hedder, er opsat på at gå fra at være Soundcloud-stjerne til stjerne, punktum.

Eller, som han selv siger: »Jeg har mange unge fans lige nu, men jeg føler, at min musik taler til alle. Jeg føler, jeg siger dybe ting, som ældre folk også forstår. Men om et år eller to vil jeg gerne have et blandet publikum. Ikke kun unge eller gamle – jeg vil have begge. Jeg vil se pensionister til mine koncerter!«

Cykeltyv og duksedreng

Det bliver måske lidt svært at lokke de helt gråhårede til Trippie Redd lige foreløbigt, men man forstår rapperens pointe. Og man kan også høre en mere universel ambition i musikken, der dyrker kærlighedens lykke og ulykke, og samtidig også trækker fra både rockmusik og r’n’b.

»Jeg voksede op med musikken fra alle de forrige generationer«, forklarer rapperen sin stilistiske sammensætning. »Jeg er født i 1999, så folk omkring mig lyttede til musik fra 80’erne og 70’erne, samtidig med at jeg hørte rock på min computer og hørte r’n’b og hiphop gennem min mor og far«.

Jep: Vi er nu nået til en tid, hvor de unge kunstnere er vokset op med hiphop gennem deres forældre.

I Trippie Redds tilfælde voksede han op i byen Canton i Ohio (»USA’s næstfarligste mindre by«, som han siger), der har frembragt Marilyn Manson af nævneværdige kendisser. Rapperen selv siger, at Canton har »en lige fordeling mellem bad shit og positive shit«, og den unge Trippie Redd var faktisk også splittet mellem de to tilgange til livet: »Jeg kunne finde på at stjæle din cykel samtidig med, at jeg fik gode karakterer«.

Derudover forklarer han, at han var lidt af en »loner«, men samtidig også havde venner. Det er som om, at skellet mellem negativitet og positivitet er en gennemgående del af fortællingen om den modsætningsfulde unge rapper. Men splittetheden blev fremfor alt manifesteret gennem tabet af hans bror.

Han var den eneste, Trippie kunne »hænge med døgnet rundt«, som han formulerer det. Broren virker nærmest som Michael Whites tabte halvdel, fordi han både introducerede ham for musik og fik ham til at tage den alvorligt.

»Da min bror døde, begyndte jeg for alvor at lave musik. Jeg voksede op med musik og elskede at se ham lave musik. Men bagefter følte jeg, at jeg var nødt til at gøre det for os begge«.

Annonce

Mellem Atlantas trap-scene og Soundcloud-succes

Det at gøre musikkarrieren til alvor betød frem for alt at komme væk fra Canton og hen til Atlanta.

»Jeg var nødt til at tage derhen på grund af kulturen og på grund af musikstudierne. Der er ikke alt for mange studier i Canton eller Columbus. I Atlanta har de professionelle studier«, fortæller Trippie. »Jeg fik min deal gennem en der hedder Chubbie Baby, og han sørgede for, at jeg var i studiet døgnet rundt. Der mødte jeg så Pi’erre Bourne hele den scene – inklusive Lil Wop, der er en af mine bedste venner«.

Det er ikke tilfældigt, at det er Atlanta, den unge musiker søger mod. Trap-scenen omkring Gucci Mane og dennes protegeer som Future, Young Thug og Migos har længe været centrum for den unge, kreative hiphop, der har inkarneret tidsånden. Pi’erre Bourne er en af de mest toneangivende producere lige nu, blandt andet takket være storhittet ‘Magnolia’ med Playboi Carti, og Lil Wop er en af Gucci Manes seneste yndlinge.

Så ja: Trippie Redd trillede ned i det helt rigtige miljø.

Men faktisk er der endnu en splittelse i Trippie Redds liv her. For selv om Atlanta stadig er hiphoppens hovedstad, er der begyndt at opstå en ny scene i Florida. Den såkaldte Soundcloud-rap, der er mere punket og rowdy end Atlantas trap.

Og scenens største stjerner samarbejder med Trippie Redd fra starten af.

Jeg måtte som nævnt ikke spørge ind til rapperens forhold til XXXTentacion og 6ix9ine, men sangene ’Fuck Love’ med førstnævnte og ’Poles’ med sidstnævnte er stadig nogle af Trippie Redds største hits – også selv om han nu har udgivet sange med etablerede navne som Travis Scott og Swae Lee fra Rae Sremmurd, associeres han oftest mere med Soundcloud-scenen end trap-scenen.

Men det er ikke den vigtigste opdeling – den centrale splittelse i Trippie Redds musik er den konstante bevægelse fra det hjerteknuste til det forelsket euforiske. Og måske er det netop den unge kunstners tvetydige forhold til kærligheden, der er nøglen til at forstå både ham, hans musik og de mange modsætninger omkring ham.

Kærligheden over alt

For kærligheden, både den lykkelige og den smertefulde, er selve kernen i Trippie Redds musik. Kærligheden forener nemlig ikke alt i én stor lyksalighed hos rapperen. Den er lige så kompleks og splittet som Michael Whites personlige biografi.

»Det er både det gode og det dårlige«, siger rapperen i telefonen. »Sangene er til alle i galaksen, og de viser blandede følelser«.

Den unge mand fra Canton har både lavet sange, der er opkaldt efter ‘Romeo & Juliet’, hittet stort med nummeret med den sigende titel ‘Love Scars’, og så er der selvfølgelig det store XXXTentacion-hit ‘Fuck Love’. Emo-indflydelserne er stedvis tydelige, samtidig med at den melodiske rapsang er klart inspireret af Lil Uzi Vert.

Det er ikke nødvendigvis specielt lykkelige sange, og Trippie Redd svarer da også, at kuren mod et knust hjerte er »at lave musik eller bare gøre det man elsker«. Alligevel virker rapperen som om, han er et godt sted nu. Han fortæller mig, at han er sammen med sin kæreste, mens vi snakker, og kalder hende sin »bedste ven«.

Har han fundet hemmeligheden bag et godt forhold?

»Kærlighedens mål er at overvinde det hele sammen«, siger rapperen lakonisk.

Dén følelse taler til alle. Den forener de mange modstridende indflydelser i Trippie Redds musik. Og måske vil den også føre til, at der en dag står pensionister til hans koncerter.

Læs også: R.I.P: XXXTentacions nye album er det sidste søm i Soundcloud-rappens ligkiste