»Et spektakulært portræt af en diva« – se filmen om Grace Jones på C More

Dansk hiphop har aldrig lydt så drugget som på kollektivet 25/8’s nye mixtape

Dansk hiphop har aldrig lydt så drugget som på kollektivet 25/8’s nye mixtape
Baby Bino og Lil Hawaii fra 25/8.
Hiphopkollektivet 25/8 har skabt et mixtape, der stedvis virker som én stor hyldest til stoffet Xanax. Faktisk lyder selve mixtapet inspireret af følelsen af at være skæv: Det er en innovativ og stedvis fascinerende udgivelse, der siger en del om, hvor hiphopkulturen er lige nu.

Vi er midt i en Xanax-tid.

Angstmedicinen er blevet et populært rusmiddel i unge hiphopkredse verden over, men det er også mere end det. Xans, som de populært kaldes, er en identitetsmarkør, og inden for hiphopscenen er Xanax-musik nærmest en stilart.

Det bliver tydeligt, når man hører det nyligt udgivne debut-mixtape fra 25/8; et broget dansk hiphopkollektiv, der blandt andet tæller tidligere Pizzagang-medlemmer som Baby Bino og Lil Hawaii samt folk fra dén omgangskreds som rapperen Yung Asti og den fremadstormende producer Lille Høg. Deres herligt kaotiske udgivelse er så gennemsyret af stoffer, at man nærmest bliver blæst af at lytte til det.

Én ting er, at rappere som Baby Bino taler om sin narkofyldte blå Fanta på ’Kom ind’ (der, tror jeg, handler om at være på MDMA), og at Xanax nærmest namedroppes på hver eneste sang her – smagsprøve: »Skyller Xannies ned med syrrup, føler ikke der nogen, der når mig«, lyder det fra Olivver på ’Med vilje’.

Men det er ikke kun i teksterne, at stofferne figurerer: Selve lyden har noget druggy over sig. Denne her blanding af autotunet sangrap og nærmest sukkersøde melodier over trap-trommer er et lydmæssigt akkompagnement til at være blæst.

25/8-medlemmernes flows efterligner også dén følelse – som på ‘Glad idag’, hvor rapperen nærmest lyder som om, han er ved at synke ned i en søvnig, druggy slummer, mens han synger. Der er vist omkring ti rappere involveret, men de har alle sammen flows, der opererer inden for den her form for fremmedgjort, tåget autotune-vokal. Og Lille Høg og Åndsvage Victor (aka Lil Hawaii) producerer samtidig beats, der kombinerer helt tunge, slæbende trommer med nærmest tyggegummipop-agtige melodier.

Den blanding ligner udtryk, der har eksisteret i USA siden folk som Chief Keef og Future gav MDMA- og Xanax-rusen sit lydmæssige udtryk gennem snalret autotune-trap. Nu har Danmark altså også fået sit eget lydmæssige manifest for Xanax-kulturen.

Annonce

For nej, det er ikke noget nyt i sig selv, at stofferne er med til at forme musikken. Tænk på Snoop Dogg eller Wiz Khalifa, der nærmest udelukkende laver musik, du kan ryge weed til. Men i dansk kontekst er det her måske et tegn på en kulturmæssig forandring i hiphopkulturen fra alkohol til stoffer.

For alle, der har hørt en L.O.C.-sang eller set den nye Niarn-dokumentar ved, at hiphopkulturen længe var en drukkultur i Danmark. Dengang formede det også musikken, der tit vekslede mellem brogede feststarter-sange og deprimeret tømmermændsrap.

Nu er skiftet gået fra alkohol til Xanax, og musikken er begyndt at efterligne de nye stoffers døsige rus.

I hvert fald hos kollektivet 25/8. De er selvfølgelig ikke nødvendigvis repræsentative for den samlede danske hiphopscene, men snarere en særlig københavnsk afart, hvor amerikanske rappere som Lil Uzi Vert, Chief Keef, Future og så videre synes at være forbilleder.

Men det siger stadig noget om, hvor dynamisk den helt unge danske hiphop er, når lyden bevæger sig så radikalt i nye retninger som her. Og det viser, at der er sket et ret voldsomt skift fra alkohol til en bred vifte af stoffer – fra Niarn og L.O.C.’s dage og frem til den helt nye skole af rappere.

Ud fra det nye mixtape virker det tvivlsomt, at det her kollektiv kommer til at bryde bredt igennem. Det virker det sådan set heller ikke som om, de er vildt interesserede i. Der er for eksempel ingen enkelte rappere krediteret på kollektivets sange, og det ville være synd at sige, at albummet forsøger at skabe popsingler.

Det er i stedet et ret unik lomme af rowdy, ung, københavnsk hiphopkultur, der har skabt det mest druggy danske hiphopalbum, jeg nogensinde har hørt.

Læs anmeldelse: Baby Bino viser nye sider af at være blæst hver dag