Noname markerer sig som et talerør for Chicagos sprudlende rapscene

Noname markerer sig som et talerør for Chicagos sprudlende rapscene
Noname.
Noname markerer sig som et talerør for Chicagos sprudlende rapscene - Room 25
5 6
Noname
'Room 25'

Album, Selvudgivet

»Y’all really thought a bitch couldn’t rap, huh?«, lyder det på ’Room 25’-åbneren ’Self’.

I så fald har man glemt rigtigt at lytte til den 27-årige Chicago-rapper Noname, hvis bløde fløjlsstemme og feel-good energier har smøget sig gennem ørene på hendes fans, siden hun i 2013 var med på Chance the Rappers ‘Lost’ og siden selv udgav debut-mixtapet ‘Telefone’ i 2016, der blandt andet indeholdt den populære ‘Diddy Pop’.

Fortryllelsen er nærmest umulig at undgå for dem, der har set hendes charmerende Tiny Desk Concert hos NPR, hvor de gennemlækre, jazz-soulede underlag er svære ikke at groove med til. Men Noname er mere end en blød stemme på en intim scene, og på debutalbummet ‘Room 25’ markerer hun sig i højere grad som en rapper, der, udover at tilfredsstille ørene, også kan hæve stemmen og (med mange ord på meget kort tid) være et talerør for den sprudlende talentmængde, der de seneste år har defineret lyden af hiphop i Chicago.

‘Room 25’ er i høj grad en videreførsel af vellyden fra ‘Telefone’, men albummet er samtidig mere jazzet eksperimenterende, mere skævt og mindre poppet. På mange måder mindre nemt.

‘Window’ og ‘Don’t Forget About Me’ er begge lettilgængelige og rare, mens numre som ‘Blaxploitation’ og ‘Prayer Song’ især på grund af de skæve og hektiske trommerytmer er mere udfordrende. De er ikke på samme måde velegnede som baggrundsmusik. Det tvinger lytteren til virkelig at høre godt efter – og det er nødvendigt, for der er meget, der skal siges.

Samtidig er de skæve rytmer perfekte som underlag for Nonames vanvittige flows, som hun i den grad har skruet op for hele vejen rundt på det nye album. Samspillet mellem trommerytmer og flowrytmer er eminent i første vers af ‘Prayer Song’ med linjerne »Politicians overzealous with the provolone Ishkabibbles, and incidentials / don’t crash the rental, it’s god and temple and bible«, mens hendes finurlige, men stadig kritiske linjer driver tempoet i høj fart på ‘Blaxploitation’.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

Ligeledes er slutningen på ‘Montego Bae’ en teknisk magtdemonstration, som den ondeste raprobot burde misunde. Men Noname er mere som en organisk rap-organisme, og det er netop denne organiske, frie stil, som er kendetegnende for den nye lyd på hjemegnen.

For ja, Noname kommer fra Chicago, og hvis ikke man i forvejen kunne høre det på hendes hviskende og syngende flows, så kan man stort set læse sig frem til det på albummets gæsteliste. Ravyn Lenae står for det meste af lækkerheden på ‘Montegoe Bae’, den mere ukendte sanger Adam Ness leverer et nærmest Solange-lydende omkvæd på ‘Prayer Song’, mens produceren og sangeren Phoelix kan tilskrives en stor del af den organiske lyd, der flyder gennem Chicagos gader for tiden.

Sidst, men ikke mindst, genforenes Noname og de to egnsfæller Saba og Smino for at gentage successen fra ’Telefone’-samarbejdet ’Shadow Man’. På den nye ‘Ace’ skiftes de hver især til at hæve niveauet: Smino med sin André 3000-agtige røst og fantastiske melodiske flow, Noname selv med endnu en organisk geværsalve og sidst Saba, der med imponerende kompromisløshed cementerer, at man ikke har brug for tunge 808-trommer og trap-hi-hats for at markere sig på rapscenen i Chicago – eller i resten af hiphopverdenen, for den sags skyld.


Kort sagt:
Noname markerer sig i den grad som rapper og talerør for Chicagos sprudlende rapscene. Lyden er i høj grad en videreførsel af de lækre soulede energier fra hendes debut-mixtape ‘Telefone’, men musikken er samtidig mere jazzet, eksperimenterende og skæv, hvilket opfordrer til nærmere lytning og større teknisk udfoldelse i Nonames rapflows.

Annonce
Advertisement