Frygtløse MHD udvider og udvander sin afro trap-lyd på ambitiøst album

Frygtløse MHD udvider og udvander sin afro trap-lyd på ambitiøst album
MHD.
Foto: Universal
Frygtløse MHD udvider og udvander sin afro trap-lyd på ambitiøst album - 19
4 6
MHD
'19'

Album, Universal

MHD er afro trap, og afro trap er MHD.

Det er sjældent, at en ung artist så hurtigt bliver synonym med en musikretning som den franske rapper, der for et par år siden begyndte at lægge sine benhårde hiphop-flows henover afrikansk-inspirerede beats. MHD navngav den hjemmelavede stil for ’afro trap’, og voilà: Så var drengen fra Paris blevet en international stjerne på rekordtid.

Gennembruddet kom med hyperintense tracks som ’Afro Trap pt. 7 (La Puissance)’ og ’Afro Trap pt. 3 (Champions League)’, der trak de afrikanske rytmer helt ned i den pulserende parisiske storbyjungle. Det føltes skiftevis som lyden af en biljagt gennem smalle stræder og soundtracket til en herligt hektisk gadefest.

Nu har MHD udgivet ’19’, hans første album efter det gigantiske gennembrud, og det første, man lægger mærke til, er, at stemningen er skiftet en del. Det her er en del mere tilbagelænet, og der er kommet en melodisk side til, der antyder, at rapperen har fundet en ny form for inspiration i kontinentet, hans familie stammer fra.

Albummet starter nemlig med en afrikansk hymne, og coveret viser rapperen på, hvad der ligner en savanne et sted i Afrika. Budskabet er klart: MHD er daffet fra den stressende storby og taget afsted for at udforske nye lyde. Men hvilke lyde er det præcis, han er på vej imod?

Det er ikke altid helt klart. For jo, det er modigt af MHD at gå væk fra den helt hurtige afro trap, der har defineret ham indtil videre. Men han har tydeligvis ikke fundet svaret på, hvad han leder efter – og det gør, at ’19’ frem for alt føles som et søgende album.

Det starter ellers med en række guitardrevne, svævende sange, der forvandler afro trap-lyden til noget meget mere harmonisk og mindre intenst. Lyden mister lidt af det tempo, der ellers var dens kendetegn, men der er noget fascinerende i at se MHD udforske de melodiske, opløftende temaer, han allerede slog an på ’A Kele Nta’ fra det selvbetitlede debutalbum fra 2016.

’Encore’, ’Rouler’, ’Papalé’ og singlen ’Bravo’ fortsætter nemlig dén stil og lyder som en slags lyksalig sejrsrunde. Som om den dreng, der jagtede hektisk rundt på de tidlige sange, har fundet en salgs frelse og fejrer det på de her dansevenlige, opløftende sange. Hvis de oprindelige afro trap-sange var lyden af klaustrofobisk gadeliv, er det her lyden af en verden, der åbner sig.

Coveret giver også mening i den kontekst. Som om MHD har lagt det urbane kaos bag sig for at udforske de mere afslappede grene af afrikansk musik uden Paris’ puls som grundtone. Det er ikke så meget ren afro trap, men måske et forsøg på at finde en ny form for afro-pop eller afro-hiphop.

Men MHD følger ikke helt den æstetik til dørs. For efter de ovennævnte sange slår stemningen stærkt an, flyder albummet i lige så mange retninger som et floddelta.

Der er et par forsøg på dancehall og afrobeats med Stefflon Don (‘Senseless Ting’) og Wizkid (’Bella’), der er solide, men som er tæt på at udvande MHD’s karakteristiske lyd på gæstens præmisser. Her bliver man mindet om, at MHD jo netop slog igennem med sange, der aldrig havde gæster. Rapperen er stærkest alene.

På anden halvdel af albummet finder vi også rendyrkede hiphopnumre som ‘Interlude Trap 2’ og ’Oh La La’, der igen fungerer fint, men som samtidig lyder som meget af den betonhårde franske rap, der findes i massevis. Det er stærke sange, men de føles som om, de kommer fra et andet album end Afrika-rejsen på de første syv-otte sange.

Det er frustrerende, for MHD’s styrke var jo netop, at han før formåede at forene de afrikanske musikretninger med en fransk hiphopstil. Her er tingene pludselig mere adskilt.

Decideret uinspireret bliver det mærkeligt nok, når MHD går tilbage til den hektiske afro trap fra 2016 på sange som ’Afro Trap pt. 10 (Moula Gang)’ og ’Samedi Dimanche’. Han lyder som om, han laver sangene, fordi han skal – ikke fordi han har nogle nye ideer. Især de råbte omkvæd på ’Samedi Dimanche’ lyder som noget, han har lavet bedre før på sange som ‘Afro Trap pt. 8 (Never)’.

Når albummet slutter, er man en smule forvirret. For det kan være lidt frustrerende, når en kunstner, der har et så råt og stærkt udtryk, begynder at udvande det. Men samtidig er det imponerende, at MHD så frygtløst rejser væk fra sin sikre stil. Og på første halvdel af albummet lykkes den 24-årige rapper med at finde frem til en lyd, der er både original og troværdig. En lyd, der peger mod livet efter afro trap.

Det gør, at man tilgiver ham den målløse flakken, der finder sted på anden halvdel af ’19’. Det hører trods alt med til at søge efter den rette vej at fare vild nogle gange. Og det er stadig næsten altid spændende og lovende at lytte til MHD udforske sin musiks mange muligheder.


Kort sagt:
Afro trap-opfinderen MHD forsøger at genopfinde sin lyd med blandede resultater. På første halvdel af ’19’ finder den franske rapper inspiration i nye former for afrikansk musik og erstatter den sædvanligt tunge puls i sine sange med noget mere harmonisk og svævende. Men på anden halvdel prøver MHD en masse forskellige stilretninger af, og albummet med at flyde i for mange retninger som et floddelta.

Læs også: Rapperen MHD kommer tilbage til Danmark med sit fantastiske liveshow

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold